Hvordan lever man med en virkelighed, ingen andre kan se?

Dorte er blot 3 år gammel, da hun ser det første gang. Hun ligger lille og alene i sine forældres seng. Hun mærker en uro i kroppen. 

Så sker det. 

I det mørke rum ser hun et lys. Først svagt, så stærkere. Det bevæger sig mod hende, og i midten tager noget nu form. En engel. Stor, strålende og overvældende kærlig. Dorte mærker en ro, hun aldrig har mærket før. En dyb tryghed der når helt ind i knoglemarven. Som om noget eller nogen passer på hende. Hun glider langsomt ind i søvnen med følelsen af at være elsket og beskyttet. 

Næste morgen kan hun næsten ikke vente med at fortælle sine forældre om, hvad hun har oplevet. Hun vil fortælle dem det hele. Om lyset, om englen. Om den varme, der her flere timer senere stadigvæk sidder i hendes krop. Hun spørger dem, om de også så den. 

Men der bliver stille. 

Alt for stille. 

Hun husker sine forældres blikke. Hvordan de kigger på hinanden over hendes hoved. Ikke med forståelse men med noget helt andet. Hun erindrer følelsen af en knude i maven. Fra at have følt stor forbundethed og kærlighed får hun nu en følelse af at være ekskluderet og forkert. 

Den varme, hun før havde i kroppen, bliver nu erstattet af en frygtelig kulde. Hun forstår ikke meget men alligevel nok til at vide, at hendes oplevelse ikke må findes. Ikke her. Ikke i denne familie. 

Sådan genkalder den i dag 58-årige Dorte Juul sin første spirituelle oplevelse, og første gang hun følte sig forkert.

Her startede Dortes indre kamp for at acceptere sit sande jeg i en skeptisk verden. 

Et stille barn med stærke sanser 

Dorte Juul var et nemt barn, der ikke gjorde det store væsen af sig. Hun var stille og gjorde, hvad der skulle til for at passe ind. Men som hun selv formulerer det, var hun også et: 

"Lidt underligt barn". 

Et barn, der kunne mærke stemninger, aflæse følelser og fornemme ting, som ingen andre talte om. Hun troede, det var normalt. At alle havde disse evner. Men alligevel følte hun sig anderledes. 

Dorte voksede op i et hjem, hvor alt udadtil var godt. Far var direktør, så familien manglede aldrig penge. Men bag de pæne gardiner og den idylliske facade gemte der sig en anden virkelighed. Alkohol var en fast del af hverdagen for Dortes forældre. Det var ikke flasker på fortovet eller råben på gaden. I stedet var det snaps og øl ved familiens køkkenbord, hvor svømmende øjne kiggede hen over Yatzyspillet. Det var ikke noget, man talte højt om. Sådan var det bare. 

”Jeg tror ind imellem, at min mor og far havde svært ved at håndtere mig,” fortæller hun. 

I hjemmet var det ikke kun alkoholen, der blev gemt væk. Det gjorde Dorte også. Eller i hvert fald den del af hende, der ikke passede ned i det glansbillede, hendes forældre ønskede, at omverdenen skulle se. Den spirituelle side, der allerede fra en tidlig alder, viste sig i form af stærke fornemmelser og overnaturlige oplevelser, blev pakket væk. 

Hun lærte at tilpasse sig og at bruge sine evner til at mærke, hvordan andre mennesker havde det og at forme sig selv derefter. Hun var ikke den, der fyldte, forstyrrede eller på anden vis stak uden for normalen. Hun blev ekspert i at passe ind og lægge låg på sin spirituelle side. 

Hun gjorde alt det rigtige, men mistede sig selv 

Allerede som 17-årig købte Dorte og hendes daværende mand deres første hus. Kort efter fulgte både børn og forretning. Som 19-årig blev hun mor til sin søn, og som 21-årig fik hun også en datter. Dorte startede i samme periode sin egen butik op, der senere blev til BabySam i Silkeborg.

Dortes ungdomsår blev også præget af at holde illusionen om den pæne facade. Hendes ungdomsliv var formet af samfundets forventninger og en dyb trang til at passe ind. Hun gjorde alt det, hun troede, man skulle. Familie, bolig og forretning blev alt sammen etableret i et imponerende tempo, men bag det ydre billede af succes voksede en indre afstand til hende selv.

