"Jeg overlevede det!" - Kirstine fik et nyt hjerte som 12-årig

Kirstine kigger op på sine forældre fra operationsbordet og siger farvel. Hun ved ikke hvorfor, ordene kommer bare. Sygeplejersken læner sig ind og fortæller hende rettende, at man siger ikke farvel, man siger vi ses. Grædefærdig og nervøs ligger 12-årige Kirstine, og venter på en hjertetransplantation, der vil ændre hendes liv. Forældrene prøver at forsikre hende om, at alting nok skal gå - og hvor meget de elsker hende. Lidt efter forsvinder hun ind i en seks timer lang koma. 

Hjertebarn 

Kirstine Biller blev født med en hjertefejl, som betød, at hun allerede efter tre dage skulle have indopereret en pacemaker. Det skulle vise sig at være den første af mange operationer, der kom til at præge hendes liv. 

Kirstine voksede op med sine forældre, MajBritt og Henrik, og hendes lillebror Anders i den lille by Ejstrupholm i Midtjylland. Barndommen var turbulent grundet hendes syge hjerte. I skolen sakkede hun bagud, og allerede i 4. klasse begyndte hun at mærke særlig forskel mellem sig selv og klassekammeraterne, især fysisk.

Hun oplevede smerten ved at blive valgt sidst, når der skulle spilles fodbold i idræt. Hun følte sig forkert og blev vred på sig selv, fordi hun bare ville være som de andre. 

13 gange inden kl. 12 

Kirstines sygdom betød at hjertet ikke formåede at pumpe blodet ordentligt rundt i kroppen, og derfor voksede det. Venstre side af brystkassen blev dobbelt så stor som højre, og hjertet begyndte at trykke på de andre organer. 

Halvandet år før transplantationen blev det så slemt, at der ikke var andre muligheder. Hun skulle have et nyt hjerte for at overleve. Hun fik det værre og værre, så slemt at hun overvejede, om livet overhovedet var værd at leve, hvis ikke der snart kom et nyt hjerte.

Hun var for syg til at gå i skole, og brugte i stedet dagene på sofaen, med tv-programmet De unge mødre i fjernsynet, katten Mulle og mor MajBritt som havde taget orlov for at passe hende.

En særlig slem dag havde Kirstine kastet op 13 gange inden klokken havde slået 12. Hun kunne knap nok bevæge sig fra sofaen til badeværelset for at kaste op, og mistede både kropsvægt og kontakten til vennerne. Hun håbede, med egne ord, på et mirakel.

Hjertedagen 

Miraklet kom. Kirstines hjertedag. Den 14. juni 2012. Hun var som sædvanligt derhjemme og så landskamp med sin far og bror, mens mor var i biografen med nogle veninder. En af de få gange hvor mor var ude af huset. 

Efter kampen blev de bedt om at tage nattøj på, mens far gik på toilettet. Fars telefon ringede ude fra køkkenbordet, og da far var optaget, gik Kirstine ud og tog den.

Til Kirstines store overraskelse var det fra Skejby sygehus, og så vidste hun godt hvad klokken var slået.

Hun spænede ned på toilettet, grædefærdig og i panik, til sin far der stadig sad på toilettet. Lægen fortalte i telefonen at der var et hjerte klar til Kirstine, og at de ville sende en ambulance med det samme. Far spurgte noget fortumlet om det var fra Nørre Snede at ambulancen kom fra. Lægen bekræftede, og familien havde fem minutter til at gøre sig klar. 

Kirstine og lillebror skyndte sig tilbage i tøjet, mens far ringede til den stadig uvidende mor, der sad i biografen. Men da telefonen var på lydløs, måtte han kontakte biografens personale og mor nåede at komme hjem inden ambulancen kørte. 

Ambulancefolkene var rolige i modsætning til den oprevne familie. Men så snart de kom ind i ambulancen, gik det stærkt, så stærkt, at al aftensmaden kom op igen. Det skulle den alligevel inden operationen. 

Mit andet hjem 

Her lå Kirstine på en hospitalsseng. Omgivet af sin mor og en ambulancebehandler der allerede var i gang med at tage blodtryk og lægge drop. Svimmelheden og køresygen gjorde hende kvalm og desorienteret. 

Det var først da Kirstine nåede ind på sygehuset, hvor kvalmen fra køreturen var aftaget, at det begyndte at gå op for hende. Det er nu.

Hele sundhedsapparatet stod klar. Hun fik fjernet neglelak og blev iklædt en operationskittel. Hun følte sig tryg. Hele hendes liv havde hun været inde og ude af sygehuset. Den sterile duft af sprit gjorde hende tilpas, da den mindede hende om alle de gange hun havde været på hospitalet. Mit andet hjem kalder hun det. 

Men da hun bliver kørt ind i elevatoren og kørt op til operationsgangen, begynder nervøsiteten og gråden at kravle frem. Efter kys og kram og mere gråd, får hun narkosemasken på, og alting sortner. 

