Hjem koster også noget – men giver mere: Stine er blevet boende i sin barndomskommune

Der tikker endnu en snap ind fra barndomsveninderne i Aarhus. Jeg åbner den, og på billedet kan jeg se, at de sidder på en cafe, sammen i solskin, og jeg sidder her i Skive. Endnu en gang kan jeg ikke være med på deres spontane planer og møder, fordi jeg altså bor halvanden time fra dem. Lige der ville jeg ønske, at jeg var tættere på dem, så jeg ikke gik glip af de spontane planer. Jeg ville jo godt have været med. Men sådan er det at være undtagelsen på tendensen. Jeg er jo faktisk stereotypen for at flytte lige netop herfra. Jeg er 23 år, en pige og under uddannelse. Nogen har spurgt, hvorfor jeg er blevet, og det har jeg da også spurgt mig selv om. Men det har jeg altså valgt, og nu skal du høre hvorfor.

Flødebolletræet
Jeg er vokset op i det, man vil kalde en kernefamilie ude på landet ved Hald. Jeg er så heldig at have en familie, hvor mine forældre stadigvæk er sammen. Der tilbragte jeg min barndom sammen med mine to søskende, på mine forældres nedlagte landbrug. En tryg og god barndom, hvor sammenholdet var stærkt, og mine bedsteforældre altid stod klar lige om hjørnet med pasning og hyggelige stunder. Jeg forbinder min barndom med mange gode ting, men der er en helt specifik duft, der dukker op, når jeg tænker tilbage. Duften af ramsløg. Den står tydeligt klar for mig. Det var en trofast ven, der mødte mine klassekammerater og jeg, når vi i folkeskolen skulle gå over i skoven ved siden af skolen.

Vi gik på ræd og række og med varsomme skridt, når vi skulle passere kirkegården. Der skulle man udvise respekt, og det gjorde vi – men kun lige indtil vi kom forbi flødebolletræet. Det træ, som til forveksling lignede en flødebolle. Der skulle vi alle sammen ind og stå under, det var som et ritual for os. Vi gjorde det lige indtil, at vi blev for store til det. Vi var bare en god klasse. Sådan en klasse, hvor alle var gode ved hinanden, og alle kunne snakke sammen. Det var helt sikkert vores lærer, Mettes, fortjeneste. Hun passede på os, og hun var som en anden mor for os igennem hele opvæksten. Hun var vores lærer i alle årene fra 1. til 6. klasse i ØK, eller Ørslevkloster, som det jo egentlig hedder.

Nære relationer
Jeg ved godt, at Skive ikke er den største by, men den har faktisk alt det, jeg har brug for. Faktisk virker Skive lidt stor, når man som mig kommer ude fra en landsby, som er meget mindre. Skive har handlemuligheder, den har gode foreninger, den har mit fodboldhold, den har min arbejdsplads, den har min familie, som jeg holder så meget af, og så har den en nærhed og et fællesskab. Jeg møder faktisk stadigvæk Mette en gang imellem. Hende der var med til at forme min barndom. Hun genkender mig stadig, når vi tilfældigt støder på hinanden ved købmanden. Jeg er også stadig venner med hende på Facebook, hvor hun troligt skriver tillykke til mig og mine andre klassekammerater fra folkeskolen, når vi har fødselsdag. Det understreger virkelig sammenholdet for mig, hvor man kommer hinanden nært og husker hinanden.

Når man er så få, så finder man ud af det, med dem der er. Vi holder en årlig klubfest i Hald, hvor alle mennesker fra byen er inviteret. Her kan vi godt samles omkring 200 mennesker. Til sidste klubfest kom min pædagog fra børnehaven over til mit bord, hvor jeg sad med fodboldpigerne. Hun skulle lige sikre sig at “alle hendes børn” stadig havde det godt, trods det er mange år siden, at hun passede på os i børnehaven. Der er bare en nærhed i vores lokale samfund her ved Skive, som jeg ikke tror, at jeg vil få i en storby. 

Et svært valg
Det har ikke altid været nemt at tage det valg, som jeg har. Når det er ved at være Kapsejladstid, og Instagram endnu en gang er spækket til med videoer og billeder af unge på min alder, som har det sjovt. Eller snaps af veninderne som har taget en spontan cafétur, fordi de kan vælge og vrage i caféerne langs Århus’ gader. Så kan jeg mærke frygten for at gå glip af noget. Ungdomslivet i de store byer, som så mange snakker om, rykker også nogle gange i mig. Følelsen og overvejelserne startede for alvor, da jeg fik lysten til at flytte til Aalborg i mit sabbatår. Jeg fik dog ret hurtigt et job som revisorassistent i Skive, hvor jeg følte mig godt tilpas, og så trak Aalborg ikke længere, selv om jeg startede min uddannelse der ved siden af mit job.

Jeg har ofte opvejet, hvad der trak mest. Men som person har jeg været bange for at blive indelukket i en større by, da jeg er mere introvert end mange andre. Hvis jeg flyttede til Aarhus, vil jeg frygte, at jeg kun havde det godt, når jeg var sammen med mine gode veninder, og bagefter blive ramt af tomheden. I Skive har jeg fået lov til at vokse. Og jeg er altid omfavnet af trygheden fra min familie, som er lige i nærheden. Når jeg taler med andre, som står i samme dilemma, som jeg gjorde, spørger jeg dem altid, hvad der trækker mest. Ofte er det jo ungdomslivet og nogle gange den store fredagsbar i Århus, men man skal gøre op med sig selv, om man kan leve uden det. Og på den anden side, om den store fredagsbar eller kapsejladsen en gang om året, betyder nok til at rykke teltpælene op og til noget nyt, stort og fremmed. Det gør det for nogen. Bare ikke for mig.

Fremtiden i Skive
Nå, jeg skal til at smutte. Om torsdagen går jeg nemlig til fodboldtræning ude i Hald ved min gamle folkeskole. Netop der, hvor jeg som lille gik over mod skoven med mine klassekammerater. Vi er 16-17 unge kvinder, som mødes og lige nu til duften af ramsløgene. Jeg er der altid lidt før for at få den gode omklædningsrumsstemning. Vi har altid en god træning, hvor stemningen er præget af kærlige drillerier og samtidig stor konkurrence – træningskampens vinderhold slipper nemlig for at rydde op på fodboldbanen, det må taberne tage sig af. Efter træning drikker vi en sodavand i klubhuset. Her går snakken på alt muligt, men i øjeblikket forsøger vi at planlægge et efterårsarrangement, hvor vi skal på rundtur på Hancock Bryggeri, som også ligger her i Skive.

Det kan godt tage lang tid at vende hele verdenssituationen med de andre fodbolddamer, så klokken kan godt blive 22, inden jeg er hjemme igen. Men det er rart at have det her sammenhold. Det ville jeg ikke have haft i byen, og det gør, at jeg virkelig føler mig hjemme. Min kæreste spiller også fodbold derude, og det vil vi begge to blive ved med – nok også i rigtig lang tid. Vi har nemlig planer om altid at blive boende i Skive. Gerne længere udenfor byen i et samfund lig min egen barndom. Men stadig i Skive Kommune tæt på alt det, vi holder af. Vi er nemlig begge herfra og har planer om at blive, for det er lige her, at vi føler os hjemme.