“Jeg tror ikke, jeg var kommet ind på DMJX, hvis jeg ikke havde gået på Rønde Højskole”

Da 21-årige Anne-Sofie Eliasen satte kurs mod Rønde Højskole, var rygsækken ikke kun fyldt med sandaler, sommerkjoler og store drømme - med sig i bagagen havde hun også en nagende tvivl om, hvorvidt hun egnede sig til at være journalist eller ej. 

Da hun som gymnasieelev havde talt med sin dansklærer og sine forældre om denne drøm, var det hele tiden det samme råd, som gik igen. 

“Mine forældre har altid støttet mig, men de sagde også, at jeg burde have en plan b, hvis jeg ikke kom ind,” fortæller Eliasen. 

Optagelsesprøven til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er berygtet for at sortere størstedelen af ansøgerne fra. Men fire en halv måneders højskole senere lå svaret i Eliasens indbakke: Optaget. 

Og i dag er hun ikke i tvivl:

“Jeg tror ikke, jeg var kommet ind på DMJX, hvis jeg ikke havde gået på Rønde Højskole,” fortæller Eliasen, hvorefter hun uddyber: “Men der er jo nogen, der ikke har midlerne til at komme på højskole”. 

“Jeg har ikke et hemmeligt våben, som jeg kan give til mine højskoleelever”

Dagmar Winther har været underviser på journalistlinjen på Rønde Højskole i to årtier, hvor hun har sendt omkring 40 hold journaliststuderende ud i verden. 

Men for hende er det ikke et succeskriterium i sig selv, at hendes studerende klarer sig igennem optagelsesprøven på DMJX.

“Nogle gange er det også rart at få aflivet nogle drømme,” siger hun. “Hvis en elev opdager, at han faktisk hader at røre ved andre mennesker, så er det måske godt, han finder ud af, at læge ikke var drømmen alligevel. Det samme gælder journalistik,” fortæller hun. "Afklaring er en vigtig del af processen.”

Alligevel lægger hun ikke skjul på, at mange af hendes elever klarer sig godt til optagelsesprøven. 

“Groft sagt tror jeg, at det er omkring to tredjedele af dem, jeg har haft, der er kommet ind på DMJX”.

Winther afviser dog blankt idéen om, at hun ligger inde med en formel for succes: “Hvis jeg havde en facitliste, måtte mine elever gerne få den. Men sådan fungerer det ikke.” 

I stedet ser hun sin rolle som én, der kan dele lidt ud af sine egne erfaringer som journalist: “Jeg kan hjælpe med at sætte gang i refleksionerne, men refleksionerne skal være deres egne. Hvis man møder op til prøven med noget, der bare er indøvet, bliver det enormt tydeligt,” siger hun.

Og selvom Winther erkender, at det ikke er alle, der har mulighed for at prioritere et højskoleophold, mener hun ikke, at studieforberedende højskoler giver en købt fordel.

“Det er ikke noget, jeg kan håndfodre folk med. Det handler om at give sig tid til at fordybe sig og finde ud af, hvem man er som kommende journalist. Det kan du ikke købe dig til.”

“Uligheden er et samfundsmæssigt problem, som ikke er vores ansvar at løse alene”

Hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har man affundet sig med, at den famøse optagelsesprøve på DMJX igen og igen bliver diskuteret. Men for institutleder Henrik Berggren handler optagelsesprøven om noget helt grundlæggende i journalistfaget, som han ikke vil gå på kompromis med. 

“Historisk set har journalistuddannelsen ikke krævet en gymnasial uddannelse. Journalistik skal være en profession, der skal rumme mennesker fra hele samfundet,” forklarer han. “Derfor optager vi ikke elever på baggrund af deres karaktergennemsnit.” 

Berggren er ligeledes bekendt med, at der potentielt kan være en betydelig procentdel af elever på DMJX, som kommer fra studieforberedende højskoler. Det ser han dog ikke som et problem i sig selv, men afviser heller ikke, at et højskoleophold kan gøre en forskel: 

“Min anekdotiske formodning er, at ansøgere fra studieforberedende højskoler nok klarer sig bedre,” beskriver han. “Og det er måske ikke så mærkeligt, når de har øvet sig og måske allerede har interessen.” 

Berggren ser dog ikke, at det er op til DMJX at løse den ulighed, der kan opstå i deres rekruttering af elever. For ham er det et samfundsmæssigt problem: 

“Børn med ressourcestærke forældre klarer sig bedre i skolen. Det er et samfundsmæssigt problem som ikke er vores ansvar at løse, forklarer han. “Men vi arbejder bevidst med det i vores optagelsesprøve, og vi tager diversitet med i vores overvejelser.”

“Man installerer en lukkemekanisme, som mange unge ikke har råd til at være en del af”

Ulighed i uddannelsessystemet er ikke et nyt fænomen, hvis man spørger sociolog Jens-Peter Thomsen, som er professor MSO ved VIVE og har mange års erfaring som forsker i ulighed i uddannelsessystemet. 

Ifølge ham er det netop på de videregående uddannelser, at forskellene mellem de sociale lag bliver tydelige: “Uligheden er størst på de videregående uddannelser. Det er dér, man tager temperaturen,” forklarer han. “Hvis man har akademikerforældre, har man eksempelvis 25 gange så stor chance for at læse statskundskab, som hvis man kommer fra arbejderklassen. Uligheden er substantiel.”

Og det er her, studieforberedende højskoler kommer ind i billedet, hvor Thomsen ser et generelt mønster: når adgang til en uddannelse afhænger af noget, der koster penge, opstår der en social skævhed.

“Hvis man får en ballast gennem et højskoleophold, der gør en bedre stillet til optagelsesprøven, så bliver det en skævhed,” siger han. “Det kræver jo, at man har pengene. Det er sådan nogle som mine børn, der vil have råd til det. Mange andre vil ikke.”

Thomsen glæder sig over de studerende, der klarer det igennem optagelsesprøverne. Men han pointerer også, at succeshistorierne har en bagside. “Vi har potentielt installeret en ny lukkemekanisme,” siger han. “Og det er ikke alle, der har mulighed for at blive en del af den. Ikke hvis det koster 27.000 kroner.”