Hver dag udsættes flere end syv ansatte på socialpsykiatriske bosteder for vold og trusler

“Borgeren havde tidligere kaldt mig for “kælling” og “luder”. Han sagde, at han hadede mig og ville ønske, at han kunne slå mig ihjel. Borgeren havde lavet en liste over mennesker, han ville slå ihjel, hvor jeg var den første. Den dag fortalte han flere gange, at han drømte om at slå et menneske ihjel.

(...)

Onsdag stod borgeren uden for kontoret. Jeg gik roligt ud til ham og lod ham vide, at jeg var bevidst om vores konflikt og ønskede at løse den. Borgeren svarede vredt: “NEJ”.

(...)

Fredag eftermiddag får jeg en mail fra en kollega, der beskriver, at borgeren dagen før havde sat en kniv i havebordet ved siden af en vikars fod. (...) Borgeren slog pludseligt over i, at han ønskede at slå mig ihjel, og at jeg skulle være glad for, at det ikke skete onsdag, hvor jeg forsøgte at konfliktløse.”

Ovenstående er et anonymiseret uddrag af en volds- og trusselserklæring skrevet på et kommunalt socialpsykiatrisk botilbud. Aktindsigter i alle kommunale socialpsykiatriske botilbuds voldshændelser viser, at truslen ikke står alene – og at det i mange tilfælde kan udvikle sig til vold.

Et socialpsykiatrisk botilbud er et bo- og støttetilbud til voksne borgere med psykiske lidelser, som har brug for støtte og hjælp i hverdagen. Beboerne på socialpsykiatriske botilbud er ikke indlagt i psykiatrien, som drives af regionerne, men har komplekse psykiske lidelser. Det kan eksempelvis være skizofreni, bipolar lidelse eller misbrug, som ofte er kombineret med svære sociale problemer.

Fordobling i registrerede voldshændelser og trusler

Hver dag bliver mindst syv ansatte udsat for vold eller trusler af beboere på socialpsykiatriske botilbud. Det viser en samlet aktindsigt i 43 kommuners registrerede volds- og trusselshændelser. Tallet kan være højere, da 28 kommuner ikke har kunnet levere brugbare tal. De resterende 27 kommuner har ikke socialpsykiatriske botilbud, som er drevet af kommunen.

I de 43 kommuner er antallet af registrerede volds- og trusselshændelser steget fra 1.161 i 2021 til 2.454 i 2025. Det er en stigning på 111 procent.

Trusler og vold er opgjort i et samlet antal, da flere kommuner ikke skelner mellem de to hændelsestyper. For de tilfælde, hvor det har været muligt at skelne mellem psykisk og fysisk vold, gælder det, at 31 procent af hændelserne indebar fysisk vold. Størstedelen af den indberettede vold i 2025 var psykisk vold. Det indbefatter trusler, krænkende adfærd (fx at blive kaldt voldsomme skældsord) og trusler om selvskade.

Lars Peter Sønderbo Andersen er seniorforsker ved Regionshospitalet Gødstrup, hvor han undersøger konsekvenserne af vold og trusler mod ansatte i psykiatrien. Ifølge ham er antallet af vold- og trusselshændelser for højt.

“Det er mange – det er for mange, det tal skulle helst være meget mindre, men det er også arbejdspladser, hvor man ikke kan forvente, at vi kommer ned på nul hændelser, men der skal arbejdes på, at det bliver mindsket,” siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Ifølge ham er der to forklaringer på fordoblingen i registreringer. Den ene er, at arbejdsmiljøet er blevet hårdere, og mængden af vold og trusler er steget. Den anden forklaring er, at opmærksomheden på at få hændelserne registreret er blevet større.

“Det er en blanding af begge dele. Det er sikkert blevet et voldsommere miljø, men man er også opmærksom på i kommunerne, at de her hændelser skal registreres, fordi der altid har været en voldsom underregistrering,” forklarer han.

“Jeg ringer til politiet”

Ifølge Camilla Bank Friis, postdoc ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, opstår vold og trusler mod ansatte oftest, når regler og grænser skal håndhæves. Hun forsker til dagligt i aggressioner mod frontpersonale.

“Kommunikationen omkring reglerne og grænserne betyder noget for, om situationen eskalerer. Hvis man skal tale meget generelt, så er der altid en forventning om, at man som menneske bliver anerkendt og respekteret, når man har med andre mennesker at gøre. Hvis borgerne føler, at de taber ansigt, så kan et muligt svar på ansigtstabet føre til vrede og aggression,” siger Camilla Bank Friis.

