I fremtiden er Aarhus blød som en krop: Tag med på en rejse gennem hjertet af fremtidens by

Blodet strømmer ind i hjerte gennem højre atrium, og når hjertemusklen trækker sig sammen, sender det blodet videre, inden det gennem hjertekammeret forlader hjertet. Ud i systemet som blod med ny ilt, klar til at indgå i kroppens store system.

Blodrøde guirlander af stof hænger ned af bygningerne og forbinder lokalerne ”Atrium”, ”Hjertets Hus” og ”Forkammeret” på Mejlgade 53. Lokalerne danner rammerne for festivalen ”Den Nye By” – en simuleret utopisk verden. Den utopiske verden skal puste til fantasien og så inspiration i menneskers hjerter.

”Vi skal træne fantasien til at skabe en bedre verden. Festivalen skal være et sted, hvor man kan mærke håb, og hvor man tror mere på fremtiden.”, siger projektleder Josefine Marquardt om festivalen.

”Det er det, kulturen kan. Den kan give os nogle oplevelser, så vi mærker den. Det skal blive til inspiration og røre ved noget af det, vi tror på. Det former vores hverdag og samfund.”

Formiddagen starter i en levende livmoder. Tråde af rødt, blødt materiale danner et spind ned fra loftet. Bunden er blød og udformet af tæpper, der gløder i sarte, rustne farver. Bløde, lavfrekvente toner lyder fra en højtaler, og en duft spreder sig i rummet. En duft af kaffe og kardemomme. I glasskålen på det lille bord, er der dadler.

Blødheden fra en livmoder og visdommen fra en dagligstue har kunster Maria Jodiyawalla sammensat i rummet ”Living Womb”.

”Det skal inspirere mennesker, til at bruge den blødhed, visdom og arv, de bærer på, til at præge den by og verden, vi er en del af. ”, fortæller Maria Jodiyawalla.

Livmoderrummet danner til formiddag de bløde rammer for workshoppen ”Sammenfletning”. Her tager Selma Elias gruppen af de fremmødte kvinder med ind i et rum, som består af drømme og fletninger.

Selma Elias bruger den kulturelle og sociale praksis, hårfletning, til at skabe rammerne for et refleksivt rum, hvor kvinderne undersøger og deler deres drømme for fremtiden. Imens de drikker kardemommekaffe og spiser dadler, tager Selma Elias dem med på en refleksiv rejse.

Kvinderne lukker øjnene, og vejrtrækningen bliver tydelig.

”Hvor er jeres tilhørsforhold?”, lyder det fra Selma Elias’ blide stemme. ”Er det nogle personer? Et sted?”

Stilheden bliver afbrudt af ordene:Det kan være svært at føle, at man tilhører et sted.”, lyder det fra én af kvinderne. En anden kvinde fortæller, at hun hører til, når hun føler sig forbundet med mennesker.

Øjnene lukker i igen, og anden del af refleksionssessionen starter i år 2050. Selma Elias tager kvinderne med femogtyve år frem i tiden, hvor de skal forestille sig tilværelsen i Aarhus, Danmark, verden.

”Se jer omkring. Hvordan ser det ud?”, kommer det fra Selma Elias.

Eftertænksomheden og fantasien fylder livmoderrummet. Da øjenlågene åbner op, er kvinderne igen tilbage i 2025. En tåre løber ned af én af kvindernes kind, da det bliver hendes tur til at dele, hvad hun forestillede sig. Hun har en sorg over, at den fremtidige verden, hun drømmer om, virker så langt væk. En fremtid med natur og ro. En anden kvinde drømte om, at verdenen var et sted, hvor hendes eksistens blev accepteret.

De skriver drømmene ned på stykker af stof, som de fletter ind i hår af plastik. Kvinderne fletter og fortæller hinanden, hvordan de selv vil starte med at skabe den fremtid, de ønsker. Én konkret handling ad gangen. 

Kardemommeduften bliver erstattet af en skarp, kraftig, sød duft. Blodguirlanderne over bygningen baner vejen fra livmoderrummet til tredje sal i Hjertets Hus. Den skarpe lugt fylder trappeopgangen. Aroniabær.

”This is a home. This is a heart. A heart space, in the hard world…” står der skrevet på skilt udenfor døren.

BLOD-familien bor her.

En hvid bh, skjorter og hvide stykker stof beklæder rummet. Der er rødlige pletter på stoffet. I et af hjemmets andre rum står et spejl. To øjne stirrer ind i et spejlbillede. Under øjnene er et bart bryst på en kvinde, som sidder på sine knæ. Røde farver dækker hendes hud, og den nøgne overkrop bliver synlig, da kvinden rejser sig og stiller spørgsmålet: ”Have you ever been called any nickname?”

Den interaktive kunstinstillation "BLOD" er en levende udstilling, hvor besøgende kan møde hjemmets beboere. Hjemmet afspejler det bløde i en hård verden og inviterer de besøgende ind i et undersøgende univers. Det sker gennem performances, workshops, video-værker, ritualer og live interaktioner, som Anders Freestone og Josephine Marquard har været med til at skabe.

BLOD-værket udspringer af et digt af Inger Christensen:

”et samfund kan være så stenet, at alt er en eneste blok, og hjertet er helt i skygge, og hjertet er næsten hørt op, indtil nogen begynder at bygge, en by så blød som en krop.”

I det store rum med de hvide lagener er kilden til aroniabærduften.

Amanda Kessaris er i færd med at fremstille et spektrum af røde, naturlige farver. Rødbeder, rødkål, solbær, brombær, aroniabær bidrager til den rødlige farvepalette.

Amanda Kessaris er kvinden bag kunstværket ”Hvorfor er her så stille?”. På de hvide stykker stof kan besøgende skrive deres ord, tanker og spor med bejdsemiddel, som til at begynde med vil være usynligt. Gradvist bliver gæsternes skjulte tanker synlige for resten af verden, når Amanda Kessaris fremkalder den usynlige skrift med de røde naturfarver.

 Festivalen ”Den Nye By” bliver ikke stående som en lukket utopi. Den pulserer videre i dem, der har været der. Som et hjerte, der sender impulser ud i samfundet, udfordrer festivalen til at rumme det bløde og sårbare, så det kan præge en fremtid, der synes hård.