”I den bedste af alle verdener, bliver vi gamle her” 

"Om jeg savner kontorarbejde?".

Han griner kort og læner sig tilbage i den hårde træstol, papkruset med kaffe mellem hænderne. Caféen omkring ham er tom. Køledisken står tom. I oktober, når turisterne er rejst hjem, er der ikke meget gang i den del.

Gennem glasskydedøren kan han se ind i købmanden. Hans blik søger derind med jævne mellemrum – er der kunder, der har brug for hjælp mellem hylderne eller ved kassen?

Tilbagelænet - men klar til at rejse sig hvert øjeblik. Udenfor vælter regnen ned over Tunø; den trommer insisterende mod ruderne. Det er en stille efterårsformiddag på den lille ø i Kattegat. Hver gang hoveddøren til den fælles indgang, der forbinder købmanden og caféen, går op, trækkes der fugtig oktoberluft ind og blander sig med duften fra filterkaffemaskinen.

Thomas Vibberstoft Pinkalski er Tunøs nye købmand. Sammen med sin kone Tami Vibberstoft Pinkalski overtog han Tunø Købmandsgaard i maj i år, og selvom de ingen erfaring har med at være købmænd, er de fulde af gåpåmod.

Købmand ved en tilfældighed

”Hej Per, er det pakker til mig?”, spørger Thomas, imens han trækker en stor, isblå køleboks ned fra vognen. Per er øens postbud, og han nikker ja til spørgsmålet. Per rækker Thomas de to pakker han har i favnen.

”I øvrigt, kan jeg så få lov til at låne din mukkert igen i morgen?”, spørger Thomas. Et enkelt nik fra postbuddet bekræfter aftalen, og Per må videre.

Klokken er ni om morgenen, og Thomas har lige åbnet døren til købmanden. Han skal fylde lageret op med dagens levering. Varerne henter han selv nede ved havnen i sin røde Massey Ferguson-traktor. Bagpå er der spændt en rusten kreaturvogn med gult dække for; ø-købmandens interimistiske varevogn.

Inde i butikken går Thomas i gang med at fylde hylderne op.

Butikken er lille, men velassorteret. To korte kassebånd står side om side ved indgangen. Hylderne på de få kvadratmeter bugner med det nødvendige – glutenfri pasta til sommerhusgæsterne, økologisk kød i køledisken, budgetpålæg, havespil, husholdningsartikler og bakeoff-brød, der bages friskt hver morgen.

Thomas løfter den øverste kasse op og bærer den hen til køledisken. Lågerne åbnes. Fire flæskestege ligger tungt i hånden, en efter en finder de deres plads på den tomme hylde. Han rækker ned i kassen igen. Finder seks vakuumpakkede, økologiske mørbradbøffer og en masse pålæg.

De havde snakket om det i årevis, fortæller han, mens hænderne arbejder. At familien skulle have noget sammen. Et projekt, hvor han og Tami kunne være selvstændige, og hvor deres datter Ønske kunne vokse op.

Varerne kommer efterhånden på plads. Han kender rutinen, selvom han kun har stået her i nogle måneder, men at det blev Tunø, det var ikke planen. Overhovedet ikke.

“Det har aldrig været en drøm, at det netop skulle være Tunø eller en købmand for den sags skyld. Det var helt tilfældigt”.

De vakuumpakkede mørbradbøffer glider rundt, og Thomas forsøger forgæves at stable dem. Kvinden, der skulle overtage butikken i foråret, sprang fra i sidste øjeblik, og pludselig var der en ledig købmand på en ø ude i Kattegat.

Det gik stærkt, fortæller han. Folk troede ikke på, at de kunne nå at blive klar inden sommersæsonen startede.

"Men vi åbnede til tiden. Det er faktisk gået rigtig godt”, siger han og folder den sidste papkasse sammen, lægger den oven på de andre, og går i gang med den næste.

Fra travlhed til ro

For et par måneder siden summede øen af liv og turister. Tunøfærgen slog passagerrekorder flere gange i løbet af sommeren, måske fordi Tunø er Årets Ø 2025. På denne regnvåde dag var der ni med færgen, tolv, hvis man tæller færgens ansatte med.

