“I’ll be there for you”, sang vi i kor! Men så ramte tyverne og trediverne os, og hvad skete der egentlig med vores venskaber?

"So no one told you life was gonna be this way. Your job’s a joke, you’re broke, your love life’s D.O.A.” 

Sådan lyder kendingsmelodien fra en af de mest ikoniske serier om venskaber, som en hel generation er vokset op med. 

Det kan godt være, at dit første voksenjob ikke er som du havde forestillet dig, måske tjener du ikke kassen, eller også har din kæreste lige forladt dig. Men i det mindste har du dine venner. Din gruppe, der troligt står klar til at gribe dig, når voksenlivets mindre flatterende facetter viser sig. 

Det er i hvert fald, hvad vi er blevet fortalt. 

Men virkeligheden er, at vi i løbet af vores tidlige voksenliv i tyverne og trediverne gennemlever en stor forandringstid. Vi afslutter uddannelser, flytter til nye byer, får vores første job, får børn og stifter familie, nogle går fra deres kæreste, andre rejser, og dem der nåede at blive gift, bliver måske skilt igen inden trediverne er omme. Så hvor efterlader det vores venskaber? 

En undersøgelse fra Mary Fonden i 2024 viser, at hele 42% af de 25-34-årige føler sig svært eller moderat ensomme. Noget tyder altså på, at vores venskaber lider under trange kår i denne livsfase. 

Adfærdspsykolog og ph.d. i socialt behov, ensomhed og individuelle forskelle, Morten Christoffersen, har forsket i vores venskaber. Han fortæller, at vi særligt i midten af tyverne og i trediverne oplever mange forandringer i vores liv. “Når vi befinder os i en transitionsperiode, så er det faktisk der, vi ser ensomhed allermest,” fortæller han. 

Ensomhed er som en kold, mørk aften

Martin Finnemann sidder under betonloft og dårligt lys ved skrivebordet, der fylder hele det lille værelse på Skjoldhøjkollegiet i Aarhus. Som 26-årig er han droppet ud af studiet på filosofi, han føler sig udbrændt, og så er han ensom. 

“Jeg stod lige pludselig uden at have nogle nære venner,” fortæller Martin Finnemann om tiden efter han forlod studiet. “På det tidspunkt bestod min dag af at sidde inde på mit værelse og spille computer så meget som muligt, og så gå ud og købe ind, når det blev mørkt.”

Når han i dag ser tilbage, kan han se, at han havde nogle ret ensomme år fra han var 25-28. “Ensomheden føltes tung. Lidt ligesom når man træder udenfor på en kold, mørk aften, hvor alle er gået indenfor, og så der er kun én selv og lyset fra vinduerne,” fortæller han. 

Mange oplever muligvis, at når man afslutter enten folkeskolen, gymnasiet eller universitetet, at man kan føle sig alene. Her færdes man som regel ikke længere i et miljø, hvor folk er på samme alder som en selv, og man har ikke længere samme daglige kontakt. 

“Når man kommer lige fra den oplevelse af at have været tilknyttet en klasse, og så bliver kastet ud i noget, hvor rammerne for fællesskabet ikke er lige så stærke, så kan det føles som en voldsom kontrast. Det kan føles ensomt,” fortæller Martin Finnemann. 

Vi vælger det let tilgængelige

En anden grund er, ifølge Morten Christoffersen, at vi i tyverne og trediverne helt lavpraktisk flytter os fysisk fra hinanden. Det kan være på grund af job, studie, familie eller noget fjerde, og det kan have konsekvenser for vores venskaber. Når man ikke længere er fysisk tæt på hinanden, så begynder man at ses mindre. Vi har som mennesker en tendens til at vælge det let tilgængelige: 

“Hvis vi siger, at du bor i Aarhus, og du har to lige gode venner. Den ene bor i Aarhus og den anden i København. Hvem ville du så vælge at se mest? Du ville vælge din ven i Aarhus. Når du så begynder at se vedkommende noget oftere, så bliver I mere komfortable med hinanden og bliver endnu stærkere venner,” fortæller Morten Christoffersen. 

Det er nok de færreste af os, der har tid til at hænge ud i en sofa og drikke kaffe med vores venner hver evig eneste dag. Morten Christoffersen understreger også, at vi godt kan føle en tæt tilknytning til de venner, vi kun ser et par gange i året. Men som mennesker har vi brug for at føle, at den sociale stimuli er let tilgængelig, og hvis det ikke sker, kan det have negative konsekvenser. 

