Jeg er ikke undtagelsen

 ”Halime, du er jo en af de gode muslimer.” 

Sætningen falder ofte sammen med et smil og et kærligt nik. Den slynges ud som en highfive, der rammer mig i ansigtet. Det er en sætning, der er gået igen så mange gange, at jeg har mistet overblikket. Ved studiestart. Ved jobstart. I mødet med nye mennesker, som falder inden for kategorien ”etnisk dansk”. I de situationer tænker jeg: Hvorfor er min tro så vigtig for dig?

Min tro bor stille i mig. Jeg lader den ikke fylde rummet eller kræve opmærksomhed. Når jeg har sunget i kirker under juleturnéer med koret, har jeg endda taget mig selv i at spekulere på, om jeg var en god muslim. Ikke fordi nogen spurgte mig direkte, men fordi spørgsmålene ulmede i rummet mellem blikkene og kommentarerne, når jeg ikke kunne følge med i Fadervor. 

Jeg ved godt, hvad min venindes forældre mente den aften. Vi sad omkring spisebordet, hvor den rosastegte oksecuvette blev sendt rundt med vinflaskerne. Jeg kunne mærke, hvordan blodet steg mig til ansigtet, og tårerne pressede på, mens jeg forsøgte at tage en tår af mit vinglas. Jeg åbnede munden. Forsigtigt. Forsøgte at forsvare de mennesker, jeg på en eller anden måde var blevet gjort repræsentant for, mens jeg holdt vinglasset op foran ansigtet. Jeg mærker presset og den indre konflikt vokse i mig. For kan jeg virkelig løfte rollen som repræsentant? Jeg både drikker og lader mit hår leve frit uden slør - Eller er det i virkeligheden netop dét, der gør mig acceptabel og til undtagelsen i deres øjne? Er det fordi, at jeg ikke synligt dyrker min tro eller adskiller mig ”for meget”, der gør mig til ”en af de gode”? Adskiller jeg mig mon for meget, når jeg ikke rækker ud efter fadet med bacon? Er jeg til besvær, når de måske havde drømt om en flæskesteg men endte med en oksecuvette? Jeg mærker igen trangen. Trangen til at beskytte mit bagland og passe ind. En trang jeg har mærket, siden jeg var barn. Særligt mærkede jeg dette i de mindre klasser. Jeg brød mig ikke om første dag efter juleferien, for jeg vidste, hvad der ventede mig. Mens de andre glædeligt fortalte om årets julegave, sad jeg med svedige håndflader og genererede ideer. For jeg følte, at mine forældre ville fremstå som onde, hvis jeg fortalte sandheden om vores manglende julegaver. Derfor lod jeg min enhjørningebamse optræde som årets gave to år i træk for at opretholde facaden over for mine klassekammerater i tredje klasse. Selv dengang måtte jeg lære at navigere i de usynlige forventninger, så jeg ikke faldt uden for fællesskabet.

Og igen nu, mens jeg skriver, kan jeg mærke rødmen i mine kinder. Den velkendte frustration. Trætheden. En træthed, der ikke kun rammer fysisk. I stemmen, der igen og igen skal forklare, nuancere, forsvare. I et land, der ellers ynder at rumme religionsfrihed. For der burde være plads til sådan nogen som mig, men et hurtigt blik i kommentarspor på internettet fortæller mig noget andet. Zapper jeg gennem fjernsynets kanaler og falder over en politisk debat, indtager jeg igen en ufrivillig rolle som hovedperson. Fortællingen om muslimer som dårlige mennesker, der begår kriminalitet og forårsager alle uhyrligheder i landet – Men jeg er undtagelsen. Eller det får jeg at vide. 

