“Hvis der er noget verden ikke har brug for, så er det et menneske som mig” 

De danser til høj techno musik i stuen. Her er rodet, og gulvet er dækket af beskidt tøj. Det lugter af kattepis og den mugne opvask, som flyder i køkkenet. Alle overflader er klistret og tre-fire tomme spritflasker står på sofabordet. Det er Natasjas 10-års fødselsdag. Hun plejer egentlig ikke at fejre fødselsdage, det er der ikke midler til i familien, men i dag er moren i godt humør.

Hjemmet 

Natasja ved godt, at moren drak mere end hun fortalte dem fra kommunen. Hun havde dengang også prøvet det nogle gange. Alkohol. Det havde hendes tre år yngre lillebror også. De fik lov til at være med til festerne, der bliver holdt derhjemme. Det var kun der, at der var liv i huset. Der var musikken og humøret var højt. 

Ellers var moren meget på sit værelse. I sengen foran det store TV. Det var mørkt derinde, og sengen var så høj, at Natasja og hendes lillebror måtte kravle derop, når de en sjælden gang i mellem havde brug for hende. Det skete ikke så tit, for det var egentlig mest Natasja der tog sig af det praktiske. Hun satte vækkeur, smurte madpakker, tog lillebroren i bad når han var beskidt og sørgede for at morens dag kom i gang. 

Natasjas far havde problemer med stoffer. Hun så ikke så meget til ham, siden han, da hun var cirka seks år, valgte at søge behandling for hans misbrug. Han var faldet om på badeværelset, og de troede han skulle dø. Hun vidste godt at det var hendes far, men de havde ikke rigtig et forhold til hinanden.

Anbringelsen 

Kort efter Natasjas 10-års fødselsdag, blev de to søskende anbragt på et børnehjem, efter faren, som var færdig med behandlingen, og havde det meget bedre, havde opdaget hvordan hjemmet så ud, og derfor kontaktet kommunen. På børnehjemmet var der faste rammer. Der var stilletid mellem 17 og 17.30, så man kunne lave lektier. Det gjorde Natasja ikke så meget. Moren plejede at råbe ad hende og sende hende på værelset, når hun ikke kunne finde ud af det.

Det var egentlig okay at bo der. Nogle af pædagogerne var rigtig søde, og Natasja fungerede godt i strukturen, men hun var rigtig vred. Alle på hjemmet vidste, når hun fik sine udbrud. Hun smækkede med dørene, og råbte ad personalet. Hun stolede ikke på dem. Stolede ikke på at de ville hende det godt. 

Natasjas bedste ven på børnehjemmet, Anemone, boede lige overfor hende. De bankede altid på radiatorerne når de skulle sove. Sådan kunne de kommunikere. En aften var de med Natasjas nye kontaktperson, Vanja, nede i nøglen. Det var et sted man kun måtte komme hvis man var over 13 år. Kun for de store børn. De holdt pige aften. Sådan rigtig pigeaften. De farvede bryn og vipper og havde ansigtsmaske på. Det var der hun første gang mærkede det. Mærkede Vanjas absolutte omsorg. Hun ville hende det godt. Ikke bare fordi det var hendes arbejde, fordi hun var et godt menneske.

Vanja tvang hende ikke til at snakke om tingene, men hun var der altid når hun havde brug for det. Hun blev ikke sur, da hun første gang opdagede at Natasja skar i sig selv. Hun kom altid ned og bankede på døren hvis Natasja havde smækket den vredt, også selvom vreden var rettet mod hende.

Natasja havde samvær med moren en gang hver 14. dag. Man kunne altid mærke det på hende efter. Hun var vred og ked af det. Frustreret. Moren fortalte hende, at Vanja ville ødelægge hendes liv. Hun fortalte at Natasja ikke duede til noget. At hun var et dårligt menneske. Engang skiftede hun navn, fordi moren ikke synes hendes navn passede til hende. Hun kunne ikke navigere i hvem hun skulle tro på.

