Jøde, israeler og en del af den pro-palæstinensiske bevægelse: “Præmissen for at verden kan blive et bedre sted er, at folk kan ændre sig”

Nat står nervøst foran katederet i sin gymnasieklasse. Han er lige nu ved at plante nogle af de første frø til en skepsis, som senere vil vokse sig større og påvirke en stor del af hans syn på Israel og på sig selv.

Klasseværelset på Risskov Gymnasium er for en enkelt dag forvandlet til et FN-møde, hvor en mulig oprettelse af en israelsk stat diskuteres. Fem elever står foran katederet. Alle klar til at fremlægge deres argumenter fra forskellige perspektiver enten for eller imod oprettelsen af den israelske stat.

Det er en historietime, og de er i gang med en debatøvelse. Klassen skal genopføre et møde i FN’s Generalforsamling i 1947, hvor en plan om oprettelse af en jødisk og en arabisk stat i Palæstina blev vedtaget.

Nat er en af de fem, og han skal argumentere ud fra det palæstinensiske perspektiv. Han skal argumentere imod FN’s oprettelse af Israel. Selv er han jøde med israelske rødder. 

Hjemmesko og forlegenhed 

Nat ønsker ikke at fremgå med fulde navn i artiklen af personlige årsager, og vil derfor udelukkende blive omtalt som Nat. Nat sidder i sin stue iført en grøn sweater og filtede hjemmesko.

Han er 34 år og har de sidste mange år arbejdet med musik. Han har arbejdet som DJ og rejst rundt i verden og spillet plader. Derudover har han skrevet musik og spillet koncerter. Nu er han gået over til at lave grafik til plakater for diverse musikarrangementer.

Han peger på en indrammet plakat på væggen bag ham. 

“Min kæreste kan ret godt lide de ting, jeg laver, så hun hænger dem op. Jeg er nok selv lidt mere forlegen omkring det,” siger han.

Nats far er argentinsk jøde og flygtede som 17-årig i 1978 til Israel fra militærdiktaturet i Argentina. I 1980’erne flytter Nats mor fra Danmark til Israel for at bo i en Kibbutz, som er arbejdsfællesskaber, hvor folk arbejder og bor sammen. Her møder de to hinanden, og de flytter senere til Danmark, hvor de får Nat og hans søskende.

Nat er omkring syv år gammel, da familien sammen flytter tilbage til Israel. De bor der i fire år, hvor Nat når at gå på to forskellige skoler.

Bevæbnede vagter og åbne arme 

På en bjergside bag indhegning og en bevæbnet vagt ligger den nye skole, Nat skal starte på. En skole der mest af alt minder om en lille landsby med en masse små huse og en skolegård, der består af en skov og klipper, der føles så store, at man nemt kan blive væk.

Nat føler sig velkommen på en måde, han aldrig har oplevet i Danmark. Han føler sig accepteret og som en del af det fællesskab, der er på skolen.

Om aftenen hører Nat eksplosioner og skudepisoder i det fjerne, og forældrene vil ikke tage ind til Jerusalem samtidig i frygt for, at der skal ske noget. 

For første gang støder Nat på en snak om ‘dem’ fra nabolandsbyen. Lidt efter lidt plantes en mistillid i Nat, som følge af den måde, palæstinenserne bliver omtalt på. En frygt begynder at stikke i maven.

“Når jeg kigger tilbage på det, var det enormt racistiske omgivelser. Måden Gaza blev omtalt på er jo bare ‘hvad fuck skal man lave der’ eller ‘det er jo farligt’. Og Vestbredden blev omtalt som et sted, man bare ikke skulle have noget med at gøre,” fortæller han.

Fremmedgørelse 

I de første år af sin skolegang i Danmark følte Nat sig til tider fremmedgjort af andre på grund af sin jødiske identitet: 

“Der var ret mange grimme stereotyper, der florerede, og rigtig mange jøde-jokes. Det gav mig en oplevelse af, at det var en forkert ting at være jøde. Det var meget det indtryk, jeg fik i Danmark,” siger han. 

