I kirken får man evigt liv

”Godmorgen!” udbrød en ældre dame, da hun kom susende forbi på sin elektriske kørestol. Farten var så voldsom, at hendes udleverede stykke papir med fællesskabsvelsignelsen på fløj væk, men heldigvis kom en hjælpsom sjæl hende til undsætning.

Sådan er det i kirken. Man kan få hjælp, når man har brug for den. I denne usikre tid med droneangreb og krig ulmende i horisonten ville det være nærliggende at tro, at mange unge mennesker ville søge kirkens hellige rum, hvor de ville kunne finde ro og svar. Det er dog ikke ligefrem virkeligheden i de fleste folkekirker i Danmark. En søndag i september er der, som sædvanlig, budt ind til gudstjeneste i Langenæs Kirke, som ligger i udkanten af det centrale Aarhus.

Kirkerummet er langt fra gammelt og traditionelt. Gulvet er et sort stengulv, som ser koldt ud. De traditionelle kirkebænke er skiftet ud med enkeltstående stole, hvor de cirka 15 kirkegængere har taget plads – udover kvinden i den elektriske kørestol, naturligvis. I midten af rummet hænger en kæmpe metallisk ring ned fra loftet. På den er enkelte lys, som éns øjne har svært ved at forlade, når først man kigger op i det høje kirkerum.

Kilden til evigt liv

Der synges salmer, som den gråsprængte menighed virker til at kunne udenad. De færreste behøver at kigge særligt meget ned i de to salmebøger, der smilende blev udleveret af kirketjeneren ved ankomsten i kirken. Dagens tredje salme forårsager dog en anelse bøvl for de fleste i kirken. Det er Erik Sommers ’Gå gennem byens lange lige gader’, der er skrevet i 1990. Et meget moderne nummer, set med salmebogsbriller. De aldrende kirkegæster giver det et godt skud, men det lyder ikke helt lige så godt og sikkert, som de to forrige salmer, der virkelig sad på rygraden. Man skulle tro, at kirkens døbefont bragte kilden til evigt liv, for på trods af lav deltagelse til gudstjenesten denne søndag, var den samlede levealder meget høj.

Generelt er folkekirkens medlemstal dalende i Danmark. Siden 2010 er medlemstallet faldet med over 200.000 personer. I tredje kvartal af 2025 var der 4.227.668 medlemmer i den danske folkekirke.

Udover at være én af de yngste i lokalet er 49-årige Simon Kangas Larsen også sognepræst, hvilket betyder, at han vender med ansigtet mod de siddende kirkegæster, hvorfra han kan se meget få ansigter, der ikke har fejret sin 60-års fødselsdag endnu. Han er godt klar over, at der er meget få unge mennesker, der kommer i hans kirke – faktisk i de fleste kirker i Danmark. En virkelighed, som han gerne så var anderledes, men han vil ikke tvinge de unge mennesker ned i kirken. De skal naturligvis komme af egen fri vilje, grundet et ønske om at finde svar ved hjælp af Guds ord.

De sædvanlige

Simon Kangas Larsen har, ligesom alle andre præster i Danmark, læst teologi. Men han har også læst journalistisk på Syddansk Universitet, så at skulle vinkle sine fortællinger og formidle til en bestemt målgruppe er bestemt ikke noget fremmed for ham. Men han ønsker ikke at holde unge mennesker for nar. De er ikke dumme, og ser igennem den slags. Man skal ikke lefle for de unge mennesker, bare fordi gennemsnitsalderen i kirken nu er i den høje ende. Denne søndag var den dog også exceptionelt høj, da det nærmest udelukkende var ’de sædvanlige’, der var mødt op. Det er en gruppe pensionister, som præsten kan alle navnene på.

En enkelt yngre fyr er en del af ’de sædvanlige’. Han sad på allerbagerste række, som han plejer. Han var iført sort tøj fra top til tå, var veltrænet og fortrak ikke en mine på noget tidspunkt. Han kommer hver søndag. Man kunne nærmest fristes til at tro, at han var præstens bodyguard, hvis man havde set lidt rigeligt med Hollywood-film. Han sad rank og stolt nede i hjørnet med hans blik låst på præsten. Han ankommer kort før klokken ti og forsvinder bagefter, som én af de første. Simon Kangas Larsen har højst udvekslet et par sætninger med ham i alt sin tid i kirken, men er ikke i tvivl om, at de har hinandens ryg, hvis noget brænder på. De er bragt sammen af noget større, selvom de ikke har haft dybe samtaler med hinanden.

Prædiken i usikre tider

Den 49-årige sognepræst fortalte i sin prædiken om, hvordan den usikre tid med droner over Kastrup Lufthavn, har ført til, at flere og flere børn ringer til Børnetelefonen, for at spørge bekymret ind til om der kommer krig i Danmark. Men hvem ringer vi voksne til, når vi er bekymrede, spurgte præsten apatisk ned mod menigheden. Heldigvis havde præsten et bud på et svar til spørgsmålet. Man kan starte i kirken, fortalte han og reciterede nogle kloge ord fra Jesus Kristus. Faktisk var en stor del af denne søndags prædiken inspireret af en prædiken, som Simon Kangas Larsen havde holdt i Toronto i Canada for fire år siden. Dengang var det ikke russiske droner, der bekymrede folk, men Covid-19.

Efter gudstjenesten forlader præsten rummet, som den første, hvorefter han giver alle hånden i indgangen til kirken, hvor man kan nyde en kop kaffe og en småkage. Det er tydeligt, at disse mennesker mødes en gang om ugen.