”Jeg kan fanme ikke sidde stille på et kontor.”
Folk omkring David har altid sagt, at han nok har ADHD. Derfor er han nu i gang med at blive udredt for det, men selv er han ikke i tvivl:
”Inde i hovedet spiller det ikke så godt, men når jeg får det ud i mine hænder, så går det meget bedre.”
David er opvokset på en gård uden for Ebeltoft med sin familie. Derfor er det heller ikke nyt for ham at komme ud og bruge kroppen.
Så der står han på parkeringspladsen. Ved siden af en gravko i et område, der er markeret af orange kegler og tape. Et område man ikke må gå ind på, medmindre man arbejder der.
Med hånden på spaden, fortæller han:
”Mine hænder og mit hoved har altid været fyldt med maskiner og det praktiske arbejde.”
Folkeskolen var ikke nem for David at komme igennem. Han ville alt andet end at sidde stille.
Efter 10. klasse skulle han beslutte hvilken uddannelse han ville gå på. Det blev anlægsinstruktør.
Det er en uddannelse han nu kun mangler ét år af. En uddannelse hvor der heller ikke bliver brugt meget tid på skolebænken.
David siger med et smil på læben, at en arbejdsdag for ham typisk starter kl. 04 om morgenen, og at det ikke er noget, der skræmmer ham væk. Heller ikke at han ikke altid ved, hvornår arbejdsdagen slutter:
”Jeg kan godt lide, at ingen dage er ens på mit arbejde.”
Så nu fortsætter arbejdet. Spaden bliver hakket i jorden igen.
Han er glad for sin hverdag og kunne ikke forestille sig noget andet. Han holder af at komme ud af hovedet og ned i hænderne.
Nu skal projektet om at gøre klar til en ladestander for elbiler færdiggøres.