“Jeg er menneske først. Ikke sygdom først.”

“Jeg savner min krop. Jeg savner det, den kunne.”

Elin sidder i sin kørestol. Når hun skal rulle fremad, krydser hun benene, så hun kan løfte benet uden følelse op fra jorden. Den ene arm ligger tæt ind langs kroppen og er slynget ind i et stykke stof, som kan holde den varm. Fra det store vindue, som lyser lejligheden op, kan man sværme for naturen på afstand. Lytter man godt efter, kan man høre havet, der bruser, og blæsten, der river i træerne. 

“Jeg kunne gå rundt i naturen og skoven. Det savner jeg allermest”. 

Som et lyn fra en klar himmel 

Elin er i dag 70 år og har de sidste fem år boet på Stefanshjemmet i Aarhus. Et socialpædagogisk botilbud og aktivitetscenter for mennesker med fysiske handicap og hjerneskader. Her er der støtte døgnet rundt.

For syv år siden fik Elin vendt hele sit liv på hovedet. Som et lyn fra en klar himmel blev hun ramt af en hjerneblødning, og alt det ved livet vi tager for givet, blev taget fra hende. 

I den første tid boede hun hjemme med hjemmepleje tilknyttet. Det var ikke en holdbar løsning, og hun prøvede i stedet forskellige kommunale tilbud. Til sidst endte hun på Stefanshjemmet, og selvom hendes rigtige hjem er hos sin mand, føles Stefanshjemmet trygt for Elin. 

I dag rammes 12.000 danskere årligt af et slagtilfælde (blodprop eller hjerneblødning). Det svarer til 33 personer om dagen. En tilfældig decemberdag for syv år siden på Kvicklys parkeringsplads ved City Vest, blev Elin en af de 33. 

“Er det din tur til at dø?” 

Det var starten af december 2018. Elin skulle købe ind til en græskarsuppe til julefrokosten på arbejdet.

Hun betalte ved kassen og trådte ud på parkeringspladsen. Det regnede og var mørkt. I hendes venstre arm slæbte hun indkøbsposen med alle ingredienserne til græskarsuppen.

Først var der en let smerte i den venstre arm. Så en snurrende fornemmelse. Elin satte sig på sin rygsæk for ikke at blive våd. Hun ville bytte posen over i den anden hånd, men det var som om, hun ikke længere kunne styre den venstre hånd, og posen gled bare ud. 

Der tænkte jeg: Nå Elin, er det din tur til at dø?

Hun råbte om hjælp til et par unge mænd, der kom gående. Den ene af de unge mænd var sygeplejestuderende, og da ambulancen ankom, overhørte hun ham fortælle ambulanceredderne, at det måtte være en blodprop eller en hjerneblødning.

Hvis det var en blodprop, tænkte hun, at det ikke var så slemt. Det kunne man hurtigere komme sig over, havde hun hørt fra jævnaldrende.

Ambulancen kørte Elin til hospital, hvor en elevator fragtede hende ni etager op til operation. Hun var ikke længere ved bevidsthed.

Da hun vågnede, var det synet af hendes familie ved foden af sengen, der mødte hende. Hun genkendte dem. Hun genkendte sine børn, og hun genkendte sin mand. Hun huskede stadig sit liv. 

En rigtig ildsjæl 

Et liv hvor det især var naturen, der fyldte. Svampeture i skoven, vandreferier til Nordspanien og havearbejde.

Der var også en andel i et toetagers landbrugshus i Sverige omgivet af marker og skov og med en lille sø i baghaven. Her er mange ferier blevet brugt, og andelen har Elin og hendes mand stadig i dag. 

Som uddannet biolog var naturen også en fast del af arbejdslivet. Tidligere ledte hun Økologiens Have i Odder, hvor familier kunne komme på besøg og lære om dyr og planter, og hvor alt var dyrket fra økologiske principper.

Hvis hun selv skal sige det, var hun en rigtig ildsjæl, når det kom til arbejdet. Så stor en ildsjæl at jobbet i Odder næsten sled hende op. Men Elin sagde stop. Lige inden stressen for alvor fik fat i hende.

I stedet fandt hun lykken som boligsocial medarbejder i Brabrand boligforening. Her fik hun igen ansvaret for haverne og naturen.

Glæden for naturen har hjerneblødningen ikke taget fra hende. Men i dag må Elin nøjes med at kigge fra sin lejlighed på Stefanshjemmet. Ud på havet og de windsurfere, der nærmest danser med vinden. Ud på de store bøgetræer og bilerne, der suser forbi langs strandvejen.