Besøgstallene ser anderledes ud nu. En lille håndfuld kunder kigger forbi i løbet af formiddagen og eftermiddagen. Thomas sidder på spring, klar til at hoppe op og betjene sine kunder. Han er iført købmandens eget merchandise – en grå t-shirt, med hans egen traktor printet på. Han har en afslappet hættetrøje udover t-shirten, mørkegrønne arbejdsbukser og praktisk fodtøj.

Hverken Thomas eller hans kone Tami havde noget særligt forhold til øen, inden de flyttede dertil.

Den gamle købmand er blevet deres hjem, og ikke mere end to meter skal de gå fra deres stue, før de befinder sig på deres arbejdsplads.

Inden Thomas og Tami endte i den regnvejrsgrå Morten Korch-idyl, boede parret i Mårslet syd for Aarhus i en andelsforening. Tami er selvstændig og uddannet fra kunstakademiet og Thomas har i de seneste mange år arbejdet i forskellige jobs i det merkantile. Men købmand, det har han aldrig været - før nu

En af de store forskelle på hans arbejde før og nu, bemærker Thomas tænksomt, mens han klør sig i sit gråsorte skæg, er, at man gør det hele selv.

”Det synes jeg virkelig er attraktivt. Det er også hårdt, men det er så meget federe end et 8 til 16-job, hvor man skal bede om lov til at gå til pause. Det er jo helt sort, når man tænker over det”. Thomas griner, og ryster let på hovedet ved tanken om den arbejdstilværelse, han havde før.

Selvom Thomas og Tami er flyttet til en lille ø, hvor ting går lidt langsommere og hvor der er mindre støj, færre mennesker og færgeafgange, så er det ikke, fordi parret har ligget på langs hele sommeren. Tværtimod. I sommermånederne har de haft travlt, men på en anden måden end de havde dengang på fastlandet.

”Det har jo været sindssygt hårdt, men det har været lige så spændende, sjovt, lærerigt og alt muligt. Jeg har på intet tidspunkt fortrudt, at vi har kastet os ud i det. Det kan godt være, at vi arbejder fra morgen til aften, men det har været så fedt at opleve”, fortæller han.

Han retter blikket mod det store vindue i caféen.

Det står stille hen, ude på de små, snoede veje. En gang imellem kommer en passerer en golfvogn med kaleche købmanden. Tunø er bilfri, men traktorer, knallerter og golfvogne er tilladt. Trafikken er er så beskeden, at de færreste bruger hjelm, når de kører på deres knallert.

Og som nævnt kan antallet af kunder også være lige beskedent nok på sådan en våd oktoberdag:

”Jeg tror også jeg ser det som en udfordring at få det her til at lykkes. Der er gået lidt sport i den”, fortæller Thomas med et grin.

Selvom han har travlt nu, er det at foretrække, fremfor at sidde ved et skrivebord hele dagen: ”Der er længere mellem menneskene, men sammenholdet er større her”.

Det er netop fællesskabet, som går igen, når Thomas taler om tilværelsen på Tunø og arbejdet som købmand.

Thomas bliver en gang imellem afbrudt i sin talestrøm, af et genkendeligt ding fra klokken ved døren, når en kunde træder ind. Uden undtagelse bliver der hilst pænt goddag hver gang.

”Jeg kommer lige om lidt”, siger Thomas til kunden, og rejser sig prompte.

Når købmanden binder øen sammen

Når Thomas står bag kassen, er der småsnak og sludder om løst og fast. Også kunderne imellem hilses der, og man står lige og vender dagen og vejen, nu man alligevel er hos købmanden.

Man kender hinanden på Tunø. Kommer hinanden ved. 

Her kan man få lov til at bestille morgenbrød, så de er sikre på, at der er nok til alle. Thomas har planer om at indføre samme system ved mejeriprodukterne. Hvis man får mange gæster på besøg en fredag, kan man skrive det til købmanden, så de ved, at der skal bestilles nogle ekstra liter fløde hjem. På den måde bliver der nok til alle, og man undgår madspild. 

”Der er et enormt godt sammenhold, og en stor hjælpsomhed. Nu i går for eksempel, så skulle jeg have samlet en løsdriftsstald, og så er der jo bare nogen, der stiller op og hjælper til. Det kunne jeg jo ikke have klaret alene”, fortæller Thomas. 