Ligeledes peger hun på, at der er større risiko for, at vold opstår i beboernes private lejligheder. Det sker, fordi de ansatte træder ind på beboernes eneste private område. Her er der forhøjet risiko for, at man går over beboernes grænser, da de føler større ejerskab over rummet – og dermed hvad der skal foregå i rummet. Nedenstående er et eksempel på en situation i en privat lejlighed, som er hentet fra en udfyldt vold- og trusselserklæring:

“Fra det sekund jeg træder ind, begynder beboeren at skrige og slå ud efter mig. Jeg forklarer beboeren, at en kollega og jeg skal hjælpe hende med bleskift. Beboeren spytter og råber. Da jeg kommer inden for hendes rækkevidde, slår hun igen ud efter mig. Beboeren lader mig komme tæt på, og vi gør klar til at skifte hendes ble. Hun skifter hurtigt mening og slår kollegaen og mig flere gange. Jeg træder et skridt tilbage og siger til beboeren, at jeg ikke vil have det. Beboeren spytter efter mig og slår mig igen. Jeg får armen op og parerer. Kollegaen og jeg går ud.”

Hverdagsobjekter som våben

Hverdagsobjekter kan ligeledes omdannes til våben, hvis de er tilgængelige. Ifølge Camilla Bank Friis kan tilstedeværelsen af genstande, som kan blive farlige, være med til at eskalere situationen. De kan give en presset beboer mulighed for at få overhånd i en konkret situation og blive truende.

“Hverdagsobjekter kan blive våben. Det kan være en dør, der bliver smækket i hovedet på medarbejderen, en potteplante, der kastes, en glashylde, der smadrer og kan bruges til at true med. Ligeledes skal adgangen til andre farlige genstande begrænses,” siger Camilla Bank Friis.

Flere vold- og trusselserklæringer viser eksempler, hvor en beboer bruger farlige genstande til midlertidigt at tage kontrol i en situation, hvor han ellers havde tabt ansigt. En ansat får smækket en dør i hovedet, en anden bliver truet med at få hældt kogende vand fra en elkedel over sig, mens en tredje bliver angrebet med en hardballpistol.

Forud for situationen med hardballpistolen havde beboeren jagtet en ansat på gangene. Den ansatte, der udfyldte erklæringen, hjalp herefter beboeren ind på sit værelse, så han kunne finde ro – hvorefter den ansatte sætter sig på kontoret. Nedenstående er et uddrag fra hændelsen:

“Efterfølgende banker det på døren. I det min kollega åbner døren, skyder beboeren med noget, der ligner en hardballpistol. Min kollega smækker døren. Jeg ringer til politiet. Vi vælger at blive på kontoret, da det er bedst for vores egen sikkerhed. Beboeren fortsætter med at banke på døren flere gange. Både med hånden og pistolen.”

Stress, depression og PTSD

For den enkelte ansatte kan det have store konsekvenser at være på en arbejdsplads med øget risiko for vold og trusler. Ifølge Camilla Bank Friis kan det føre til stress og depression, som over tid kan blive til reduceret arbejdsmarkedstilknytning – hvilket til sidst kan blive en stor samfundsmæssig regning.

“Forskning viser, at hvis en ansat jævnligt udsættes for vold og trusler på sit arbejde, øger det risikoen for, at den ansatte har længerevarende fravær – eller at personen bliver decideret uarbejdsdygtig. Det har personlige konsekvenser, men samfundsmæssigt er det også ekstremt dyrt,” siger Camilla Bank Friis.

Selv ved hændelser, som ved siden af fysisk vold og trusler kan virke mindre voldsomme, kan det – ifølge Camilla Bank Friis – over tid føre til diagnoser og uarbejdsdygtighed:

“At være vedvarende i et arbejdsmiljø, hvor man bliver udsat for krænkelser som at blive kaldt ‘luder’ eller ‘idiot’, kan akkumulere sig. Måske gør det ikke noget de første ti gange, men den ellevte gang kan bægeret være fyldt op, og så kan man gå ned med en stresssygemelding,” uddyber hun.

Lars Peter Sønderbo Andersen har i sin forskning observeret, at ansatte efter oplevelser med vold og trusler bliver bange for at gå på arbejde og møde den specifikke borger. Her er der oftest tale om kortvarige reaktioner, men det har potentiale til at udvikle sig:

“Jeg har flere gange set, at det ikke er den enkelte hændelse, der er problemet. I stedet er det en lang historik med små hændelser, som akkumulerer og når et tipping point, hvor læsset vælter. De ansatte bliver sygemeldte, og i værste fald udvikler de PTSD og må opgive deres fag,” siger Lars Peter Sønderbo Andersen.