Derfor blev kontrasten også stor, da han med familien flyttede til Israel. Det var med til at grundlægge nogle komplekse følelser i Nat. I Israel blev han modtaget med åbne arme, fordi han var jøde. I Danmark føltes den jødiske identitet mere som en ulempe. Samtidig kunne han som årene gik ikke affinde sig med det israelske styres handlinger i Gaza og på Vestbredden. Han blev mere og mere kritisk overfor Israel. Det skabte en følelse af splittelse indeni ham: 

“Der er en slags kognitiv dissonans, hvor jeg tænker: ‘Hvordan kan det være så forkert, hvis jeg kan lide det?’” 

Frygten for at blive misforstået 

Nat tænker tilbage på årene, hvor han som barn boede i Israel. Efter han i 2001, som 11-årig, flyttede tilbage til Danmark, begyndte han langsomt at få øjnene op for det, han i dag ser som narrativer, der har præget hans opvækst:

“Det er en svær proces, fordi man skal ligesom erkende, at man er blevet løjet for. Og så skal man derfra finde ud af, hvem man så kan stole på?” 

Igennem folkeskolen og gymnasietiden får Nat øjnene op for andre perspektiver og synsvinkler. Det fanger hans interesse, og han bliver nysgerrig på at finde ud af, hvad der mon er blevet holdt skjult for ham.

Det udvidede perspektiv ledte Nat videre til aktivisme. Han har deltaget i pro-palæstinensiske demonstrationer, filmvisninger af palæstinensiske film og forsøgt at åbne op for samtaler, hvor han kunne byde ind med de perspektiver, han synes, der manglede. 

Aktivismen er for Nat i høj grad drevet retfærdighedsfølelsen og en stor trang til at tage ansvar:

“Jeg har nok en væsentlig større ansvarsfølelse, end de fleste danskere har. Jeg tror også, at det handler om ikke at blive associeret med ‘fjenden’.”

Frygten for at blive misforstået sidder dybt i Nat. Splittelsen er stor. Fordi kærlighed og tilknytning til sit land stadig bor i ham, mens frustrationerne bobler over størstedelen af den israelske befolknings ageren. Og fordi han støtter op om den pro-palæstinensiske bevægelse, men samtidig ser fraktioner af antisemitismen i den: 

“I bund og grund er jeg virkelig bange for at blive forvekslet med ‘fjenden.’ Egentlig fra begge sider. Fra en palæstinensisk dansker, fra en israeler, fra jer. I sidste ende fordi jeg tror, mit liv har været så præget af det her,” siger han. 

Tilbage i Israel 

I 2019 flytter Nat til Israel igen. Hans daværende kæreste skal studere arabisk feminisme på Tel Avivs universitet. Nat vil gerne med, for han er interesseret i at se landet igen med voksne øjne og et mere kritisk blik, end da han var der som barn. 

De flytter til Tel Aviv, og Nat bor der i lidt under seks måneder. Kæresten har en stor nysgerrighed på at besøge Palæstina og rejser ofte over grænsen. Selvom Nat også er nysgerrig og egentlig ønsker at besøge Palæstina, føler han forbehold: 

“Jeg havde en indbygget paranoia, fordi jeg frygtede, at hvis man er kritisk overfor Israel, kunne man komme i nogle problemer. Jeg har ikke været i det israelske militær, selvom jeg har israelsk pas. Hvis jeg er i Israel i mere end seks måneder, skal jeg tvinges til det. Det fik mig til at frygte, at der kunne ske noget, hvor jeg pludselig skulle i militæret.” 

Morgenerne, hvor kæresten tog afsted til Palæstina, mens Nat blev hjemme, har sat sig i ham: 

“De blev ved med at forfølge mig, de her morgener. Jeg sad tilbage med en følelse af, at jeg burde være taget med. Jeg spurgte mig selv: Hvorfor kan jeg ikke?”

På sin vej møder Nat flere personer fra den aktivistiske venstrefløj og fra den queer modstandsbevægelse: 

“Jeg var meget nysgerrig på at møde den del af befolkningen, som havde et kritisk syn på staten, men også et positivt og varmt syn på at holde sammen og have community. De forsøgte at lave noget, der er sundt og godt for dem, der så måske ikke har den letteste tilværelse i Israel,” fortæller han.

‘Er I jøder?’ 

Nat har også oplevelser, der for ham understreger, at der blandt nogle mennesker i Israel lever de stærke narrativer, som han ikke længere kan identificere sig med. Det bliver tydeligt for ham på en vandretur med kæresten. 

