I kontakt med kilden til alt liv

Jeg har flere gange været i kontakt med det åndelige og opnået en tilstand af oplysning. Det lyder vildt. Det er det også.

En gang var den helt gal med min mor. Hun vågnede op en dag uden at kunne tale. Straks sendte vi hende på hospitalet, og de opdagede, at hendes immunforsvar var gået til angreb på hendes egne blodlegemer.

I ti dage blev hendes tilstand værre og værre. Ingen vidste, hvad der skulle gøres. Heller ikke mig. Men pludselig sker der noget. Jeg ser et lys. Lyset er uforklarligt. Det bevæger sig ind i min hjerne, videre ned til hjertet, ud gennem armene og ind i min mor. Dagen efter er hendes blodtal helt normale.

Det er vidunderligt at få kontakt til kilden til alt liv.

Første gang jeg kom i kontakt med det åndelige var jeg seks eller otte år gammel. Jeg tror, at jeg må have været otte år. Det var imens, min far spillede et stykke musik. Det var noget, man kunne danse til. Og danse, det gjorde jeg.

Jeg vidste ikke dengang, hvad det præcist var for en dans, men jeg snurrede rundt. Ikke kaotisk eller ukontrolleret, men i balance. Det skete bare. Musikken tog over, og jeg levede mig ind i den. Den fik mig til at føle.

Jeg var lykkelig.

Først 13 år senere, da jeg var 21, opdagede jeg, hvad der var sket dengang. Efter mange år på danseskolen havde min interesse for dans blomstret. Min dans voksede sig ud af Herning, ud af Danmark, ud af Europa og hele vejen til Indien.

Jeg havde købt bogen ”Dansen gennem al tid og alle steder”, men hvad der gemte sig i den, havde jeg ikke turde gisne om på forhånd.

En dag bladrer jeg tilfældigt bogen igennem, og støder da på en illustration af en danserinde der opfører samme dans som otteårige mig. Jeg kunne ikke begribe det. Det hed en suffi-dans. Jeg læste beskrivelsen.

Dansen handler om at give slip på sit ego og give sig hen til universet. Det gav mening. Jeg forstod det. Men som otteårig havde jeg aldrig forstået den beskrivelse.

Men jeg opførte stadig dansen, og når jeg nu husker tilbage, har jeg nok også dengang forstået det. Da blev det bare formidlet til mig på en anden måde. En måde hvorpå jeg forstod det.

Jeg husker det stadig. Dansen kom til mig, som var det en tegneserie, og i den blev jeg instrueret til at danse. Afslutningsvist i dansen lagde jeg mig på jorden, med maven nedad og armene udstrakt, klar til at omfavne den.

Dengang gav jeg også slip på mit ego og hengav mig til universet. Jeg havde bare ikke et lige så udbygget ordforråd.