Personaleflugt skaber dårligere faglighed

At faglærte ikke har mulighed eller lyst til at fortsætte i faget, bliver et problem i sig selv. I sidste ende kan det skade rekrutteringen af uddannet personale til socialpsykiatriske botilbud, hvilket kan forværre fagligheden og skabe en ond cirkel.

Dårligere faglighed betyder, at borgerne i højere grad bliver pressede, hvorfor flere aggressioner opstår, og branchen bliver stadig mindre attraktiv. Ifølge Gert Landergren Due, førsteforbundsformand hos Socialpædagogernes Landsforbund, er 40 procent af ansatte på socialpsykiatriske botilbud ufaglærte.

“Medarbejdere på institutioner med øget risiko for vold overvejer i langt højere grad, om de skal forlade jobbet. Det er et decideret problem for hele sektoren. Der er overordnet set mangel på pædagoger i hele landet, og det er svært for botilbud at rekruttere og fastholde personale,” siger Camilla Bank Friis.

Hvis en sektor eller enkelt institution er særligt hårdt ramt af vold, bliver det sværere at få kvalificeret arbejdskraft, hvilket kan forværre problemet.

“Der er allerede et rekrutteringsproblem med pædagoger, socialpædagoger og SOSU’er. Der er simpelthen mangel på dem. Når de, der rent faktisk bliver uddannet, kan vælge mellem en arbejdsplads, hvor de bliver udsat for vold og trusler, og en, hvor de ikke gør, så vil man højst sandsynligt vælge den uden vold. Det kan være medvirkende til, at der er mindre kompetent arbejdskraft de her steder,” forklarer Lars Peter Sønderbo Andersen.

Camilla Bank Friis har i sin forskning set, at mange botilbud har ufaglærte, deltidsansatte og vikarer. Ifølge hende øger det risikoen for vold og trusler, fordi personalet ikke er uddannet til at håndtere situationerne – ligesom de ikke kender borgerne lige så godt som en fuldtidsansat.

Faglighedskrise

Når Gert Landergren Due, førsteforbundsformand hos Socialpædagogernes Landsforbund, skal komme med en forklaring på volden og truslerne på socialpsykiatriske botilbud, peger han på en presset psykiatri. 

“Den pressede psykiatri betyder, at man har udskrevet folk tidligere. Derfor har man svært ved at få dem ind på den psykiatriske afdeling igen, hvis deres sygdom forværres. Det betyder, at særligt pressede borgere i højere grad ender på socialpsykiatriske tilbud,” forklarer Gert Landergren Due.

Ligeledes peger han på en “faglighedskrise”, hvor 40 procent af ansatte ikke er uddannede. Ifølge Gert Landergren Due resulterer det i, at beboerne ikke får en ordentlig behandling – hvilket forhøjer risikoen for vold og trusler.

Hos fagforeningen FOA, som blandt andet repræsenterer SOSU’er og andre kommunalt ansatte, tilslutter seniorkonsulent Karina Find, at der er en mangel på faglighed, og at beboerne bliver sværere at håndtere. For hende er den centrale forklaring et stigende arbejdspres kombineret med færre ressourcer:

“Der er høj personalemangel og for stor udskiftning. Det betyder, at der ikke er tid til relationsarbejde, forebyggelse og faglig refleksion. Vi oplever samtidig, at medarbejderne ikke er fagligt klædt på til de problemstillinger, de står over for. Samtidig er borgernes situationer blevet mere komplekse. Det bliver en skadelig kombination,” siger Karina Find.

Maria Røgeskov forsker i det specialiserede voksenområde som senioranalytiker hos VIVE. Hvis de ansatte i højere grad bliver presset, vil det ifølge hende kunne resultere i et mere voldeligt miljø. Ifølge hende opstår vold og trusler mod ansatte, hvis borgerne mistrives:

“Det bliver en måde, hvor borgeren kan udtrykke, at de er frustrerede og har nogle behov, som ikke bliver mødt. Det er derfor, at man ledelsesmæssigt skal give personalet viden om de enkelte borgere og faglige metoder, man kan bruge til at forebygge ved at arbejde med trivslen,” siger Maria Røgeskov.

