“Jeg savner sommetider livet som hjemløs”

Udenfor varmestuen bliver endnu en cigaret tændt. Den løftes til munden, og gløden lyser klart op på den anden side af gaden. Røgen stiger langsomt mod himlen og forsvinder stille. Vi befinder os foran værestedet for hjemløse i Sydhavnen – et tilflugtssted, hvor mennesker fra gaden søger hen for at få et måltid, en pause og en udstrakt hånd. 

– Jo mere man er i det her miljø, jo mere må man gå på kompromis med sig selv, siger Anders Nielsen, der har tilbragt det meste af sit liv på gaden. 

Et liv i overgang 

Selvom Anders Nielsen i dag ikke længere lever som hjemløs, opsøger han stadig miljøet og de mennesker, han har delt både gode og svære tider med – mennesker, der stadig befinder sig i Sydhavnskvarteret. 

Han har fået stillet en lejlighed til rådighed af Aarhus Kommune og anskaffet et arbejde ved Foreningen Gadeliv hvor han gennem byvandringer fortæller om de hjemløses vilkår. I dag er han tilknyttet Rusmiddelcenter Aarhus hvor han på ugentlig basis får udleveret medicin der lindrer abstinenserne som mange tidligere misbrugere oplever. 

Selvom han i dag får hjælp fra kommunen, har han fortsat svært ved at vænne sig til den nye tilværelse med faste strukturer og aftaler. 

– De første tre år sov jeg ikke i min lejlighed. Jeg sov på gaden. Jeg kunne ikke holde ud at være alene og følte mig ensom, fortæller Anders Nielsen om den svære overgang fra hjemløs til et liv med tag over hovedet. 

Når en bolig ikke er nok 

Aarhus Kommune har gennem den landsdækkende Housing First tilgang forsøgt at bekæmpe hjemløshed ved at hjælpe de berørte med at finde en lejlighed. Men det er et omfattende projekt med betydelige mørketal som gør det svært at vurdere problemets reelle omfang. 

Der er nemlig ikke en klar definition på hvad en hjemløs person er. Ifølge Hus Forbi sover omkring halvdelen af de hjemløse på herberg eller forsorgshjem mens andre har mulighed for at overnatte ved bekendte. Gadesoverne udgør blot omkring en tiendedel af de hjemløse og derfor er det uklart hvor grænsen for hjemløshed går. 

Når man først får et sted at bo, er hjemløsheden i sin grundlæggende forstand løst – det er en midlertidig tilstand, der kan brydes, som det er sket for Anders Nielsen, der i dag har sin egen lejlighed. Resten handler om den enkeltes vej i livet, for med en bolig har man – som Social- og Boligstyrelsen udtrykker det – genvundet en grundlæggende menneskerettighed. 

Barndommen der gik i stykker 

Ifølge Social- og Boligstyrelsen er unge i øget risiko for hjemløshed, hvis de har oplevet traumer eller svigt i barndommen. Uforudsete eller voldsomme omstændigheder som skilsmisse eller omsorgssvigt kan få unge til at føle sig tvunget til at forlade hjemmet – og dermed blive udsat for livet på gaden. 

Dette er noget som Anders Nielsen fortæller at han kan genkende fra sit eget liv. Som otte årig blev hans forældre skilt og fra den ene dag til den anden faldt familien og de trygge rammer fra hinanden. 

Aftenen, hvor det skete, står stadig klart for ham. Op til da havde der været flere skænderier mellem hans forældre, og den aften var ingen undtagelse. Han kunne høre dem råbe i køkkenet. Så faldt stilheden. Mor hentede ham ind i stuen til far. 

– Jeg blev kaldt op i stuen og fik at vide at jeg ikke måtte fortælle min lillebror om det. Jeg måtte ikke fortælle ham at vores forældre skulle skilles og at det hele ville forandre sig. De ville forsøge at skåne ham for det. 

Tristheden ramte ham som et slag mod hovedet. Intet gav mening. Han ser uforstående op på sine forældre. 

Selvom det er lang tid siden, vækker mindet om aftenen stadig sorg og tårer hos Anders. 

– Undskyld, jeg bliver bare påvirket af det, siger han med en brudt stemme. 

Aftenen skulle vise sig at have omfattende betydning for hans opvækst. Med familielivet itu og fraværende omsorgspersoner blev han mere og mere risikovillig. 

Eventyret der endte i misbrug 

Efter et par turbulente år sidst i folkeskolen opstod der en mulighed for at tage ud at rejse, og komme væk fra hvad Anders Nielsen beskriver som værende en kedsommelig hverdag. 

– Da jeg var 19, havde jeg en kammerat, der havde haft nogle italienere boende – den enes far ejede en kreditkortfabrik i Milano. De sagde, vi skulle komme, hvis vi fik lyst til at rejse. Vi havde ikke mange penge, så vi besluttede at blaffe dertil. 

