"Jeg slår ham ihjel": 58-årige mand kendt skyldig i hashsalg og trusler mod offentlig ansat
En 58-årig mand fra Randers er idømt seks måneders ubetinget fængsel for hashsalg fra sin bopæl og at true en medarbejder fra psykiatrien på livet
En 58-årig mand er på anklagebænken i Retten i Randers. Han er tiltalt for at true en medarbejder i psykiatrien på livet, og kontinuerligt hashsalg fra sin bopæl.
Iført sort Moncler dynejakke, Tommy Hilfiger joggingbukser og en sort skjorte hvor halvdelen hænger udenfor bukserne, sidder han ned med et rokkende højre ben, og øjne der stirrer. Han kigger på de beige lamelgardiner, der blokerer for det meste sollys i retslokalet.
Det er ikke første gang, han er tiltalt i en straffesag. Det er hans fjerde.
Anklageren går igennem anklagepunkterne. Det er en lang liste.
2 år, 5 ransagninger, 1,8 kilo hash
Det var hyppigt, at den 58-årige fik besøg af politiet. Fra perioden d. 20. november 2023 til d. 19. marts 2025 foretog politiet fem ransagninger på tiltaltes bopæl. Og hver gang var der gevinst.
Der blev i alt fremdraget 1,8 kilo hash i lejligheden. Imellem 40 og 387 gram hash blev fundet i løbet af de fem ransagninger. Tiltalte forklarede, at han selv har et omfangsrigt hashmisbrug, som resulterer i, at han gerne er oppe og ryge 40 gram om dagen. Han hævder, at hashen aldrig har været med henblik på videresalg.
Den forklaring opponerer anklageren mod.
To betjente er indkaldt som vidner. De har begge været med ransagningerne på tiltaltes bopæl. Den ene betjent udtaler, at det var ”alment kendt i byen”, at man kunne købe hash ved den 58-årige.
Derudover blev der også fundet en digitalvægt, små gennemsigtige poser og op mod 40.000 kr. i kontanter fordelt på mindre pengesedler. Hertil forklarer tiltalte, at digitalvægten og poserne kun har været til han eget personlige hashforbrug, og pengene havde han lånt af en ven. Anklageren spørger så om tiltalte har noget, der kan bakke hans forklaring op. Det svarer han nej til.
Anklageren tager endnu et værktøj i brug. Tiltaltes telefon.
Han læser Messenger korrespondancer op fra telefonen: ”Kan jeg komme og købe for 500kr. i dag?”. Hvortil den 58-årige svarer ”Ja” i Messenger-tråden.
"Jeg har 16 sider med beskeder, der minder om denne. Skal jeg fortsætte igennem dem alle, eller vil du nu erkende, at der foregår hashsalg fra din lejlighed?”, spørger anklageren den tiltalte.
Med tøvende og udmattet stemmeføring erkender tiltalte, at han ”jævnligt” har solgt hash fra sin lejlighed. Til grund ligger han sit dårlige mentale helbred.
Trusler på livet
Hashsalget er ikke det eneste den 58-årige ligger til grund for sit dårlige psykiske velvære. Det samme gælder også et andet forhold han er tiltalt for - trusler mod en ansat i offentligt arbejde.
”Jeg slår ham ihjel, det er mit primære mål”. Denne sætning møder en kvinde i telefonen om morgenen d. 20. november 2023. Kvinden er ansat i psykiatrien i Randers og manden der omtales, er hendes kollega.
Hun sidder og afgiver forklaring i vidneskænken. Hun er 100 procent sikker på, det er den 58-årige, der er i røret. Stemmen er genkendelig.
Det skete ofte, næsten hver dag, at den 58-årige kontaktede psykiatrien i Randers. Nogle gange var det for at sludre, og andre gange var det for at skælde ud.
”Men den her dag blev det for voldsomt”, siger hun.
Det sidste vidne der skal afgive forklaring, er manden truslen omhandlede. Manden arbejder som nattevagt i psykiatrien. Han fortæller, at han både har haft gode og knap så gode samtaler med den tiltalte.
”Det er noget, jeg tager med et gran salt”, siger vidnet. Han er vant til at snakke med psykisk syge patienter.
Forsvareren spørger vidnet ind til, om han tror den 58-årige nogensinde ville gøre alvor af truslerne qua hans dårlige mentale helbred.
Her svarer vidnet, at " i momentet så ja, men når det værste temperament er dampet af, så tror jeg det ikke”.
Det blev det sidste ord.
Seks måneders ubetinget fængsel
Den 58-årige blev fundet skyldig i seks ud af tretten anklager. De fem ransagninger med hashfund og truslen mod en ansat på psykiatrisk afdeling. Straffen blev på seks måneders ubetinget fængsel.
Det retten lagde vægt, på i forhold til straffeudmålingen var, at den tiltalte tidligere har fået tre betinget domme for hashsalg. Nu blev den ubetinget.
Efter fem minutters tænkepause meddelte forsvareren, at dommen blev accepteret.