Parret vandrer på de tørre veje i bjergene omkring Galiæas søen. Det er midt på dagen, solen står højt og varmen er intens. De tomler og en bilist i pickup truck sætter farten ned og tager dem med. Bilens aircondition-kulde rammer som en kold mur, da de sætter sig ind. 

“Er I jøder?” spørger bilisten nærmest som det første. Nat svarer af ren impuls, at det er han. Chaufførens humør stiger, men falder hurtigt igen, da han hører kærestens svar. Hun er ikke jøde. Stemningsskiftet er helt tydeligt, og det sætter sig i Nat:

“Det føltes som om, at det at jeg var jøde, blev en form for kvalitetsstempel. Det blev klart for mig, at der er nogle præferencer i forhold til, hvordan folk skal være. Det gør indtryk, fordi jeg finder ud af, at det hele ikke bare er et medie narrativ.” 

Håb i spejling 

Nat har de sidste par år følt et presserende behov for at udtrykke kritik og deltage i aktivisme. Efter den 7. oktober 2023 har han deltaget i pro-palæstinensiske demonstrationer.

Hans første tanke, da han fik nyheden om, hvad der var sket, var frygten for, hvilke konsekvenser det ville få for det palæstinensiske folk. Han så et klip med en far til en af gidslerne, der udtalte sig: 

“Fædrene til en af dem, der var blevet kidnappet sagde, at han ønskede, at der ikke skulle være nogen ‘retaliation’. Der skulle ikke være nogen hævn. Det gør supermeget indtryk på mig at høre en voksen mand sige det på hebraisk. Jeg tænkte ‘wow’, der er nogle, der måske har hovedet skruet ordentligt på her. Jeg håber, at det er den vej, Israel vælger at gå. Det har det så bare overhovedet ikke været,” siger Nat.

Han ser dog et håb i andre israelere og jøder, der som ham, udtaler kritik overfor Israel: 

“Det gør mig glad, når jeg ser ‘Jøder For Retfærdig Fred’ i København lave en masse ting. Det gør mig glad, når jeg ser andre israelere og jøder, der gør de ting, som jeg synes giver mening,” siger Nat, og påpeger det håb, han får ved at kunne spejle sig i andre.

Splittede følelser 

Nat tænker igen på den splittelse, som han har følt i sin relation til Israel: 

“Jeg ser den kognitive dissonans som en slags rust, der har sat sig på nogle rør. Det skal bankes af, og så strømmer det pludselig mere frit.” 

Nat finder det svært at sætte ord på de følelser, som han går rundt med, fordi han lever med en følelsesmæssig forbindelse til sit opland, men også med en voksende afstand og modvilje, der kan være svær at forene.

Han fortæller om følelsen af at have en masse minder og varme rettet mod et sted, som han samtidig er meget politisk uenig med og har svært ved at se i øjnene: 

“Det føles absurd til tider. Hvordan kroppen og sindet vil hver til sit. De varme følelser og længslen samtidig med, at det bliver lukket totalt ned for i skam og skyld.” 

En ting han savner i debatten er, at folk er bedre til at skille tingene ad:

“En tendens, jeg har set rigtig meget, er at det handler om hvem, der har mest ret til sin smerte. Der kan godt være et traumatiseret, forfulgt og etnisk udrenset og nu et folkemord mod det palæstinensisk folk, samtidig med, at der er nogle mennesker, der har en kompliceret historie i Israel. Det skal kunne co-eksistere.”

Styrken i at flytte sig 

Tilbage i Risskov Gymnasium står Nat. Han har læst op på de argumenter, som han ikke før var bekendt med og er nu klar til at fremføre dem for klassen. Han ser i dag tilbage på historietimen, som starten på en rejse mod at opsøge informationer og argumenter fra nye perspektiver: 

“Jeg tror, det var det, der fik det under huden på mig, at der er nogle virkelig gode argumenter fra den palæstinensiske befolkning,” siger han. 

Erfaringer som han gjorde sig senere i livet, var med til at forme hans synspunkter yderligere, og selv med de komplekse følelser, der fylder, er der en ting, der står helt klart for Nat: 

“Præmissen for at verden måske bliver et bedre sted er netop, at vi tillader, at folk kan ændre sig.”