Flugten 

Natasja og hendes bror kom, efter fire år på børnehjemmet, hjem til moren at bo igen. Natasja ville hellere hjem til faren, men kommunen mente ikke, at han var klar til det. Ikke meget havde ændret sig siden sidst. Det var stadig Natasja der sørgede for at smøre madpakker og vække om morgenen. Moren mente alt dårligt var hendes skyld. Natasja var egentlig stoppet med at selvskade, efter Vanja dengang på børnehjemmet opdagede hende gøre det. Det var også gået så godt, at hun ikke havde brug for det, men det startede igen da hun kom hjem. 

Da Natasja, to år efter de kom hjem til moren at bo igen, startede i 10. klasse, var det ikke længere bare den ene lillebror, hun skulle agere mor for. Hun havde fået en lillebror mere. Han er 13 år yngre end hende. Moren fik ham med en ny kæreste, men han blev tvangsfjernet kort efter fødslen, så han boede ikke hjemme de første par år. Det gjorde han nu. Natasja skulle nu både aflevere i børnehave, aflevere i skole og efterfølgende selv tage i skole. Hun var mor til to børn, der ikke var hendes. Mor til hendes brødre.

Det blev for meget. Hun ville ikke mere. Hun havde, med den støtte og omsorg hun havde fået fra Vanja på børnehjemmet, fundet troen på sig selv. Troen på det gode i livet. Det kunne hun ikke holde fast i, når hun boede hos moren. En aften havde de et stort skænderi, fordi moren troede Natasja løj. Det blev dråben for hende. Hun ringede til hendes far, som hun siden anbringelsen på børnehjemmet, var blevet rigtig tæt med. Hun bad ham hente hende. Moren blev endnu mere vred end hun allerede var. Hun beskyldte faren for kidnapning.

Tre-fire dage efter, havde moren pakket Natasjas ting, og bedt hende om at hente dem og blive væk efter. Hun var lettet. Endelig var hun fri. Hun flyttede sammen med faren. De fandt en ny bolig tæt på hendes skole, så hun kunne fortsætte der. Hun var overvældet af glæde. Tænk at hendes far ville flytte bolig og by for hende. At han ville gøre det, bare fordi det var det bedste for hende. 

Et nyt hjem med gamle problemer 

Det nye hus er tomt. Det er en ny start. Pillefyret er i udu, så der er koldt. Natasja skal i bad, så hun tager hun sit grej og smyger sig ud på det mørke badeværelse. På badeværelset bliver de mørke klinker så småt oplyst af en pære, som for længst skulle have været skiftet. Det er småt, men der er alt hvad man skal bruge. En vask af mørkt træ lurer foran spejlet, hvor Natasja får et glimt af sig selv. Hun kan ikke lide, hvad hun ser. Hun har ikke noget selvværd efter de mange års psykisk terror, som moren har kørt på hende. Hendes venner har taget morens parti, og det føles som om hele verden ville være bedre uden hende i den. 

Hun har tankemylder. Hendes hoved flyder over. “Hvis der er noget, verden ikke har brug for, så er det et menneske som mig”, tænker hun. 

Hun får øje på sin skraber, som ligger blandt de andre ting. Hun ved, hvordan man nemt dirker barberbladet ud af det plastik, det er limet til. Hun har prøvet det mange gange før. Hun stirrer på det. Hendes hjerne koger. Moren har overbevist hende om, hvor dårligt et menneske hun er. Det er svært at ryste af sig, når man så tit har fået det fortalt. 

Hun føler stor skyld over at have efterladt sine brødre i morens klør. Hun står længe med barberbladet i hånden. Iagttager det bare. Overvejer, der i kulden, om hun skal tage sit eget liv. Men en tanke kommer til hende: Moren skal ikke have ret. Hun har måske svigtet sine brødre nu, men hun vil ikke svigte dem igen. Hun vil være der for dem.

Hun styrter ud mod sin far. Han sidder roligt foran computeren i stuen og gamer. Han kigger på hende og spørger hende, hvad der er sket. Hun fortæller, at hun overvejer at tage sit eget liv. Stilheden klinger i det tomme hjem. Hendes far stirrer. Han vil ikke miste sin datter, så han ringer til kommunen. Natasja skal have hjælp. 

