Hun lever som kvinde – men skjuler sin fortid

Hun er ikke bange for at blive slået ned, hvis folk finder ud af, at hun er transkønnet.

Hun frygter en social død: At blive behandlet anderledes. Derfor er hendes negle uplejede og grove. Hun har hverken taget makeup på eller sat håret. Hun tager en tår af en lyserød drik. Den havde hun havde ikke bestilt for 10 år siden.

“Engang kønnede jeg alt, hvad jeg brugte. Hvis nogen så mig drikke en lyserød drink, ville jeg ligne en, der prøvede for hårdt at være en kvinde. Hvis jeg drak en Coca Cola Zero, ville jeg ligne en mand.” 

Kvinden er en af de personer i Danmark, der identificerer sig med et andet køn end det, de var givet ved fødslen. 

Ifølge Institut For Menneskerettigheder består denne gruppe af under 1,4% af den danske befolkning.

Hun mener, at der i dag er et karikeret og overdrevet billede af transkvinder, som hun ikke kan identificere sig med. “Forestil jer Arnold Schwarzenegger i en lyserød kjole”.

Af frygt for stigmatisering, kæmper hun mod at ligne denne karikatur. Hun ønsker ikke at skille sig ud, og hun vil ikke have, at hendes identitet skal limes sammen med det faktum, at hun er født som dreng.

Kvinden optræder derfor anonymt i denne artikel under navnet ‘Anna’.

Resonans er bekendt med kvindens fulde identitet.

Et liv i skjul 

Det er over 15 år siden, Anna startede med at leve som kvinde. Alligevel føler hun ikke, at hun i dag er ‘færdigbagt’ som kvinde. “Sådan vil det nok altid være”, siger Anna.

Til gengæld har hun i dag et godt job og en bred omgangskreds som ikke ved, at Anna er transkønnet. Og det er rart, fortæller hun. For første gang i sit liv føler hun sig taget alvorligt. Hun er glad for, at folk udelukkende ser hende som kvinde. Alligevel ærgrer det hende, at hun ikke kan være helt ærlig over for sin omgangskreds.

“Det føles, som om jeg lever bag en mur. Jeg vil gerne kunne være mig selv uden at skabe ubehag, men jeg er bange for, at folk ikke ved, hvordan de skal reagere, når de hører, at jeg er transkønnet.”, siger Anna. Ultimativt frygter hun, at hun vil blive behandlet anderledes, hvis folk kendte hendes hemmelighed. At hun vil lide en social død.

Anna er ikke alene i frygten for folks reaktioner til hendes kønsidentitet. En undersøgelse fra Alsresearch viser nemlig, at den største årsag til at transpersoner ikke fortæller, at de er transkønnede til andre er, at de ved, at folk ikke vil kunne forstå det. 

Selv om Anna i dag har nogle gode bekendtskaber, har det har kostet nogle ofringer at nå dertil. Da Anna valgte at blive kvinde, skar hun forbindelsen til det meste af sin sociale omgangskreds. Den person, de kendte, stemte ikke overens med den person, hun gerne ville være. Beslutningen om at skære sin omgangskreds fra kom ikke, fordi de ikke var støttende. Det var de. Men hun stolede ikke på, at vennerne kunne slette minderne om Anna som dreng. Derfor følte hun et behov for at skære dem fra og opbygge en ny identitet fra bunden. Og det sårede folk, siger Anna nu.

“Jeg havde en følelse af, at de venskaber jeg havde, ikke var så ægte, som jeg ønskede, fordi de jo kendte mit tidligere jeg. Jeg ved, det var noget, der gjorde mine venner kede af det. Det må være hårdt at få at vide, at ens ven aldrig var sig selv i venskabet”.

Den beslutning fortryder hun i dag, og hun fortæller, at hun gerne vil række ud til personer fra fortiden, og genoptage kontakten. Som teenager var hun bare så såret, at hun lukkede en masse døre for sig selv. Eksempelvis i sociale sammenhænge, hvor hun udeblev fra studenterfejringen, fordi hun ikke kunne kende sig selv i det drengenavn, der stod på eksamensbeviset. De døre tør hun åbne i dag, hvor hun er på den anden side af transitionen. 

