“Jeg er jo den samme, som jeg hele tiden har været”

Når Lasse Åbom prædiker, er der helt stille i kirken. Det eneste man hører, er lyden af den projektor, der bruges til at vise dagens PowerPoint, som skal styre gudstjenesten. Den summer, puster luft ud og oplyser noget af væggen bag Lasse. 

Lasse er iklædt en grå præsteskjorte, i modsætning til den typiske præstekjole. Ved siden af hvor han står, sidder en mørkhåret mand med fuldskæg ved klaveret, i modsætning til det typiske orgel. 

De er begge i øjenhøjde med de 18 fremmødte personer, som sidder overfor dem på stolerækker ned gennem kirkerummet. Generelt adskiller Lasses gudstjeneste sig fra de typiske i folkekirken.

Måske fordi det foregår i Immanuelkirken, en baptistkirke og endda den eneste i Aarhus af sin slags. 

Til gudstjenesten denne søndag, er der besøg fra menigheden i Vestjylland. Lasse kalder derfor denne dag for “fællesskabssøndag”. 

Baptistkirken er blandt mange ting kendte for deres dåbsproces, som de kalder for en bekendelsesdåb. Den går ud på, at en person først kan døbes, når denne selv kan udtrykke et ønske om det.

I det ligger det for dem, at alle allerede ved fødslen er guds børn.

“Du skal vide, at alt hvad du kommer med og alt hvad du er, er velkommen her og hører til.”, siger Lasse ud i kirkerummet. Inklusion af alle er nemlig et gennemgående emne i hans virke som præst. 

Lykkeligt gift 

Lasse møder sin første kæreste i gymnasiet, en pige som senere skulle blive hans kone. Alle de nye oplevelser der fulgte med, oplevede de sammen for første gang. 

Den unge alder gav derfor ikke plads til mange tanker om seksualitet. Den slags overvejelser blev forelskelsen altoverskyggende for.

De bliver gift som 23-årige, får deres første barn som 33-årige, og har 16 år sammen frem til 2019, hvor de skilles. 

I dag har de et godt samarbejde om deres to piger, som bor hos dem skiftevis i en 7/7 ordning. 

Børnene er vokset op i en lejlighed på Frederiksbjerg, som Lasse betegner som Aarhus’ Østerbro. Med fest, farver og alle mulige familiekonstellationer. 

Der i lejlighedskomplekset er stemningen sådan lidt kollektivagtig, og de spiser af og til aftensmad sammen på kryds og tværs af familier. 

I opgangen bor der et kvindeligt par, som venter sig et barn. Faktisk har de stort set alle sammen en tilknytning til queermiljøet. 

Nu med Lasse som en del af klubben. 

"Jeg har fået en kæreste" 

Mens Lasse prøver at finde sig selv igen efter skilsmissen, går han til psykolog. 

Han har på det tidspunkt gået lidt med tanken ’hvad nu, hvis jeg åbner den her dør?’, og med det samme psykologen overhører det, udbryder han, ”prøv det!”. 

I dag har Lasse og kæresten Jimmy snart kendt hinanden i fem år. 

Da de lærte hinanden at kende omkring et år efter skilsmissen, foregik det på lidt andre præmisser end i dag, for Jimmy var dengang for nyligt sprunget ud, og Lasse var på det tidspunkt slet ikke klar til at springe ud. 

Der var brug for tid fra begge parter. Både tid til at lande i det nye, men også tid til at fortælle venner og familie. 

Lasse erindrer klart, da han sidste år fortalte sine børn, at han havde fået en kæreste. Det var noget, som han længe havde forberedt sig selv på. 

”Jeg har fået en kæreste,” fortalte Lasse afventende sine to piger. 

Han var spændt på pigernes reaktion, men reaktion kom der ikke meget af. 

De spurgte nysgerrigt ind til, hvad hun hed.

”Han hedder Jimmy,” svarede Lasse. 

Efter en hurtig bemærkning om, hvorvidt kæresten skulle bo hos dem, var pigerne videre. For dem var det ikke større. 

Kritik fra kristne kollegaer 

Inden Lasse var sprunget ud, fornemmede han hvisken i krogene og ønskede at komme rygterne fra de kristne kollegaer i forkøbet. Derfor sprang Lasse officielt ud på sin Facebook i juni og præsenterede kæresten Jimmy offentligt for første gang. 

Det skete 14 dage inden, at landsledelsen for baptistkirken skulle diskutere, hvem der skulle have lov at sidde i ledelsen, særligt med fokus på køn og seksualitet. 

På grund af en sygemelding var Lasse ikke til stede under selve mødet. Alligevel blev han undervejs grundigt opdateret om, hvad der foregik. 

Det var ikke rart for Lasse at få at vide, hvordan de havde talt om ham bag hans ryg. En følelse af ubehag ramte ham. 

”Nu ved vi jo alle sammen godt, hvorfor vi skulle have dette møde. Lasse er jo sprunget ud,” får Lasse fortalt, at det er blevet sagt i mikrofonen. 

Bagefter blev det angiveligt tilføjet, at queerpersoner som Lasse ikke skulle have lov at være en del af ledelsen. 

Dengang Lasse fik stillingen i landsledelsen for omkring tre år siden, var han ærlig om, hvem han var kærester med. 

I dag har Lasse valgt at trække sig ud af landsledelsen. 

Selvom der står i Biblen, at mænd der ligger i med mænd er en vederstyggelighed, kan Lasse ikke helt tage det alvorligt. 

“Der står det samme om at spise rejer”, forklarer Lasse. 