Thomas og Tami prøver selv at bidrage til sammenholdet i lokalsamfundet. Købmanden har altid været en form for samlingspunkt på øen, og sådan skulle det gerne fortsætte med at være, fortæller han. 

”Det har jo været helt fantastisk at opleve det afhængighedsforhold der er, og at opleve, hvor stor betydning det har for folk, at der er en købmand på øen. Jeg tror ikke, man kunne have haft samme oplevelse ved at åbne en Netto i Beder! Det er på mange måder en gave, at man kan få lov at være en del af noget, der faktisk har en betydning for folk”.

Imens Thomas står blandt bland selv-slik og kødpålæg og fortæller om afhængigheden af hinanden, som gør sig gældende på Tunø, ringer klokken, og ind kommer postbuddet Per med en mukkert, som han med et nik afleverer. Her på øen er der kort leveringstid.

”Den dér gensidige afhængighed, den kan man virkelig mærke. Folk går op i, at man stiller op, og hjælper til”, fortæller Thomas.

Men Thomas påpeger også, at selvom der er initiativer og hjælpsomhed på øen, er det ikke nødvendigvis nok, hvis der fortsat skal være liv og aktivitet på øen. Gennemsnitsalderen stiger på Tunø, og Thomas kan selv hurtigt remse op, hvor mange (eller snarere hvor få) unge, der bor på Tunø – og med unge menes der folk, der ikke er pensionerede endnu.

I august var der ”Tunø-dage” på øen, en weekend med kulturelle aktiviteter, der tager udgangspunkt i livet på øen. Her havde parret arrangeret en lille koncert i caféen og havde fadøl i hanerne.

”Det var en kæmpe succes. Folk var ellevilde over, at man kunne komme over til købmanden og få en fadøl og høre noget livemusik”, fortæller Thomas.

”Det er jo ikke sådan, at det vrimler med de store initiativer og tiltag. Jeg tror, at vores generation og folk der er yngre, skal være med til at skabe det”.

Udvikling eller afvikling?

Thomas læner sig tilbage i stolen. Den skraber mod gulvet.

Rigtig meget afhænger af de næste et til to år, mener han. Hvem og hvor mange der flytter til Tunø. Hvis der ikke snart kommer flere børnefamilier, så det igen bliver muligt at få passet sit barn, så tror Thomas, at det hele lige så stille dør ud.

Det er sådan med ethvert sted, forklarer han. Et samfund, en by. Det er altid enten i udvikling eller afvikling. Status quo findes ikke.

Lige nu er der tegn på udvikling på Tunø, men så længe det ikke fortsætter sådan, så er der afvikling. Gennemsnitsalderen stiger, og det bekymrer Thomas.

Det er også derfor, der har været udskiftning på købmandsposten før dem. Ikke fordi det har været en dårlig forretning. Det har været noget bøvl at være bosiddende og arbejdende på øen med børn.

Han håber ikke, at det også bliver afgørende for dem. At de må smide håndklædet i ringen på et eller andet tidspunkt. Han håber, de kan være med til at vende udviklingen. Få nogle ting til at ske i stedet for.

En uventet drøm

Lige nu kan han ikke forestille sig, hvad han ellers skulle lave. Det kan han slet ikke. Men spørg ham igen om et par år, så kan det godt være, han står og tripper for at komme til at lave noget andet.

"I den bedste af alle verdener bliver vi gamle her," siger han. "Driver købmanden i mange år. Det er drømmen”.

Han tier et øjeblik.

Tiden må vise. De næste par år bliver afgørende for, hvordan de synes det er at bo her. Men en ting er sikkert, Thomas savner ikke kontorarbejdet.

”Det her – at være selvstændig – det er nok det, jeg altid har søgt efter uden at vide det.”

Han bliver siddende et øjeblik, mens regnen stadig trommer mod ruderne, inden han rejser sig op, for at betjene endnu en kunde, han er på fornavn med.

Måske bliver det ikke ved for evigt.

Men lige nu lever Thomas et liv, han for bare et halvt år siden på ingen måder havde forestillet sig, som købmand på Tunø, og skrivebordet – det savner han ikke.