“Jeg kan få flere års fængsel for det jeg laver”

Ildsjælen fra Holland 

Et farvel til Holland og de første 21 år af hans liv. En ung Flemming Schollaart på vej mod et helt nyt land med en ny kæreste. Danske Anne Marie var den ungdomskæreste “Lyshåret med fletninger,” som Flemming fortæller, der fik ham til Danmark. 

Det skulle senere vise sig, at det ikke var ungdomskæresten, der blev hans store drivkraft men derimod hans engagement i legalisering af aktiv dødshjælp og det at hjælpe folk med at komme herfra, når sygdommen er blevet altoverskyggende, og de ikke længere magter et liv med konstante smerter.

Et liv fyldt med død 

Flemming brygger morgenkaffen i sit køkken. Det har været en sen aften dagen inden, men Flemming er frisk og i gang. Med en uge der startede i Stockholm fyldt med konferencer og foredrag, for så at besøge en veninde der er blevet opereret i København, er der allerede sket meget. 

Flemmings telefon ringer. Efter et par sekunder i røret siger Flemming, “Jeg har lige et par journalister på besøg, kan vi snakke senere?”. Der bliver lagt på. “Det var en ny patient”, fortæller Flemming. Det kan lyde underligt i manges ører det med, at Flemming taler om folk som patienter, for Flemming er hverken læge eller psykolog. Så hvilken slags patient taler Flemming om? 

Flemming Schollaarts liv har været fyldt med død og sygdom. Ofte er det ikke et liv, de fleste mennesker frivilligt vælger, men i Flemmings situation er det helt bevidst og en del af et valg, han tog tilbage i 2001 i forbindelse med sin mors død.

Flemming startede sit liv i Holland med at bruge syv år i en hospitalsseng grundet hjerte og hjerneoperationer. Hans far går bort i 80’erne som følge af hjernekræft, og halvfemserne sluttes af med, at Flemming tager fra Danmark til Holland for at passe sin dødeligt syge mor. 

I dag er Flemming 62 år og medstifter af interesseorganisationen Ret til at dø. Her fungerer han som ansvarlig for internationale relationer og mediekontakt, hvor han rejser rundt til konferencer i udlandet og holder foredrag om legalisering af aktiv dødshjælp.

Mest interessant er det dog, at han ved siden af sit arbejde med Ret til at dø aktivt hjælper mennesker, der gerne vil dø, med rådgivning, planlægning og fysisk ledsagelse til Schweiz. Det er mennesker, som er uhelbredeligt syge, og som han vurderer til at være ved deres fulde fem. 

Dog er det stadig noget, der i Danmark kan kategoriseres som medvirken til selvmord og dermed ulovligt ifølge §240. “Jeg kan få flere års fængsel for det jeg laver”, fortæller Flemming. “Jeg ønsker ikke at komme i klemme, men jeg hænger ud ad vinduet, imens toget kører, og det er farligt.” 

Hvornår startede Flemmings kamp? 

Det er i forbindelse med hans mors sygdom, at Flemming for første gang kommer i berøring med aktiv dødshjælp. I år 2000 blev hans mor så alvorligt syg med livmoderhalskræft, at hun ønskede hjælp til at afslutte sit liv. Flemming opsagde sit job og rejste hjem til Holland for at hjælpe med at passe sin mor i hendes sidste tid. Om morens død forklarer Flemming, hvordan aktiv dødshjælp var med til at give hende en god afsked.

Hele familien er samlet i morens hjem. En bror og hans fire søstre står rundt om sengen, hvor Flemmings mor ligger. En afsked Flemming synes alle har fortjent. “Det er sådan det burde at være”. Stemningen er fredfyldt, ingen tåre, men med en bevidsthed om, hvad der var i vente. De var alle forberedte og havde bearbejdet sorgen undervejs i processen. Livmoderkræften var blevet ubærlig, og Flemmings mor magtede ikke længere livet med sygdom. Et drop i armen der stille og roligt fik søvnen til at trænge ind og senere døden. Efter det sidste åndedrag var der en ro i rummet, “det føltes dejligt at hun fik fred”, fortæller Flemming.

I Holland blev det i 2001 gjort lovligt, at udfører aktiv dødshjælp som praktiserende læge på trods af, at det var blevet praktiseret i mange år i forvejen dog med mange retssager som følge af det. Kravene for, dem der søger det, er, at patienten giver et vedvarende, gentagende og udtrykkeligt ønske om aktiv dødshjælp, fordi man befinder sig i en ubærlig og nyttesløs lidelse. Alle de helbredende muligheder er blevet afprøvet. Det er det system, Flemming kæmper for, skal være en del af den danske lovgivning, og han har siden sin mors død viet sit liv til sagen.

Et lidt anderledes arbejdsliv 

Flemmings arbejdsliv består af mange ting, men hovedfokus er at hjælpe folk i deres sidste tid og med at give dem en værdig død.