Et kirkeligt liv 

”Hvis det sker, at nogen kommer ind fra gaden, er de velkomne til at sidde for sig selv de første par gange, men tredje gang bliver man bedt om at tage kage med” griner Lasse, der samtidig er klar over, at den ekstroverte menighed kan virke afskrækkende på en mere introvert kirkegænger.

Det aktive fællesskab i Immanuelskirken virker for nogle uoverskueligt, når sorg eller svære perioder i livet byder på stille refleksion. Hertil opfordrer Lasse til at supplere med folkekirkens mere anonyme tilbud. ”Vi kan noget forskelligt,” påpeger Lasse, der selv foretrækker det stærke fællesskab og kirkestrukturen i baptistkirken.

‘Baptistkirken i Danmark’ består nemlig af en række decentraliserede små kirker, hvor den enkelte kirke har stor selvbestemmelse. Det kan nogle steder virke ekskluderende, men skaber også plads til niche holdninger menighederne imellem.

I den en lille menighed i Aarhus kender man hinanden, og der opfordres til at tale om alt det, der tynger i hovedet og tankerne. De kender Lasses liv og forstår, at han, ligesom dem selv, ikke er uden fejl. 

Skilsmissen og konflikten med ledelsen modtages med åbenhed. Forståelse for de menneskelige problemstillinger understreges af anerkendende håndtryk ved ankomst og efter prædiken.

Siden 2013 har Lasse drevet et kirkeliv i Immanuelskirken, som både afspejler menigheden - og ham selv.

Barndom i bevægelse 

Da Lasse var barn, var det ikke lige så udbredt med skilsmisser som i dag. Det bærer hans barndom præg af, for søsteren og ham voksede op hos hver sin forældre. Han hos sin mor, og søsteren hos deres far.

Lasses første barndomshjem var i en gammel arkitekttegnet villa i Risskov. Fordi arkitekten selv skulle bo i det, var der mange kuriøse detaljer i huset: 

“Det var ret sjovt, og så var der både hemmelige rum og gange. Det var meget spændende, så der legede vi meget rundt”, mindes Lasse om barndomshjemmet.

Vennerne kom fra de mange forskellige fritidsaktiviteter, som Lasse gik til. Alt fra at spille teater til at skrive digte var ting, han fandt mening i: “Jeg engagerede mig i mange ting, det havde jeg både frihed og opbakning til.” 

Og de brede rammer, de betød meget for ham, “Jeg havde meget frihed, fordi min mor hun arbejdede meget. Det oplevede jeg ikke negativt, tværtimod.”

Lasses mor var sygeplejerske, og som følge af jobbet, flyttede de omkring fjerde klasse til Skørping. Hun skulle være med til at starte privathospitalet, som lå i et tidligere tuberkulosesanatorium.

Det tidligere sanatorium lå ude i en skov, og fordi kun halvdelen af bygningen blev renoveret, var resten af huset forladt. Lasse husker hvordan, den forladte halvdel blev den perfekte legeplads for ham og vennerne. 

Hjemme hos Lasse var der altid knækbrød i skabet, for hans mor vidste, at der ville blive brug for det, når Lasse endnu en gang tog sine venner med hjem: “Hun kaldte dem allesammen for skat. Det syntes jeg var mega pinligt.” siger Lasse, mens han griner. 

Der var på bygningen tilbygget nogle lejligheder, som de ansatte kunne bo i. Det blev Lasses og hans mors nye hjem. 

Tiltrukket af teologien 

Som barn blev Lasse ligesom alle andre børn ofte taget med til ting. Hans mor og familien i Nordjylland var kristne og tog ofte i kirke, og derfor gjorde Lasse det også. 

Da Lasse var 13 år gammel, gik det for alvor op for ham, at han gerne ville være præst. Præsten og ham var blevet gode venner. Lasse blev fascineret af præsternes måder at tænke på, og hvordan de mødte mennesker. 

På det tidspunkt gik han til præst hver onsdag i forbindelse med konfirmationsforberedelse, hvor han altid rejste med toget på en længere strækning. 

Året efter startede han i erhvervspraktik som præst, mens han samtidigt gik på aftenskole og læste latin. Han havde fundet ud af, at teologiens sprog tiltrak ham. 

I gymnasiet valgte Lasse en studieretning, hvor han lærte græsk og latin. Derfra var vejen banet for Lasse. 

Gå med fred 

En munter latter indhyller søndagens kirkegængere, der smiler opmærksomt ved de personlige barndomsanekdoter, der optræder mellem bibellinjer og salmesang.

De genkender beretningen om den barnlige vrede, som Lasse følte i konflikterne med søsteren under opvæksten, når hun, som den store, vidste lige, hvor hun skulle prikke, og han, som den lille, ikke kunne modstå provokationen. 

En stille alvor sænker sig, når barndomskonflikten bliver udskiftet med globale problemstillinger. 

”Det som konflikter ofte gør er, at vi kommer til at se meget, meget ensidigt på tingene og kun kan se hinanden som fjender eller modstandere” siger Lasse og forlægger menigheden, at konfliktens største risiko er det enøjede blik. 

Hans prædiken cirkler i dag fredens natur. Lasse demonstrerer for den lille menighed, hvordan fred ikke opnås ved at udrydde sine modstandere, men derimod ved at rumme uenigheden med kærlighed.

”Frelsen er nåde. For han er vor fred. Han gjorde de to parter til ét, og med sin legemlige død nedrev han den mur af fjendskab, som skilte os.” citerer Lasse Paulus. 

Ordnes personlige tyngde dysser kirkens gæster.

De store spørgsmål dvæler i den lille kirke, imens ekkoet af Lasse indledende budskab stilner af ved klaverets sagte toner. 

”Du er tilgivet, så tilgiv nu også dig selv, og tilgiv andre. Du er forsonet, så forson nu også dig selv og andre.”