Starten på et nyt liv 

Natasja har, siden episoden på badeværelset, været igennem en række forløb, som har hjulpet hende med at forstå de ting, hun har været igennem. Senest i TUBA, som er gratis psykologhjælp til unge, der er vokset op i hjem med misbrug. Det har givet hende redskaber til ikke at acceptere, men at leve med de ting, som hun har været udsat for. 

Hun er flyttet til Århus. Væk fra alt det hun kendte. Et forsøg på endnu en ny start. Hun husker stadig Vanja og den inspiration, hun har været i hendes liv. Hun stræber efter at være på samme måde: kærlig og omsorgsfuld. En af dem, der gør mere end de behøver, for at hjælpe andre. En der er til at stole på. En, der gør sit bedste for at være den bedste version af sig selv. Det er hun godt i gang med: 

“Jeg kan ikke redde hele verden, men jeg kan måske være noget for ét menneske. Det handler om at kunne rumme og acceptere folk. Vise, at man giver en fuck, at man gider gå det ekstra stykke for at være noget for et andet menneske, om det er professionelt, venskabeligt eller kærligt,” fortæller hun.

Et godt menneske 

Natasja har stadig dæmoner, som hendes fortid har skabt. Hun føler et ekstra pres for, at skulle overpræstere i alle aspekter af livet. For altid at være den bedste version af sig selv. For hende har det både været på godt og på ondt. Hun har været nødt til at træde mere varsomt end sine veninder, fordi hun ikke vil lade fortiden definere fremtiden. Når veninderne festede, passede hun på. Hun var bange for, at folk ville bruge det mod hende senere i hendes liv. De skulle ikke tro, at hun var som hendes mor. 

Samtidigt har det ekstra pres været en drivkraft for hende. Hun har brugt tankerne til at give sig selv et skub mod det liv, hun altid havde drømt om, men aldrig turde håbe på som ung. 

Hun er snart færdig med SOSU-assistent uddannelsen. Egentlig havde hun altid troet, at hun skulle være social pædagog, og hjælpe udsatte børn. En “ægte kliche,” joker hun, men sådan blev det ikke. 

Hun var i hjemmeplejen i halvandet år. Her mærkede hun, hvor meget forskel hun kunne gøre for andre mennesker. Hvor stor en glæde hun kunne sprede. Især en ældre mand bekræftede hende i, at det var den vej, hun skulle. Hun var fast hos ham, og de havde et helt specielt bånd. Nogle gange var det lidt uprofessionelt, fordi hun gjorde mere, end hun egentlig skulle, siger hun. Det er det hun brænder for: at gøre mere, end der forventes af hende.

Hun vil, med sin uddannelse, gerne ende med at arbejde i psykiatrien. Hun vil se det hele menneske og ikke bare den diagnose de har. Ligesom Vanja gjorde med hende på børnehjemmet. Hun vil hjælpe folk.

Et stort ansvar 

Natasja har i dag en vennegruppe, der er en kæmpe støtte, som fortæller hende, at hun er god nok. De ser hende ikke som en ødelagt ung, men en kompetent voksen. Rejsen hertil har været lang og fyldt med op- og nedture, men Natasja står stærkt med oprejst pande. Hun er stolt af den hun er i dag. 

Hun snakker ikke længere med moren, men har fået et tæt bånd til farens familie. Hun snakker med sine onkler og mostre næsten hver dag. De støtter hende. Elsker hende. Og hun elsker dem. 

Natasja skal stå fader for sin kusine. Det er en rolle hun aldrig havde drømt om at få. En gave, hun aldrig troede hun skulle modtage. At to mennesker, stoler så meget på hende, at de vil betro hende med noget så stort.

Hun var tudefærdig da hun fik det af vide. Stolt. Tænk et nogen stoler så meget på hende. Tænk at nogen vælger hende. 

Vi har forsøgt af henvende os til Natasjas mor ift. kritikken bragt i artiklen, men det har ikke været muligt, at finde kontaktoplysninger på hende. Oplysningerne vi bringer i artiklen, er bakket op at grundig dokumentation og research fra kommune og politi i aktindsigten.