Det starter med, at en familie tager kontakt til ham. Han promoverer ikke sit arbejde nogle steder, så de skal selv aktivt finde ham og tage kontakten. Så tager han en telefonisk snak med patienten og de pårørende, og laver en vurdering af deres muligheder. Få afviser han, og andre hjælper han. Dem der afvises, forsøger han at hjælpe på anden vis. Efter at kontakten er etableret, kører han ud til et fysisk møde med familien og møder dem. Et møde, han beskriver som krævende og vigtigt i sin relation til familierne.

Herefter hjælper han dem med at etablere kontakt til klinikkerne i Schweiz. Her hjælper Flemming familien med at finde hoved og hale i alt det praktiske og formelle i forbindelse med “livsafslutning”, som Flemming selv udtrykker det. En hjælp, der er nødvendig, men som han beskriver som hård og rørende. Han er sammen med familien hele vejen derned, og ofte kører han bilen. “Det er et intensivt rum at være i," forklarer Flemming, som de mest præcise ord til at beskrive situationen.

I hans arbejde kan han ikke slukke for følelserne. De er en præmis for arbejdet, og noget han bruger til at kunne være der for de pårørende, da han også er med helt inde i rummet, når det står på. “Jeg holder om dem, når de tager herfra,” Han er der for familien fra start til slut og også i efterspillet. Flemming fortæller, at han tit bliver inviteret til begravelserne efterfølgende.

Et tydeligt minde fra Schweiz 

En af de oplevelser Flemming Schollaart husker klarest, når han tænker tilbage på sit virke med aktiv dødshjælp, er en af de første gange, han hjalp en til Schweiz. Det var en buddhistisk dame, han var blevet kontaktet af gennem udenlandske organisationer. “Det var helt skørt for, jeg boede tilfældigvis også på samme vej som hende inde i Århus. Vi var i Schweiz, og der var et kæmpe snevejr på vej hen til klinikken. Dækkene var så slidte, at det var umuligt at køre lige. Hun sad og chantede buddhistiske remser på vejen derhen, og der var ingen samtale imellem os. Stadig var der en ro, og jeg følte ingen nervøsitet.” 

Flemming har også to gange hjulpet et ægtepar videre på rejsen sammen, hvilket har været nogle store oplevelser. “Det er det smukkeste og hårdeste på en gang. De har levet et fantastisk liv sammen, og giver hinanden den største gave at gå sammen”.

Det har heller ikke været et let arbejdsliv, fortæller Flemming, når han tager et kig tilbage på sit liv de sidste 20 år. Da Flemmings arbejde ikke er noget, han tager penge for, lever han af personlige donationer, både via folk, der kender til hans arbejde i Ret til at dø, men også via folk, han har hjulpet i privaten. “Jeg har brugt alle mine penge på det her”, konstaterer Flemming. Flemming forklarer, at det er gratis, det arbejde, han laver, og det er folks eget valg at støtte ham. 

Når han kører til Schweiz med de familier, han hjælper, er det Flemming som privatperson, der gør det og ikke gennem Ret til at dø. Ud over hans manglende indtjening ved hans arbejde så har det også påvirket hans kærlighedsliv. Flemming er ikke gift, har ingen børn og bor alene i sin lejlighed i Odder. “Jeg vil ikke leve i fortrydelse, jeg har taget mine valg.” 

En personlig tegning med sanskrit, et gult vægtæppe og en vase er blandt de smukke genstande, der er at finde i Flemmings lejlighed. Genstande, han fremhæver i sit hjem, som har en helt særlig betydning. Det er nemlig gaver, fra de patienter han har hjulpet, der stolt hænger i hans hjem. Tegningen med sanskrit er faktisk fra den buddhistiske dame, forklarer Flemming. Bøger på hylden, “Liv og død i andres hænder” står frem. På hans tur til Stockholm modtog han en nyudgivet bog om aktiv dødshjælp, der allerede var i gang med at blive læst 

Flemming runder af med at fortælle, at han ikke aner, hvordan hans liv havde set ud, hvis han ikke var gået ind i kampen for aktiv dødshjælp. Måske havde det været noget med egen virksomhed og kone og børn, men det er svært at vurdere, hvad der ikke blev, fortæller han. 

Flemming Schollaart har nu i mere end 20 år kæmpet for sagen. Da han startede tilbage i 2001, anede han ikke, hvordan det ville komme til at fylde hele hans liv.

Selvom motivationen for rejsen til Danmark kom i mødet med en kvinde, så blev det alligevel ikke til kone og børn for Flemming. Det er noget, han godt kunne have ønsket sig. Han fortryder dog ikke. Det er det valg, han har taget. “Livet et gået, som det er gået” konstaterer Flemming Schollaart.