I hjørnet af julefrokosten går en dåse snus rundt – og et fællesskab følger med den

Bordet er pyntet med juleservietter, småkager og stearinlys. Rummet er lille, fordi det er i sådan en klassisk københavnerlejlighed, hvor møblerne skændes om pladsen. Musikken spiller lavt, mens gæsterne drysser ind. I sofaen har to allerede fundet sig til rette, og i vindueskarmen bag dem ligger to hvide nikotinpakker.

“Rækker du ikke lige en skive?” spørger den ene.

Den anden åbner dåsen med et klik og skubber den videre. Der skal ikke mere forklaring til. Det er bare en hånd, der rækker og en anden, der tager imod. Et samarbejde, lige så indlejret som at række saltet ved middagsbordet. Men bag den lille bevægelse gemmer sig en større tendens. For nikotin lader til ikke længere kun at være et individuelt valg, men en del af unges sociale liv.

Selvom scenen kunne udspille sig til enhver ungdomsfest, er den ikke tilfældig. For unge i Danmark bruger nikotin som aldrig før. Ifølge Nordic Welfare Center er nikotinprodukter blevet en fast del af hverdagen for mange unge i hele Norden, særligt i sociale sammenhænge. Det er i pauserne, i skolen og til fester, at nikotinen cirkulerer, som en vane, der baner sig vej ind i fællesskabet. Og udviklingen er omfangsrig. Centeret peger på, at der er sket en markant stigning i unges misbrug siden 2021, især drevet af engangs‑e‑cigaretter og nye orale produkter som snus. 

Til julefrokosten er det et søskendepar, Astrid og Rune Roiy, der sidder tæt sammen i sofaen. De beskriver deres relation som “ret god”, og at de næsten altid ender ved siden af hinanden til fester og familiebegivenheder. De er begge forbrugere af snus, og for dem er nikotin ikke noget, man snakker om “det sker ligesom bare", fortæller Rune, som startede med at ryge i 9. klasse, fordi hans veninde gjorde det. Snusforbruget begyndte på efterskolen, hvor en nikotinfri politik gjorde det umuligt at ryge. Snus var også forbudt, men langt lettere at skjule, og derfor blev det hurtigt det oplagte alternativ. For Astrid begyndte det også i 9. klasse, og udviklede sig til et større forbrug på efterskolen.

“Vi tog det tit på værelset og nød den nye og rare følelse, det gav dengang,” fortæller hun. 

I dag er Astrid 21 år og Rune 23 år, og begge har brugt nikotin siden de tidlige teenageår. 

Det, der udefra kan ligne en almindelig vane, er ifølge psykolog Anne Bräuner et socialt fænomen med dybere rødder. Når man ser to personer række en skive til hinanden, kan det ligne en lille, ubetydelig gestus. Men Anne Bräuner peger på, at det i virkeligheden er et eksempel på noget langt større: et fælles tredje. Et pædagogisk begreb, der beskriver, hvordan mennesker knytter sig til hinanden gennem noget udenfor dem selv, som for eksempel en aktivitet eller et objekt.

“Det fælles tredje skaber et socialt rum – noget at være sammen om,” siger hun. “Ligesom når venner holder med den samme fodboldklub.”

Når det gælder nikotin, fungerer mekanismen på samme måde, bare i mindre skala. Det er ikke nødvendigvis noget, de unge taler om. Det er i handlingen og i de små ritualer, der gentages så ofte, at de til sidst føles som en naturlig del af relationen.

For Astrid Roiy er det også sådan, at hvis nogen ser, man har en pakke snus, så spørger alle efter et stykke. En pakke i hånden bliver nærmest en invitation, og et signal om, at man kan være med. Derfor bliver nikotin også en måde at vise tilhør på. Ikke gennem store markeringer, men gennem ting som hvem man deler med.

 “Det er næsten et identitetsprædikat,” siger Anne Bräuner. “Produktet siger noget om, hvilken gruppe du står i.”

Hun taler om de ungdomsgrupper, hvor det ikke bare handler om at bruge nikotin, men om hvilken variant man vælger. Om man tager stærk eller mild snus, mint eller bær, hvid eller brun. De valg bliver signaler, der markerer, hvem man hænger sammen med. I de fællesskaber kan en bestemt smag eller styrke fungere som en form for tilhørsforhold, næsten på linje med at holde med den samme klub eller høre den samme musik.