Skubbet ned i et hul 

Den smerte og frygt, hendes transition har oprettet i Anna, følger hende stadig i dag.

Som 16-årig blev Anna smidt ud af den tyske kostskole, hun gik på. Hun havde fortalt skolens leder, at hun var transkønnet. Skolen var ikke i sin ret til at bortvise Anna fra undervisning, men umuliggjorde hendes skolegang ved at udelukke hende fra at bo på skolen. Derfor blev Anna sygemeldt, indtil hun havde fået en lægeerklæring, der kunne bekræfte hendes transidentitet.

I Tyskland, hvor Anna boede som ung, var det et krav at blive diagnosticeret med en mental helbredsforstyrrelse, for at blive taget alvorligt i sin transidentitet. Uden denne diagnose var det hverken muligt skifte køn juridisk eller hormonelt.

Hvad fik det dig til at føle? 

“Desperation og håbløshed. Dyb desperation.”

Hendes øjne bliver våde. 

“En følelse af, at man bliver skubbet ned i et dybt hul, og det er de voksne der skubber.” 

Ifølge Anna mistede hun den tillid til voksne, som børn har.

I seks uger var Anna derhjemme. Hun gik ikke i skole, det måtte hun ikke. Hun følte sig helt forkert. 

Og selvom hun kunne komme tilbage på skolen, efter hendes læge diagnosticerede hende med trans-seksualisme, var hendes hverdag ændret fra da af.

Hun fik et handicapværelse for sig selv. Ikke med drengene og ikke med pigerne.

Det var ment som en løsning, men hun følte sig stigmatiseret – som om hun gik nøgen rundt hver dag. Skammen var altoverskyggende. 

Traumatiserende ventetider 

Anna er godt klar over, at hun i dag opfattes som kvinde i offentlige sammenhænge. Hun er da også blevet langt mere komfortabel i hendes kønsidentitet, end hun før har været. Men det var hårdt at skifte køn.

“Da jeg gik i puberteten, føltes det som om, min krop muterede sig til at blive en mand. Det var en større transformation for mig, end da jeg startede på hormonbehandling. Jeg opdagede hver dag, hvordan der voksede hår et nyt sted på min krop. Det var forfærdeligt.” 

Anna skammede sig over det køn, hun var ved at udvikle sig til.

Derfor startede hun selv på hormonbehandling, og købte i det første lange stykke tid ulovlige hormoner online. Hun syntes, at den tyske behandlingstid var for lang, og det fik hende til at selvmedicinere. I en periode tog hun fem gange den anbefalede dosis, og det gav hende nogle bivirkninger. Eksempelvis fik hun meget ondt i fødderne.

På trods af det, er hun i dag glad for den beslutning, fordi den forhindrede hende i at blive en færdigudviklet mand.

“Der er kun en ting der er værre end at skifte køn, og det er ikke at gøre det.”

Ifølge Institut for Menneskerettigheder er ventetiden på første samtale om hormonbehandling mellem 4 og 7 måneder. Ved kønsbekræftende nedre kirurgi, kan ventetiden for en transkvinde være helt op til 4 år. Derudover er det svært at få hormonbehandling, hvis man er under 18 år.

Den ventetid mener Anna er for lang. Hun synes, at ventetiden på hormonbehandling var traumatiserende i sig selv, fordi hun blev mere og mere ked af sit udseende i takt med, at hun gik i puberteten.

Derfor håber hun, at transkønnede børn og unge i fremtiden får mulighed for at starte på hormonbehandling hurtigere, så de ikke skal bevæge sig ud på det illegale marked, som hun selv gjorde.

Skammen fylder stadig 

Selv i dag, 13 år efter hendes kønsskifteoperation, tager Anna sig selv i at lyve omkring hendes transition.

Hun fortæller folk i transmiljøet, at hun var 18, da hun fik hendes operation, selvom hun i virkeligheden var 19 år.

Det lyder som en lille detalje, men det betyder, at hun fik operationen et helt år efter, at det var muligt. Så nu frygter hun, at folk tror, at hun tøvede med at skifte køn. 

“Jeg føler mig som en bedrager.” 

På trods af, at hun først fik operationen som 19-årig, fordi den blev udskudt, og ikke fordi hun tøvede, er det stadig noget hun lyver om.