”Jeg hjalp alle omkring mig med at komme videre, men jeg glemte mig selv”
Ude foran Lecoq ved hipsterhøjen i Aarhus sidder Kent, en midaldrende mand gemt bag et par RayBan-solbriller, og nyder en chartreuse og øl. Han har fået det eneste solspot og jeg spørger om jeg må dele det med ham. Kent vil hellere snakke om mig end ham selv. Da snakken falder tilbage på ham, fortæller han om sin ekshustru og hans forhold. Lavmælt fortæller han ”Ja, det er jo ikke for sjov at miste et barn.”
Snakken går videre men jeg tillader mig at spørge til barnet. Kent holder en lang pause før han fortsætter.
”Da min søn var 21 år, hoppede han ud fra 5. sal fordi han havde taget LSD.”
Det er elleve år siden nu.
Man kan ane sorgen i hans øjne da sollyset rammer de mørke solbriller.
Han tager en tår af sin chartreuse.
Hans kolleger undrede sig meget over at han mødte på arbejde dagene efter ulykken. De mente han burde blive hjemme. ”Hvad skulle jeg ellers gøre, man bliver nødt til at prøve at leve videre.”
Han rejser sig for at hente en chartreuse til os. Han kommer tilbage og har smidt solbrillerne og i det også det skjold, der distancerede ham fra fortællingen.
”Jeg havde så travlt med at hjælpe alle omkring mig med at komme videre så jeg glemte mig selv.”
Sollyset er forsvundet fra vores spot. Jeg spørger om han er kommet videre nu.
”Nej. Jeg ved ikke om man nogensinde kommer over det. Det handler vel om at lære at leve med det.”
Vi snakker ikke mere om ulykken efter det. Kent fortæller om alle de ting han godt kan lide at bruge sin tid på. Han elsker at drikke en chartreuse og se på mennesker ved Graven.