Da de ankom til Milano, viste det sig imod forventning at der ikke var noget arbejde og med let hjerte beslutter de sig for ikke at lade sig påvirke af situationen og vælger at tage videre mod Frankrig til fods og på tommel. 

Hen over tre dage går de langs kysten og passerer citrontræer, der frister når pengene er sluppet op. Begge kammerater skærer citroner op, hælder sukker ned i frugtkødet, og spiser det som et måltid. Det tager ikke modet fra dem at mangle mad. I Frankrig møder de folk som sover på gaden. De lærer at tigge om penge. Selvom det kræver mod at spørge fremmede om de har lidt tilovers, beskriver Anders Nielsen deres liv dernede som 'duften af sommer'. 

– Planen var at vi ville tage til Italien for at finde arbejde, så vi kunne tjene penge og rejse videre. Men det skete jo ikke. Jeg syntes at hvert sekund var en oplevelse. 

Faldet tilbage 

Men det, der begyndte som ‘en oplevelse’, bliver alvor. Da Anders Nielsen efter et par måneder vender tilbage til barndomsbyen Padborg, mærker han, at han har forandret sig – præget af et stigende stofmisbrug, som tog fart, da livet på gaden i udlandet med bar lettilgængelige stoffer. 

Jo flere stoffer han indtog, desto mere mærkede han, hvordan han forandrede sig og begyndte at tage afstand fra sine nære relationer. Vrangforestillingerne om, at han var uønsket, tiltog. Overvældet af skam og selvom han havde prøvet det før, var det første gang, han for alvor følte sig nødsaget til at sove på gaden – på trods af at hele hans omgangskreds var i nærheden. 

Skam og usikkerhed over, hvordan folk vil tage imod ham, fik ham til at søge væk – og han endte med at tilbringe natten på klinkegulvet i et offentligt toilet ved Frøslevlejren. 

I perioden der fulgte, begyndte han at eksperimentere mere og oftere med stoffer. Selvom rusen og letheden der kom med stofferne, var kortvarig, var behovet efter dem det ikke. Anders Nielsen begyndte at blive afhængig hvilket kom stærkest til udtryk igennem abstinenserne der dagligt meldte sig og kaprede kontrollen. Det eneste som kunne dulme abstinenserne, var en ny bane eller sprøjte der gav øjeblikkelig lindring og ro i sindet. 

Vendepunktet 

Igennem en årrække levede Anders Nielsen som hjemløs på gaden i Danmark. I de år sank han ned i et mørkt miljø præget af et omfattende stofmisbrug. Indtil en dag i 2016, hvor en veninde greb ind og fik hjulpet ham i behandling. 

I dag er Anders Nielsen i substitutionsbehandling med metadon, et middel der bruges til at erstatte afhængighed af opioider, og er medvirkende til at han kan opretholde en mere stabil hverdag uden et stofmisbrug. 

Fordi metadon udskrives på recept, udelukkes risikoen for at man ved en fejltagelse kommer til at indtage kopimedicin – og samtidig mindskes risikoen for at man falder tilbage i det usikre miljø som forbindes med stofmarkedet. 

Et skridt ad gangen 

For mange stofmisbrugere er det en vej væk. Ikke fra afhængigheden – for den slipper man aldrig helt – men fra livet på gaden, hvor usikkerheden hersker, og hvor man tager en dag ad gangen. For når man lever på gaden, ved man aldrig, om man kommer uskadt gennem natten. 

Han lader jointen gløde mellem fingrene. Et langsomt sug, et stille pust – røgen driver op i luften. Verden føles rolig et øjeblik. 

– Jeg ryger det for at dæmpe nervøsiteten, forklarer han med et strejf af skyld, inden han går hen til gruppen af unge. Han skal på arbejde nu. 

– Jeg kender folk, der sover med åben sovepose, fordi de er bange for, at nogen vil sætte ild til dem, mens de sover, fortæller Anders Nielsen under en guidet tur for Foreningen Gadeliv, hvor han deler anekdoter fra sin tid på gaden. 

Mellem to verdener 

På den anden side af gaden venter en præst og en gruppe konfirmander. Anders skal vise dem området. Mellem forladte bygninger ligger kanyler spredt på den revnede asfalt – spor af en anden virkelighed. I slidte ejendomme samles små fællesskaber, og dem, der ikke hører til, skiller sig hurtigt ud. Sådan forklarer Anders det, mens han deler sin livshistorie og fortæller om livet på gaden. 

Selvom det på papiret ser ud til at Anders Nielsen er kommet på den anden side, så er der fortsat noget som tiltaler ham ved tilværelsen som hjemløs. 

– Jeg savner sommetider livet som hjemløs. Jeg savner friheden i det, fortæller han. 

For selvom han er et nyt sted i livet, standser han fra tid til anden op og tager sig selv i at se tilbage på livet som gadesover med afsavn. Det var ofte råt og koldt, men også genkendeligt. Og i det velkendte lå en form for tryghed – for når det er dét, man er vant til, kan selv gaden føles som hjem.