Hvad nu hvis det er rigtigt, og jeg virkelig bliver skidegod?

Jeg snakker lidt udenom og siger at det går fint, men lige pludselig hører jeg bare mig selv sige ”Ej Sigurd, jeg tror faktisk ikke det går særlig godt.” Jeg har aldrig turde sige det til nogen før. Jeg får fremstammet, at jeg ikke synes jeg er glad, og ikke har været det i noget tid. Jeg begynder at græde, som om det er et chok for mig selv også. Jeg tager toget hjem til min familie i Svendborg, og ligger derhjemme i en uge og bliver puttet lidt. Men det er sjovt, for jeg husker det kun som om jeg var ked af det i en dag eller to. Mest af alt følte jeg mig bare lettet. 

Jeg søgte jo ind på medievidenskab sidste forår, og har studiestart i august. Jeg hygger mig, men kan også mærke at der er et andet socialt fællesskab end der f.eks. var på den højskole, jeg også har gået på. Vi kommer tættere på eksamensperioden, og jeg kan godt mærke at det presser mig, at jeg ikke helt er faldet til socialt og at der er kommet eksamener ind i mit liv igen. Det er første gang i fire eller fem år, siden jeg gik i gymnasiet. Jeg klarede det fint i gymnasiet, bevares, men det var altså mere overlevelse end nydelse. 

Jeg holder juleferie hjemme hos mine forældre, og så trækker jeg eksamen allerede d. 2. januar. Den er mundtlig. Jeg taler med min mor, og hun fortæller mig, at mit humør ændrer sig drastisk op til dagen. Jeg bliver irritabel og mere fraværende. Jeg er den allersidste, der skal op, så jeg sidder bare hjemme i min lejlighed på Trøjborg hele måneden og ser alle mine klassekammerater blive færdige og holde ferie før mig. Det er i en af de her dage min lillebror, Sigurd, pludselig ringer til mig og spørger, hvordan jeg har det, og det hele går i opløsning. 

Jeg fortryder ikke at jeg gik på universitetet og droppede ud, for det har lært mig meget. Jeg har fundet ud af, at der er nogle faglige og sociale konstellationer, som bare ikke giver mening for mig. Jeg fungerer slet ikke til lange forelæsninger og at sidde stille og lytte. Mine styrker ligger i at tage initiativ og løfte opgaver i fællesskab. Jeg elsker at have ting i hænderne og at være projektstyret – og det kan jeg opsøge meget nemmere nu, hvor jeg har den bevidsthed. 

I dag arbejder jeg som vikar i en børnehave. Her får jeg lov til at lege og være kreativ, og min ansvarsfølelse vokser hver eneste dag. Ledelsen giver mig flere og flere opgaver, for de har vist indset, at jeg faktisk er ret god til det. Jeg kan alle børnenes navne og er god til at løse deres konflikter, både alene og sammen med mine kollegaer. Lige præcis i dag er jeg blevet tilbudt en fuldtidsstilling, og den tænker jeg at sige ja til. Det er ellers et område som jeg altid har undgået, fordi hele min familie er lærere eller pædagoger, og det er sådan en ting jeg altid har fået at vide: du skal da være lærer! Du vil være sådan en god pædagog! Jeg har bare tænkt at det skal jeg fandme ikke. Men jeg kan jo mærke, at det her job giver mig alt det, jeg manglede på universitetet. Det er skrøbeligt, for hvad nu hvis jeg ikke bliver den geniale pædagog, som alle tror jeg vil blive? Men omvendt: hvad nu hvis det er rigtigt, og jeg virkelig bliver skidegod? Man kommer ingen vegne, hvis man sidder og er bange for de nederlag.

x

Matilde Marie Brøndsholm Hansen, vikar i daginstitutionen Flintebakken, 24 år