”Jeg gjorde mine børns liv sværere, for at de voksne kunne få det bedre”
Jeanette fandt styrken I at stå ved sig selv i en svær tid med karriere og skilsmisse. Nu brænder hun for at hjælpe andre.
Solbriller for øjnene, de lyse krøller i en hårklemme og en moderigtig trenchcoat.
Ved Bassin 7 på Aarhus Ø summer der af liv, grin og glade dage på havnefronten i forårssolen. På en bænk med udsigt over vandet sidder 46-årige Jeanette Petersen og nyder en cappuccino.
”Her kommer jeg, når jeg lige skal fokusere og koble af,” fortæller hun og sætter sin kop på bænken ved siden af hende.
Jeanette retter blikket mod vandet.
Der var en tid, hvor hun særligt havde brug for at finde roen.
”Det ramte mig dengang, jeg stod i en skilsmisse.”
Hun bliver stille et øjeblik, før hun fortsætter.
”Det var utrolig hårdt, at skulle tage en beslutning der gjorde det sværere for børnene, men bedre for de voksne.”
Hun retter ryggen og fortæller videre:
”Der lærte jeg virkelig, at der altid er noget positivt man kan tage med. Det handler bare om at fokusere på det.”
Det blev noget, hun tager med sig videre i livet og ind i alt det, der kommer for fremtiden. Hendes måde at tænke på påvirkede også hendes arbejdsliv, hvor presset havde fyldt meget.
”Jeg arbejder lige ovre på den anden side,” siger hun stolt, og peger over mod Aarhus industrihavn med et smil.
Jeanette Petersen har mange års erfaring i mode- og livsstilsbranchen og er i dag ansat i et livsstilsfirma, der hjælper med at dygtiggøre andre.
”Det er en hård branche, modebranchen. Massere attitude og pres,” fortæller hun mens hun folder hænderne i skødet.
Netop derfor har det betydet meget for hende at kunne hjælpe andre på vej, når hun selv har været en del af et miljø med spidse albuer og skarpe kløer.
En vej til mere ro for Jeanette var yoga. Hun stoppede en årrække karrieren i modebranchen og blev selvstændig yogainstruktør i Sydfrankrig. Det var noget helt andet. At gøre hendes passion til en levevej, samtidig med at hun kunne hjælpe andre.
”Jeg har mødt personer på min vej, der er krøllet sammen i fosterstilling fordi de har været så pressede.”
Hun har i dag droppet det selvstændige yogavirke, da det ikke hang sammen at være selvstændig og være mor til to. Nu dyrker hun yogaen på hobbybasis, men erfaringerne følger hende stadig. Både i det private og i hendes nye job tilbage i branchen, hvor hun nu guider andre fremfor at være "in the middle of it".
Yogaen har nemlig givet hende en mere rolig og holistisk tilgang til livet.
”Det kan være svært at se det positive, når der sker noget forfærdeligt, men der er altid noget!” understreger Jeanette, mens hendes smil nu breder sig over hele ansigtet.