Jeg husker tydeligt, da Rasmus Paludan havde indtaget sin plads i Stoldal i Hobro, der bliver kaldt en ghetto. Ghetto. Et ord, der allerede har dømt os. Og også mit barndomshjem. Her satte han ild til vores hellige bog, råbte og skældte ud på religionen og menneskerne. Jeg ville ønske, han havde været der for at kritisere dem, der faktisk begik vold og kriminalitet. For de episoder, jeg husker derfra, blev ikke begået af muslimerne, man ellers pegede på, men af dem der pegede.

Det må have krævet et enormt stort fremmedhad at overfalde en dengang 13-årig dreng ved spejderhytten på vej hjem fra skole. De antog, han var muslim grundet hans hudfarve, så han fik et par brækkede ribben og et så farverigt hoved, at det maskerede hans hudfarve den næste uge. En anden gang var det min veninde. Hun stod på legepladsen, da nogle rev tørklædet af hendes hoved, så hun mod sin vilje viste en del af sig selv, hun havde valgt at dække. Hun tog det på igen, men hun befandt sig ikke alene i offentligheden fremover. For hende viste det sig nemlig, at grundlovens løfte om frihed ikke gjaldt hendes sololeg på legepladsen.

Begge gik i skole, lavede deres lektier og bidrog til samfundet i det omfang, deres alder nu tillod det. Min veninde fik dog ikke mulighed for ikke at være undtagelsen, for lige så let som hendes hår fløj i vinden, lige så svært skulle det være for hende at finde sig et ungdomsjob. Efter utallige jobansøgninger mødte hun op i det lokale supermarked i håb om endelig at blive set. Hun fik et tilbud med en betingelse. Tørklædet skulle af. Hun sagde nej og gik sin vej. 

Ligesom min veninde er jeg stoppet med at forsvare min identitet, jeg er stoppet med at læse kommentarspor, for det gør ondt på mig. Alligevel er det umuligt helt at undgå den retorik, der føres i fjernsynet og i medierne. 

Jeg sidder og følger med i valgresultaterne. Danmarksdemokraterne er blevet det næststørste parti med 19,1 % i Mariagerfjordkredsen. Det, der begyndte som en leg, hvor jeg sammen med min kæreste udelukkede byer, vi kunne bo i, føles ikke længere som en leg. Jeg startede med ”For i Danmark er jeg født, her har jeg hjemme,” og jeg endte med ”I hvert fald indtil den 24. marts”. Nu presser tårerne på igen. For hvor finder jeg mit hjem, når det lader til, at flere og flere, inklusiv min egen hjemkommune, stemmer på et parti, som ser mennesker som mig ude? Skal det absolut føles som en personlig kamp for overhovedet at få lov til at eksistere som bare mig? Kan jeg ikke være dansker og muslim, eller udelukker de to identiteter hinanden? Er jeg mindre dansker, hvis jeg udadtil er mere muslim? Når jeg bliver kaldt ”en af de gode,” føles det i virkeligheden som en betinget accept, fordi det underliggende præmis er, at muslimer som udgangspunkt er noget negativt. Jeg får følelsen af kun at få lov til at være dansk og ”en af de gode”, så længe jeg lader min tro leve stille - men skal den leve stille og undertrykkes, for at jeg kan leve frit? Det er ikke reel frihed. Jeg skal kunne rummes. Helt. Også hvis jeg en dag fravælger alkoholen og tilvælger tørklædet. For det ville ikke gøre mig til et monster. Det ville ikke ligestille mig med det usande og fordomsfulde billede af muslimer. For troen gør os ikke kriminelle. Den gør os ikke dyriske. Den gør os ikke til ”en af de dårlige”.

Disse tanker bringer mig tilbage til den dejlige duft af oksecuvette og de klingende vinglas. Da kommentaren kom, kunne jeg mærke, hvordan hyggen lige så stille blev kvalt under vægten af min ufrivillige rolle som repræsentant. Forsigtigt, stillede jeg vinglasset fra mig igen. Og som så mange gange før sagde jeg: 

Jeg er ikke undtagelsen. Jeg er eksemplet.