Hvis de ansatte bliver pressede, er risikoen for, at beboerne mistrives, større. Det får ligeledes Lars Peter Sønderbo Andersen til at pege på personalemangel som en årsag til de 2.454 volds- og trusselsregistreringer i 2025.

“Noget af vejen handler det om manglen på varme hænder. Der skal være uddannet personale med de rigtige kompetencer og adgang til at videreudvikle de kompetencer, og det ansvar ligger på kommunalt niveau,” forklarer Lars Peter Sønderbo Andersen.

Han uddyber, at det ifølge Arbejdsmiljøloven paragraf 15 er arbejdsgiverens – altså kommunernes – pligt at sørge for, at arbejdet er tilrettelagt på en sikkerhedsmæssigt forsvarlig måde. Det påpeger Gert Landergren Due også:

“I virkeligheden er det meget enkelt: Det er arbejdsgivers ansvar, at man går lige så rask hjem, som da man gik på arbejde. I kommunerne er det kommunalbestyrelserne, der har ansvaret,” siger han.

"Ingen skal blive syge af at gå på arbejde”

Hos FOA mener man ikke, at løsningen ligger ved et øget fokus på problemstillingerne. Det fokus har eksisteret længe. I stedet kalder de på handling. 60 kommuner er allerede gået sammen om vidensdeling i projektet ‘Sammen mod vold, trusler og chikane’, så der eksisterer allerede stor viden om løsninger på problemerne.

“Selvom vi har enormt meget viden på dette område, er det økonomien og den systematiske implementering, der spænder ben for, at vi ikke kan implementere et quick fix,” siger Karina Find.

Hun pointerer, at hvis der ikke er hænder nok, og fagligheden ikke er høj nok, stiger risikoen for at gå på kompromis og bagatellisere voldsomme hændelser hos ledelserne – og det er der ingen, der ønsker:

“Der er ingen af de her ledere, der er interesserede i, at deres medarbejdere går på arbejde og er bange,” uddyber Karina Find, seniorkonsulent ved FOA.

Vi har spurgt Kommunernes Landsforening, KL, hvad kommunerne vil gøre for at modvirke antallet af volds- og trusselshændelser. I et skriftligt svar udtaler kontorchef hos KL, Martin Steen Kabongo, følgende:

“Ingen skal blive syge af at gå på arbejde, og derfor er det selvfølgelig også dybt alvorligt og beklageligt, når medarbejdere på bosteder bliver udsat for trusler, vold og psykisk belastning.

Ved de seneste overenskomstforhandlinger igangsatte vi og Forhandlingsfællesskabet initiativet ‘Sammen mod vold, trusler og chikane’, som skal medvirke til, at vi i endnu højere grad får spredt de gode erfaringer med at forebygge vold og trusler.”

“En del af arbejdet”

FOA ønsker en flerstrenget løsning. Først og fremmest kræver det en ledelsesmæssig og politisk anerkendelse af, at vold og trusler ikke er en del af jobbet. Dernæst skal der implementeres brede normeringer, en mere stabil personalegruppe uden overdreven udskiftning, systematisk forebyggelse med fokus på risikovurderinger og tid til refleksion efter voldsomme episoder. Især det sidste er Camilla Bank Friis, postdoc ved Aalborg Universitet, enig i.

“Det er vigtigt med trænet, uddannet personale, som ved, hvordan konflikterne skal håndteres, og hvornår man skal trække sig for sin egen sikkerhed. Det kræver, at man går tilbage til situationer og gennemgår, hvad der gik galt – og hvad man fremover skal gøre,” siger hun.

Hun pointerer dog, at beboernes kompleksitet gør, at man aldrig vil få en socialpsykiatri helt uden vold og trusler:

“Man kommer ikke udenom, at det er en del af arbejdet. Den enkelte medarbejder har et ansvar for at vide, hvordan de her situationer skal håndteres, men det er ledelsens ansvar, at medarbejderen har den viden,” forklarer hun.

Når der for de ansatte er en underliggende risiko for vold og trusler, er det væsentligt, at der er sikkerhedsforanstaltninger. Maria Røgeskov, senioranalytiker hos VIVE, peger på, at den enkelte medarbejder skal have viden om alarmer, flugtveje og procedurer, når vold opstår.

Det kræver, at der eksisterer et fokus på, at vold og trusler kan forekomme. Her kan stigningen på 111 procent i registreringer faktisk være positiv. Ifølge Maria Røgeskov betyder det nødvendigvis ikke, at volden er stigende. Snarere kan det være et udtryk for, at man strukturelt fokuserer på problemet, og at man derfor er blevet bedre til at registrere.