“Jeg troede, vi skulle dø”

Når Lau ikke serverer kaffe fra sin hjemmebyggede ladcykel i Uniparken, søger han de uforudsigelige oplevelser. Han har i sit rodløse sind altid hungret efter eventyret og adrenalinsuset. 

Syv måneders sejlads fra Skive til Colombia var derfor lige ham.

Laus hungrende rejselyst fandt genklang hos de 15 unge ombord på sejlskibet Neptun.

Rejsen havde stop i flere lande inden de med stor forventning begav sig ud på det store Atlanterhav. 

Lau havde inden rejsen håbet på at havne i nogle situationer, hvor han kom på udebane. Han havde faktisk håbet på regulært uvejr. “Det ville bare være fedt at prøve” siger Lau med et kækt smil på læben.

Laus håb skulle vise sig at gå i opfyldelse. Og mere til.

Vejret trak op til storm og de forholdsvis grønne amatørsejlere skulle forberede sig på 5 dages intens sejlads med høj bølgegang.

Det mentale overskud forsvandt langsomt i takt med, at frygten for havets uforudsigelighed vokser.

“Regnen gjorde decideret ondt” fortæller Lau.

Uvejret er skyld i, at Neptuns GPS-sender var ude af drift. De havde ikke længere et overblik over, hvor de skal sejle hen for at undslippe havets barske ansigt.

Stormen tiltog og masten rokkede fra side til side, som om den til enhver tid kunne knække. Vandet fossede ind over dækket, og Lau var sikker på, at de ville kæntre. “Jeg troede, vi skulle dø”.

Da stormen endelig aftog, kiggede Kaptajnen på den hårdt prøvede mast og registrerede til alles store overraskelse og held, at den sad fast i den absolut sidste møtrik. De andre møtrikker var forsvundet i, hvad Lau beskriver som det vildeste stormvejr.

Uden samarbejdet og kaptajnens erfaring, kunne det nemt være endt helt anderledes. 

Nærdødsoplevelsen gav en euforisk stemning til hele båden, og de fejrede, at de stod på den anden side af uvejret med stor lettelse. 

Stormvejret står i skærende kontrast til denne solbeskinnede septemberdag, hvor Lau slukker de universitetsstuderendes kaffetørst med et varmt smil.