Hendes særlige evner til at fornemme andre mennesker blev også hendes kompas. Ikke til at finde sig selv, men til at tilpasse sig.

”Jeg fjernede mig mere og mere fra mig selv, fordi jeg hele tiden prøvede at passe ind,” fortæller hun. 

Da Dorte var ved at miste sig selv, blev der ikke blot skabt en kløft mellem hendes ydre og hendes indre. Med ønsket om at få mere tid til familien og ikke mindst sig selv solgte Dorte sin butik. Men alligevel blev den indre afstand stadig større. 

Den indre afstand prægede også ægteskabet, og til sidst blev det tydeligt, at de ikke længere kunne nå hinanden. En skilsmisse var derfor uundgåelig, fortæller hun. 

Da Bjarne greb Dortes hånd 

Dorte fik et job i finanssektoren og blev hurtig fagansvarlig. Det var også i denne periode, at hun mødte Bjarne, som senere blev hendes mand.

Mødet med ham blev afgørende. For første gang turde Dorte dele sine spirituelle oplevelser, som hun, siden episoden i barndomshjemmet, havde holdt for sig selv.

Hun genkalder, hvordan de to går side om side på en lille villavej i Ry. Vejret er, som Dorte husker det, overskyet, som det så ofte er i Danmark. Samtalen flyder let. 

Hun fortæller Bjarne om sin spirituelle side og om de oplevelser, hun har båret med sig i stilhed siden barndommen. Hun har ikke planlagt det, men ordene kommer bare. Som om de har ligget og ventet på at blive sagt. Da hun siger det sidste ord, holder hun vejret. Hun ved ikke, hvad hun forventer, men hun frygter fordømmelse. 

Men Bjarne dømmer ikke. Han står bare i det. Rummelig, rolig. Som om det, hun har sagt, ikke er mærkeligt, men bare en del af hende. Dorte husker lettelsen. Den stille accept. Og hun er ret sikker på, at han tog hendes hånd. Ikke som en gestus, men som en intuitiv reaktion. Som om han kunne mærke, at hun havde brug for det. 

Samtalen bliver et vendepunkt i Dortes liv. Ikke fordi Bjarne sagde noget særligt, men fordi han ikke sagde det, hun havde frygtet hele livet. Derfra begyndte hun at tage sin indre verden alvorligt. Og så tog det fart. 

Bange for at miste forstanden 

Efter flere år i den travle finansverden blev Dorte sygemeldt med stress. I takt med, at hun gav sig selv lov til at slappe af, oplevede hun, at det åndelige åbnede sig mere og mere for hende. 

”Det udviklede sig meget hurtigt. Jeg begyndte virkelig at blive påvirket fra den åndelige verden. Jeg så flere ting, og det var meget turbulent. Jeg var faktisk ret bange for at miste forstanden,” fortæller Dorte. 

I et forsøg på at forstå de ting, der skete inde i hendes hoved, startede Dorte på en clairvoyanceuddannelse i København. Ikke fordi hun drømte om at blive clairvoyant, men fordi hun manglede svar. 

”Jeg var simpelthen nødt til at forstå hvad der foregik,” forklarer Dorte. 

Kort efter besluttede hun sig for at tage en hård, men for hende rigtig, beslutning. Hun sagde sit job i finansverdenen op og trådte dermed ud af den konventionelle verden, som havde holdt hende fanget, siden hendes forældres fordømmende blikke fortalte hende, at hun skulle lægge låg på sig selv.

Opsigelsen blev et nødvendigt skridt for Dorte, der ønskede at gå dybere ind i sin spiritualitet. Hun rejste til England for at modtage undervisning i spirituelle praksisser på Arthur Findlay College. En af verdens førende institutioner for spiritualitet og psykiske videnskaber. Her mødte hun ligesindede mennesker fra hele verden, som hun stadig i dag har ugentlig kontakt med. Hun var ikke længere alene med sin åndelighed.

Efterhånden som hun blev klogere på den spirituelle verden, begyndte hun også at stå stærkere i sig selv. Hun ønskede ikke længere at leve et liv styret af samfundets forventninger. Hele livet havde hun brugt på at mærke, hvordan andre havde det, men nu begyndte hun også at mærke sig selv. 