Ensomheden rammer både krop og sind

Vi kender alle til følelsen af at blive hangry, når vi er sultne. Noget lignende sker, når vi ikke får opfyldt vores sociale behov, så falder vores humør. Ifølge Morten Christoffersen har vi en sult efter det sociale på samme måde, som at vi har en sult efter mad. Når det behov ikke bliver opfyldt, kan det føre til ensomhed som på sigt kan have konsekvenser for vores mentale helbred. 

Det mærkede Martin Finnemann tydeligt på egen krop: 

“Jeg følte mig virkelig drænet og træt i den periode. Jeg var helt klart nede i en depression på grund af ensomheden. Jeg følte mig tung i brystet og fjern fra andre mennesker.” 

Ensomhed slider dog ikke kun på psyken, men kan også have konsekvenser for vores fysiske helbred. Ifølge forskning fra Cambridge University i 2024 er vores interaktioner med venner og familie med til at booste vores immunforsvar. Det kan mindske risikoen for bl.a. hjertesygdomme, blodpropper og type 2-diabetes. Social isolation og ensomhed er omvendt direkte forbundet med dårligere helbred og tidligere død. Det er dog vanskeligt at pege på, hvilke mekanismer, der præcis ligger til grund for, at sociale relationer har betydning for vores sundhed. 

Og ensomhed handler ikke kun om at være alene. “Jeg følte mig også alene sammen med de få mennesker, jeg var sammen med på det tidspunkt,” fortæller Martin Finnemann. Ifølge Morten Christoffersen er der også nyere forskning, som peger på, at man kan føle ensomhed over for sin kæreste eller venner. Ifølge Mary Fonden fortæller 52% af de personer, der selv angiver, at de føler sig ensomme, at ensomhedsfølelsen er der, uanset om de er alene eller sammen med andre.

Vi driver ud og ind af hinandens liv

Det kan være svært at bryde med ensomhed, og man kan være ramt af en dobbelt følelse, fortæller Martin Finnemann. På den ene side vil man gerne vedligeholde sine venskaber og opsøge nye, og på den anden side har man ikke overskud til at gøre det. 

Står du i en situation, hvor du har mistet mange af dine gamle venskaber, så er der heldigvis håb forude. 

Ifølge Morten Christoffersen behøver vi nemlig ikke at have de samme venskaber hele livet for at få opfyldt vores sociale behov. De lange venskaber er ikke nødvendigvis bedre end de korte. Vi er som mennesker ret tilpasningsdygtige, og derfor skifter vi også mange af vores venner ud i løbet af livet. Et hollandsk studie viser, at man udskifter cirka halvdelen af sine venner hvert syvende år. 

Ifølge Morten Christoffersen kan vores evne til at tilpasse sig have en stor betydning for vores trivsel. Når du trives i og tilpasser dig et nyt miljø, vil dit behov for at vedligeholde gamle eller fjerne venskaber falde. Du er måske så heldig at få et arbejde med kollegaer, du har det godt med, eller at dit nye familieliv opfylder dine behov. Omvendt, hvis du ikke trives i det nye miljø, så vil du have et større behov for at fastholde dine allerede eksisterende venskaber. 

I dag er Martin Finnemann 33 år og har fundet tætte venskaber igen. Det var blandt andet en ny begyndelse på studiet dramaturgi, som gjorde at han langsomt fandt nye venskaber. 

“Da jeg fandt nye venner, så hjalp det meget på mit mentale helbred. Jeg trivedes bedre i det miljø, der var på det nye studie end mit gamle” fortæller han. 

Men han slipper heller ikke helt for den udfordring, det er at opretholde sine venskaber i trediverne. Han er selv omgivet af livets store transitioner, og det kan han mærke har en betydning for hans relationer: 

“Livet er jo, som det nu engang er. Så er der nogle, der har meget travlt med arbejde i en periode, nogle bliver syge eller andre skal flytte. Der er nok hele tiden en udfordring i, at man uundgåeligt driver ind og ud af hinandens liv, og så må man forsøge at holde fast igennem det, så godt man kan.”

Måske kan vi trøste os med, at selv slænget fra Friends til sidst må bryde op, fordi livet trækker dem i forskellige retninger. Når selv de mest ikoniske venner får kamp til stregen, når job, børn og flyttekasser begynder at blande sig, er vi nok ikke alene i følelsen af, at det kan være svært at holde fast i vores venskaber.