Det fører tankerne tilbage. Tilbage til gode stunder fra før i tiden med kanoture, med børnene og ferier med alle venneparrene fra studietiden.

Nyt liv, men samme relationer 

“Jeg holder modet oppe ved at se ud på lyset. Jeg kan blive ved med at kigge ud i timevis, og der flyder tankerne.” 

Når blikket flyttes fra vinduet, ser man Elins lejlighed. Det er den største, Stefanshjemmet har. Havde det ikke været for sengeliften og toilettet med gelænderet, havde man ikke bemærket, at der var noget anderledes ved denne lejlighed.

På væggen hænger billeder af familie og venner, som har været til stor hjælp for Elin. 

“Jeg har fået at vide, at jeg er sådan en, folk godt kan lide og godt kan lide at betro sig til.”

Mange ting har ændret sig i Elins liv siden før hjerneblødningen, men relationerne er de samme. Under billederne er et langt skrivebord spændt fast fra den ene væg til den anden.

Hun tager fat i et maleri, som ligger på bordet. Det har hun selv lavet. Hun har malet efter et foto, hendes søn har taget nede ved Aarhus havn. Elin har fået meget tid til ting, hun gerne vil lave. Derfor har hun gjort endnu mere ud af at male. Noget hun altid har holdt af, men som hun ikke kan på samme måde som før.

“Jeg skal være omhyggelig med, hvilken metode jeg bruger. Jeg skal bruge en, jeg kan styre nu.” 

Stadig Elin 

Elin har taget en beslutning. Selvom hun stadig er syg som følge af hjerneblødningen, får den ikke lov til at holde hende nede. Hun ved godt, at det aldrig bliver som før, men der er heller ingen grund til bare at sidde der og vente på at dø. 

Der var engang en psykolog, som sagde til hende, at hun skulle acceptere sin situation. Så blev hun sur.

“Jeg kan ikke lide ordet acceptere. Hvis jeg accepterer det, så betyder det, at jeg ikke vil gøre noget ved det. Så vil det sige, at der er punktum nu. At nu skal jeg bare sidde her og rådne op i min kørestol. Det vil jeg ikke.”

Den tilgang har Elin dog ikke altid haft. I perioden efter hjerneblødningen fik hun hjælp fra en neuropsykolog, som fandt frem til, at hun havde en svær depression. Depressionen varede ved i det første år. Den tog til, og en dag spurgte en læge hende, om hun ville skyde sig selv, hvis der var en revolver i lokalet. Hun svarede ja. 

Med hjælp fra psykologen blev det gradvist bedre, og Elin fik meget ros. En dag stillede hun sig foran en væg med billeder af sine børn og børnebørn. Lige der spurgte hun sig selv, om hun virkelig ville forlade dem nu. Hun brød sammen og græd, for selvfølgelig ville hun ikke det.

“Mine børn og børnebørn ville ikke kunne forstå det. De havde alligevel set en mormor, som ikke kunne så meget, men som stadig var med til tingene.”

Elin trives omkring mennesker og får ofte besøg på Stefanshjemmet. Blandt andet af de gamle højskoleveninder, som hun har kendt i 50 år. 

Forleden besøgte mine veninder mig, og de sagde, at jeg er menneske først. Ikke sygdom først.

Hun fortæller, at det er det, de kommer der for. Fordi hun stadig er Elin. Hun interesserer sig for det samme som før, og hun er stadig nysgerrig på deres liv. 

Det er vigtigt for hende at holde fast i sin egen kerne. Hun er stadig tynget af sorg, men i dag dukker den lidt mindre op, end den gjorde i starten.

“Hvis jeg nu var troende, ville det nok hjælpe, men det er jeg ikke. Det kan jeg ikke være som biolog,” siger hun. 

I lejligheden på Stefanshjemmet træder en medarbejder ind ad døren. “Hvad skal vi have i dag?”, spørger Elin.

“Det tør jeg ikke fortælle dig,” svares der.

“Åh nej! Det er ikke hamburgerryg igen vel?”

“Det er kalkun.”

“Kalkun, det smager som at række tungen ud ad vinduet,” konstaterer Elin.

Hun afslutter med at fortælle om en hypnose, hendes datter har lavet til hende. Hypnosen forsøger at plante et frø i hendes hjerne om, at hun udvikler sig. For hende handler det mere om at tro på det frem for at opnå det.

“Jeg tror på det, og så får jeg ro indeni,” siger hun.