Et tabu, der får mange til at tie 

Inden Bjarne og undervisningen havde Dorte følt sig alene med sine spirituelle oplevelser. En Eurobarometer-undersøgelse fra 2019 viser dog, at hun ikke er alene om de åndeligeoverbevisninger. Ifølge undersøgelsen har 47% af befolkningen i Danmark en form for spirituel tro, uden nødvendigvis at være religiøse, mens kun 28 % tror på en personlig gud.

Selvom statistikken viser, at næsten halvdelen af befolkningen har en form for spirituel tro, er der en berøringsangst omkring emnet. Det forklarer teolog og lektor Niels Christian Hvidt, der forsker i spiritualitet og eksistentiel omsorg ved Syddansk Universitet. 

“Det åndelige er et af de sidste store tabuer, der er tilbage i Danmark. Vi lever i en meget sekulær kultur, altså en ikke særlig religiøs kultur, hvor frihedsidealet er, at man ikke skal være styret af noget som helst”. 

Frygten for at blive mødt med skepsis får mange til at tie, ligesom det gjorde med Dorte.

Fordømmelsen, der aldrig helt slipper 

Selvom Dorte gennem uddannelsen i England og i mødet med andre spirituelle sjæle havde lært at acceptere sin spiritualitet, var det stadig svært for andre at forstå det. Hun havde jo selv brugt flere år på at opnå en forståelse for, at det var noget, hun skulle omfavne og ikke fortrænge, så hvordan skulle andre dog kunne forstå det? 

”Jeg ville undersøge, hvilke fordomme folk havde om det spirituelle,” fortæller Dorte. 

Hun havde egentligt planlagt at foretage en lang række interviews med folk omkring hende, men hun nåede kun at snakke med få familiemedlemmer, før det blev for overvældende. 

“De havde virkelig mange fordomme. Det var simpelthen for hårdt,” forklarer hun. 

Særligt et familiemedlems ord satte sig i hende. 

”Går du rundt med sådan nogle røgelsespinde og sådan noget?”, havde en af dem sagt for sjov. Men ordene ramte lige ind i følelsen af at være forkert. At hendes spirituelle side ikke var legitim. 

”Jeg er helt med på, at det hele godt kan lyde lidt fluffy, men for mig er det jo helt almindeligt. Så det var jo nok egentlig min egen livslange fordømmelse af mig selv, som hans ord ramte.” 

Hun havde lige lært at åbne op for sin spirituelle side, og nu blev der igen sået tvivl. En tvivl hun havde båret med sig siden barndommen, hvor hun lærte, at ”sådan noget snakker vi ikke om her”.

Troen, der blev til praksis 

Dorte er ikke længere i tvivl om, hvem hun er. Hun er for længst sprunget ud af den kasse, hun voksede op i, og har i stedet valgt at leve indefra. 

I dag arbejder hun som spirituel rådgiver og healer og hjælper andre med at komme i kontakt med sig selv. En hjælp hun også de første mange leveår selv havde brug for, men ikke fik. Dorte giver ikke svar, hun giver andre mulighed for, at de selv kan finde dem. 

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad du tror på. Jeg respekterer dig 100 % for det. Jeg ved, hvad jeg tror på, og det er min egen sandhed, jeg taler ud fra,” siger hun. 

I dag er Dorte som bekendt en del af et stort internationalt netværk af spirituelle udøvere, som hun mødes med online. Til disse møder deler de erfaringer, mediterer og opnår ofte et stadie af trance på tværs af sprog og kulturer. Det spirituelle, hun i mange år gemte væk fra offentligheden, er det selv samme, der i dag gør hende til en del af noget større. 

Dortes hjem afspejler det liv, hun nu har skabt. Væggene er udsmykket med citater om sjæl og nærvær. Spirituelle symboler og billeder fra hendes rejser skaber en atmosfære, hvor det åndelige ikke er noget særligt men bare en del af hverdagen. Det er også i disse rammer, Dorte praktiserer sit spirituelle arbejde og tilbyder den støtte og rådgivning, hun selv først fandt sent i livet. 

“Jeg vil hjælpe mennesker med at acceptere sig selv. Det er det, jeg selv har brugt et helt liv på at lære”.