Højskoleelev: ”En lidt for nøjeren utopi”

Spisesalen på Testrup Højskole har højt til loftet med tværbjælker og akustikplader. På det lysegrønne linoleumsgulv er bordene stillet op i rækker, som lige før var fyldt med elever, som spiste aftensmad. Spisesalen er tom nu, men rundt om det afryddede buffetbord i den ene ende af spisesalen står en gruppe højskoleelever. De diskuterer aftenens menu, som bestod af bl.a. polenta, rucolasalat og tofu, og bliver enige om, at den ikke levede op til den standard, som køkkenet ellers normalt leverer.
Gruppen har kun kendt hinanden i en halvanden måned, men det mærkes ikke på dem. For de fleste er det første gang, de går på Testrup, men for nogen omkring bordet er det anden eller tredje gang.

De seneste år, er antallet af elever på de danske højskoler steget markant, og det er efterhånden blevet noget, som mange gør i deres sabbatår. For mange unge handler det om at få et fællesskab og en social oplevelse, men årsagerne tæller også en lyst til fordybelse, afbræk fra hverdagen og nyt livsperspektiv.
I april i år startede et debatindlæg i Politiken fra en tidligere højskoleelev en landsdækkende debat, om højskolerne stadig lever op til deres åbne, dannende ideal. Den tidligere højskoleelev kaldte det bl.a. et ideologisk ekkokammer og en kult for den øvre middelklasse.

 Anvita Sethia hører til en af dem, der går på Testrup for første gang. Hun er netop flyttet tilbage til Danmark efter at have boet to år i Paris. Så for hende var det oplagt at starte på højskole både for fordybelsen, men også for at udvide sit sociale netværk. Hun er overrasket over, hvor hurtigt hun er faldet på plads. ”Jeg synes højskole er noget af det fedeste i hele verden. Jeg føler mig virkelig set her på højskolen”.
Men hun er også godt klar over den kritik, der har været rettet mod højskoler. ” Det er jo lidt en utopi. Når vi går på højskolen og hygger os i vores egen lille boble og drikker urtete, kan man godt komme til at blive lidt privilegieblind og glemme, hvordan resten af verden ser ud. Det er ikke alle, der har mulighed for at gå her.”

Anvita forlader vennerne ved buffetbordet og bevæger sig ud i gården. Det er en af de første efterårsdage, og det kan mærkes. Luften er kold, og solen står lavt på himlen. Gården omkranses af højskoleværelser og er derfor blevet et naturligt samlingspunkt. Anvita fortæller, at de er begyndt at tage deres dyner med ud i gården for stadig at kunne hænge ud på trods af kulden. Gården er tom lige nu bortset fra én højskoleelev. Han sidder på en bænk og læser. ”Det er en bog, jeg har fundet i genneren. Den handler om at være handicaphjælper i velfærdsstaten. Sygt spændende.” fortæller han Anvita.

På sit værelse møder Anvita sin roomie Kirstine Skriver på 21 år. Deres værelse består af to senge, en sofa og et skab til deling. På væggene hænger der hylder, som de to roomies har fyldt ud med alt det, der ikke kunne være i skabet. Hver har de fået en opslagstavle, men den kunst, som pigerne har haft lyst til at udstille, er kommet op på væggen lige ved siden af den ellers tomme opslagstavle.
Kirstine er startet på Testrup højskole, fordi hun kender flere, som har gået her. På kun halvanden måned, er hun også blevet rigtig glad for det. ”Der er bedstevenner-potentiale overalt, og det er næsten lidt overvældende. Alle vil kun hinanden det allerbedste.”
Kristine og Anvita holdt sleepover i går, og sengene, som står skubbet sammen, vidner endnu om det.
Pigerne husker, at det ugentlige obligatoriske foredrag begynder om lidt, så de skynder sig mod foredragssalen.

Højskoletanken bygger på ideen om dannelse. Og det holder Testrup bl.a. fast i ved at afholde det ugentlige obligatoriske foredrag. For Anvita var det også en vigtig grund til, at hun tog på højskole. ”Jeg vil rigtig gerne udvide min horisont og kunne skue lidt længere”. Alligevel er Anvita og Kirstine også enige om, at det sociale fylder meget, når man først går på højskole. ”Når jeg taler med andre om højskole, så er det primært det sociale, der fylder” siger Kirstine. ”Højskole bliver nærmest et lysende fyrtårn for fællesskabets styrke.”

Foredragssalen har man fyldt med så mange stole som muligt, og de fremmødte består af en halv/halv fordeling af højskoleelever og lokale pensionister. Forrest i lokalet har man alligevel formået at få plads til et flygel, som står lige foran podiet, hvor ugens taler skal stå. Foredraget i dag handler om, hvordan vi skal forholde os til den nye verdensorden, vi er på vej ind i.

Foredragsholderens stemme ekkoer gennem foredragssalen, mens det er blevet mørkt på den anden side af dannebrogsvinduerne. Han afbrydes kun af sporadiske host fra publikum. Højskoleeleverne har samlet sig i siderne af salen. De sidder i striktrøjer og har taget tæpper med, som de deler mellem sig. Nogen lytter intensivt, mens andres øjne langsomt lukker mere i.

For Anvita er højskole en perfekt kombination af fællesskab og fordybelse. ”Jeg synes at højskole er en af de smukkeste principper nogensinde. Men det kan godt blive en lidt for nøjeren utopi, når man kan komme til at glemme hvor privilegeret man er, at man kan få lov til at gå her.” forklarer Anvita. Kirstine stemmer i og siger: ”Det er jo ikke forkert at have det privilegie, men det er vigtigt at være obs på det og ikke glemme det. Fordi ellers kan man godt komme til at gå i sin egen osteklokke og klage over småting.”

Efter foredraget bevæger tilskuerne sig i samlet flok til spisesalen, hvor hjemmelavede hindbærsnitter står klar på buffetbordet. Højskoleeleverne samler sig ved bordene og diskuterer det nyeste, de har lært i foredraget, og om hindbærsnitterne lever op til køkkenets standard.