Hun følger naturens rytme – og har (gen)lært at mærke sig selv
I en verden, hvor vi jagter kontrol og styring, vælger Heidi en anden vej. Som heks har hun lært at følge sin intuition og naturens rytme.
To kvinder sidder i en skov en sen december aften. De kigger stille ud i mørket.
Himlen er skyfri og viser gavmildt stjerneskud efter stjerneskud. Regndråber drypper fra træerne, og en ugle tuder. I søen foran dem lyder lejlighedsvise blop.
Bag dem brænder fem fyrfadslys. De står opstillet i cirkel, omkring en stjerne udskåret i træ. Stjernen, med de fem takker, er heksens tegn. Heidi Stendorff er heks, og hun har inviteret mig med til en taknemmelighedsceremoni.
Forbundet til naturen
For en uge siden sad vi i sofaen i hendes hjem og drak te. Tålmodigt forklarede hun om ritualer, ceremonier og at mærke efter.
”Jeg vil ikke være afkoblet. Jeg vil være forbundet til naturen. Jeg er lige her, på den her planet. Jeg suser rundt i det her univers”, fortæller Heidi.
Hun mener, at alt er forbundet. Hun samler urter, som hun bruger til te og røgelse. Den energi der er i urterne, får hun del af, når hun drikker teen og dufter røgelsen.
Det stille mørke krydres med chanting
Ude i skoven siger Heidi, at vi nu skal chante. Hun finder sin telefon frem og den begynder at spille sa re sa sa, sa re sa sa. Heidi stemmer i med det samme. Jeg halter lidt efter, men hører nu også min egen stemme.
Vi gentager i kor sa re sa sa, sa re sa sa. Der er mange gentagelser. Sa re sa sa, sa re sa sa. Larmer vi ikke lidt rigeligt her i den vindstille aften, tænker jeg.
Efter noget tid, tænker jeg ikke mere.
sa re sa sa, sa re sa sa
Stoler på sin intuition
Chanting minder Heidi om at tage den med ro. For cirka 13 år siden droppede hun både kalender og huskelister, ”Jeg kunne ikke mere. Jeg var udbrændt”.
Kalenderen er siden kommet tilbage, men huskelister afholder hun sig stadig fra. I stedet stoler hun på, at det hun skal, nok skal komme til hende. Hun følger sin intuition og har sluppet kontrollen.
I sidste del af ritualet ofrer vi. Heidi hælder lidt sukker i min hånd, og derefter i hendes egen. Hun går til kanten af søen, stopper op, og kaster sukkeret ud over søen. Jeg gør det samme.
Derefter ofrer vi salt, og til sidst tobak.
Mærker efter
Nutidsmennesket har glemt hvordan man lytter til sin intuition og vil fejlagtigt kontrollere alt, mener Heidi.
Hekseriet er for Heidi en måde at være i balance med sig selv og naturen. Efter hendes udbrændthed tog hun et valg. Hendes vej videre skulle give plads til at mærke efter.
En aften i december fik jeg også plads til at mærke efter. Det er jeg taknemmelig for.