Jeg overlevede det! 

Kirstine vågnede op efter ca. 13 timer på intensivafdelingen, omgivet af sin familie. Selve operationen havde taget seks timer, og de efterfølgende ca. syv timer havde hun brugt i respirator. Operationen var vellykket. Lægerne havde forberedt dem på at man kunne ligge i respirator i flere dage, så noget tydede på at det var et godt hjerte hun havde fået. 

Det første hun mærkede, var røret i halsen, som havde hjulpet hende med at trække vejret. Hun ville have det ud, fordi hun var tørstig, meget tørstig. Kirstine fagter med hænderne for at få røret fjernet. Da det endelig kommer ud, udbryder hun: Jeg overlevede det!

Trods glæden for at have overlevet, havde kroppen det som om at den havde fået tæsk. Brystbenet var blevet brækket op og lappet sammen igen, for at komme ind til hjertet. 

Kirstine forlod intensivafdelingen efter to dage, og blev overflyttet til en almindelig afdeling. Hun var indlagt i alt 13 dage, hvilket på det tidspunkt var rekord. 

En hård tur 

De 13 dage som Kirstine tilbragte på sin enestue, blev brugt på tiltrængt familiebesøg og lidt fjernsyn i baggrunden. Hun var på store mængder medicin, som medførte kvalme og utilpashed. Heldigvis måtte hun selv ønske aftensmaden fra hospitalskøkkenet, og pasta med kødsovs var livretten. 

Vigtigst af alt, blev tiden også brugt på genoptræning. Ret basal genoptræning, hvor hun skulle lære at rejse sig fra sengen, gå en tur og bøje i ryggen. Hun kæmpede med at gå ordentligt og blev efter 6-7 dage sat i kørestol, hvis hun skulle omkring.

Det var indtil hendes hjertelæge, Keld Sørensen, kom og ville tjekke hvordan hun havde det. Hun havde det efter omstændighederne godt, så han ville tage hende med ned og få en is i hospitalskiosken. Kirstine rejste sig fra hospitalssengen, og var klar til at sætte sig i kørestolen, Men Keld Sørensen kom hende i forkøbet. Lægen satte sig i stedet i kørestolen. Nu var kroppen stærk og klar til at gå en tur. En hård tur, men det lykkedes og Kirstine fik en velfortjent is.

Hvis du er klar til at modtage, er du så klar til at give? 

Kirstine lever i dag, fordi et andet menneske valgte at være organdonor. Et valg hun er uendeligt taknemmelig for. Hun føler hun har fået en chance mere i livet. Da man i følge lovgivningen ikke kan få information om donoren, har Kirstine aldrig haft mulighed for at kontakte de efterladte. Hun ville gerne fortælle hvor godt hun har det nu, og hvor stor en

Selvom hun har sin donor at takke livet for, vil hun aldrig presse andre til at blive organdonor. Hun vil blot opfordre til at folk tager stilling til om de vil være organdonor eller ej. I hendes optik skal man overveje, hvis man er klar til at modtage et organ, skal man så ikke også være klar til at give? 

Det nye tiltag har umiddelbart været en succes. Fra starten af juni og frem til slutningen af august, har 300.000 danskere taget stilling til organdonation. I alt er der nu 1.85 millioner danskere som har været inde og tage stilling (Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet) En glædelig udvikling for de ca. 400 danskere, som lige nu er på venteliste til at modtage et organ.

50 sovende soldater 

I dag lever Kirstine et næsten normalt liv med kæresten Frederik. Selvom Kirstine kom godt ud af sin hjertetransplantation, har det stadig sine følger i dag. Kirstine tager dagligt fem piller der b.la. dæmper hendes immunforsvar så kroppen ikke afstøder hjertet. Det gør at hun ofte er syg.

Hendes læge beskrev da hun var lille, pillernes virkning som, at kroppen har 100 soldater der bekæmper sygdom. Men soldaterne tror også at det nye hjerte er en trussel, og derfor angriber de også hjertet. Pillerne får derfor 50 af soldaterne til at sove. 

Kirstines krop arbejder generelt hårdere end andres, og derfor måtte hun opgive fuldtidsarbejdet i Imerco, da det var for fysisk krævende. Nu arbejder hun deltid i en lægepraksis, hvor duften af sterile flader stadig giver hende den tryghed, hun kender fra operationsgangene. 

En ny chance 

Sygeplejersken havde ret. Det var ikke et farvel men vi ses. Kirstine nåede ikke engang at fornemme at hun var væk, og familien var der til at til at kysse og kramme hende da hun vågnede, præcis som da narkosen tog hende væk. Kirstine har fået en ny chance i livet fordi hendes donor havde taget stilling til organdonation, noget hun håber på alle, vil gøre. For er du klar til at modtage et hjerte, er du så klar til at give?