For mange unge er det derfor ikke kun nikotinen, der er svær at slippe. Det er fællesskabet omkring den. For her får afhængigheden en social dimension, og ved at træde ud af rummet, risikerer man måske ikke kun at miste en vane, men også et sted, hvor man hører til. Og netop fordi nikotinen er noget, de fleste godt ved er skadeligt, bliver fællesskabet en måde at gøre det acceptabelt på.

“Der er bare noget ved nikotin, der føles forkert,” forklarer Rune Roiy. “Men når man er flere om det, bliver det pludselig mere okay.”

 Og for søsteren Astrid spiller den sociale dimension også en stor rolle. 

“Det sociale fylder virkelig meget. Det er svært at stoppe, når mine to søskende altid har snus på sig, og jeg ikke vil føle mig udenfor,” siger hun.

Hvor Rune og Astrid beskriver det indefra, peger forskningen på noget lignende udefra: at nikotin ofte bliver en social aktivitet, før det bliver en vane. Nina Krogh Larsen, projektchef hos Kræftens Bekæmpelse, har forklaret til Ugeskrift for Læger, at “de unge starter med at bruge nikotinprodukter i fællesskab; det er sjovt, og det er hyggeligt.” Nikotinen bliver en måde at være sammen på, og for nogle en adgangsbillet til de steder, hvor relationer bygges, og hvor man ikke vil stå udenfor.

Debatten findes også uden for forskningen. I et læserbrev fra 2023 i Information beskriver en studerende, hvordan mange unge føler sig presset til at drikke, ryge eller tage snus for ikke at falde udenfor. Han peger på, at knap hver tredje dansker savner meningsfulde fællesskaber, og at unge derfor søger de steder, hvor de kan høre til. Nikotinpausen bliver ét af dem. 

Men hvordan føles det at være i fællesskabet? Rune mindes hans tider på efterskolen, hvor han og hans venner tit mødtes mellem modulerne for at “fyre en skive”.

“Det var en ting at ‘koge’ sammen,” fortæller han, og tilføjer: "Det var en særlig form for pause, hvor vi var sammen, og alle lå i deres egen lille sky af nikotin.”

Det er i den slags øjeblikke, at fællesskabet er mest tydelig for Rune. Et frirum på efterskolen, hvor en pakke snus gik på runde, og hvor man hørte sammen, fordi man gjorde noget sammen, på samme tid.

“Det med at være sammen om det, gør at man har nogle af dele afhængigheden med,” siger Rune. 

Astrid nikker genkendende, mens Rune fortæller. Hun tilføjer så:

“I dag er det jo blevet en vane og så bliver det en tryghed at vide, at andre omkring en - særligt ens søskende - også tager det, så vi kan gøre det sammen.” 

Det er ikke kun i Norden, at nikotin glider ind i de sociale rum. Internationale studier viser, at fællesskabet omkring nikotinprodukter er en afgørende faktor for, at unge begynder og fortsætter. En undersøgelse fra Duke University peger på, at jævnaldrendes adfærd spiller en betydelig rolle i opstarten af vaping. Forskning fra University of Queensland viser, at unge med venner, der damper, er 15 gange mere tilbøjelige til selv at gøre det.

Det er altså ikke nødvendigvis produktet i sig selv, der lokker, men den sociale kontekst, det indgår i. WHO fremhæver, at smage og branding skaber identitet og tilhør. Det er den samme mekanisme, Anne Bräuner beskriver: at valg af mærke og smag bliver små sociale signaler om, hvem man deler med og hører sammen med. Samlet tegner studierne et billede af nikotin som noget, der virker både kemisk og kulturelt. En vane, der binder unge sammen, og som derfor gør det sværere at bryde.

Tilbage ved julefrokosten har selskabet delt sig. Nogle går ud for at ryge, andre bliver siddende. Inde i stuen synker søskendeparret Rune og Astrid Roiy ned i sofaen igen, som de gjorde inden middagen begyndte. Den lille pakke snus ligger mellem dem, og uden at sige noget rækker Rune den videre til Astrid. Det er den lille gestus, der er en del af hyggen, som Astrid fortæller, at hun ville savne, hvis hun stoppede.

“Det ville være svært at stoppe, hvis dem jeg tager det sammen med, ikke også stoppede. Så ville det nemlig være nemt at falde i igen,” siger hun. 

Musikken spiller videre, stearinlysene brænder ned, og folk snakker. Men her i sofaen ligger et andet fællesskab. Stille og genkendeligt. Et fællesskab, der gør nikotinen svær at slippe. Ikke kun for kroppen, men for relationerne.