Johannes sabbatårsrejse blev en helt anden end den, hun havde troet

Johanne Wedel kan ikke nå sine fødder. 

Hun er i gang med at tage sko på, men kan ikke bukke sig langt nok ned til at få løftet flappen på sine sneakers, så hun kan få foden ned i dem. 

Om morgenen lørdag den 15. juni 2024 er en smerte i lænderyggen taget til. 

Selvom hun efter egne ord har “vanvittigt ondt”, skal hun til tre-i-en familiefest hos sin mormor. De skal fejre, at Johannes storesøster er blevet bachelor, og både søsteren og mormoren fejrer deres fødselsdage. 

Johanne Wedel har formået at pakke sin taske og tage et bad, men da skoene skal på, mærker hun for alvor, at noget er galt. 

“Johanne, har du ondt?” spørger hendes svigerfar. 

“Ja, det er sådan lige midt inde i ballen, men det er kun den ene side,” svarer hun. 

“Hvad har du lavet?” spørger svigerfar. 

“Jeg har ingen idé,” svarer hun. 

Der skal gå flere måneder, før Johanne Wedel får et klart svar på, hvad der er galt. 

‘Sygeplejeskolen’ 

Til familiefesten bliver Johanne Wedel nødt til at trække sig. Hun må lægge sig ind på sin mormors seng. 

Hun græder. Det er så smertefuldt. 

Hun må sygemelde sig fra sit arbejde, kommer tilbage for en stund, men bliver i sidste ende opsagt og må tilbringe sin tid i sengen med smerter. 

Det er en forfærdelig tid for hende, og hun husker ikke ret meget af, hvad hun foretager sig andet end at høre podcast og se tv-serien Sygeplejeskolen. 

Men det skal vise sig, at tiden også vil blive brugt på at ændre hendes syn på livet og sig selv. 

En klokke ringer

Normalt bider Johanne Wedel smerten i sig. 

Men nu gør det for ondt. 

Smerte plejer at være som en klokke, der ringer, men som hun vælger ikke at lytte til. 

Men nu ringer klokken så højt, at hun alligevel ikke kan undgå at tage stilling til den. 

Så om søndagen – dagen efter familiefesten – vælger hun at ringe til lægevagten. 

Smerterne har taget endnu mere til siden dagen før.

Hun fortæller lægen, at hun hverken kan gå eller sidde, kun ligge ned, da det andet gør for ondt. 

Her starter en periode med adskillige læge- og fysioterapibesøg, der ender med, at Johanne Wedel kommer til MR-scanning den 16. juli. 

Og først den 11. september 2024 – næsten tre måneder efter, at hun ikke kan tage sko på – står hun med sin mormor på rygafdelingen på Silkeborg Sygehus, hvor lægerne endelig kan fortælle hende, hvad der er galt. 

Johanne Wedel har fået diskusprolaps i lænderyggen, hvilket hun også har haft på fornemmelsen. 

Nu hører hun smerte-klokken fuldt ud. 

Men også en anden klokke ringer for hende til MR-scanningen. 

Det begynder at gå op for hende, hvor skaden mon kan være kommet fra. 

Et lyn gennem kroppen

Onsdag den 12. juni, 2024 – tre dage før hun mærker smerten inden familiefødselsdagen – er Johanne Wedel mødt ind på arbejde. 

Hun arbejder som rengøringsmedarbejder i en restaurantkæde, hvor hun vil tjene penge for at kunne tage ud og rejse.

Hun vil gerne på interrail til Østeuropa. Ligesom så mange andre unge gør i deres sabbatår. 

Derfor møder hun hver dag ind klokken 06:00. 

Først skal hun tage toiletterne, så udendørsarealerne, og derefter støvsugning og rengøring af gulvet. 

For at gøre rent ved et bord, skal hun løfte nogle barstole. De er meget tunge, da de har en metalfod. 

Så hun må gribe fat. Først på toppen af stolen med det blå læder, derefter gribe om stolebenet, og så vende stolen på hovedet og stille den op på bordet. 

Der er ti stole, der skal op, før hun kan gøre rent under bordet. 

Hun når til den anden stol fra venstre ved bordet. 

Da hun løfter den, bliver hun ramt af, hvad der føles som et lille lyn, der suser ned gennem kroppen, og stopper, da det rammer hendes lænderyg. 

“Var der noget, der sagde knæk, der?” tænker Johanne Wedel. 

Men hun bider smerten i sig og kan arbejde sin vagt færdig. 

Marmelade fra en berliner

Da hun står på rygklinikken tre måneder efter, kan hun se på et røntgenfotografi, hvordan hendes rygsøjle ikke ser helt ud, som den skal. 

På røntgenfotografiet kan ses, hvordan kernen af diskussen mellem den fjerde og femte lændehvirvel er skubbet ud fra sin plads mellem dem. 

Lidt karikeret kan det forklares som en berliner-kage, der er blevet fladmast, hvor marmeladen så er trykket ud og kan trykke på ledbånd og nerver. 

Til forskel fra en berliner, er det dog ikke blødt syltetøj, men den geléagtige kerne i diskus, der er blevet trykket ud gennem revner i den ellers stærke diskus. 

Johanne Wedel oplever det som surrealistisk endeligt at få klarlagt, hvad der mon er galt med hendes ryg. 

Det er sjældent, at unge rammes af diskusprolaps – og en del diskusprolapser fører slet ikke til smerter. 

Johanne Wedel tænker ikke så meget over, at hun er en af de uheldige, der kan mærke det. 

“Jeg har mere tænkt over, hvordan fanden man ikke kan mærke det?" siger hun. 

Unge og arbejdsskader

At Johanne Wedel skulle opleve en arbejdsskade, mens hun er ung, er hun dog ikke ene om.

“Unge er dem, der har allerflest arbejdsulykker sammenlignet med alle andre aldersgrupper på arbejdsmarkedet,” fortæller lektor og ph.d. Mette Lykke Nielsen, som i mange år har forsket i unge og deres arbejdsvilkår.

Helt generelt er det alvorligt, når unge kommer ud for en arbejdsulykke, fortæller Mette Lykke Nielsen: “Det kan have langsigtede, alvorlige konsekvenser for dem både individuelt og for deres tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Ifølge Mette Lykke Nielsen skyldes unges mange arbejdsskader, at de udfører manuelt arbejde uden oplæring, og at de unge efterligner de erfarne kollegaers arbejdsgang på usikre måder.

“Det er ikke altid super sikkert,” siger Mette Lykke Nielsen.

Hun fortæller også, at typisk melder unge ikke deres arbejdsskade og er heller ikke medlem af fagforeninger.

“Er man ikke med i en fagforening, så står man bare dårligere,” fortæller Mette Lykke Nielsen.

Johanne Wedel melder sig ind i en fagforening i oktober, efter hendes mormor råder hende til det.

Fagforeningen kan hjælpe hende med at melde arbejdsskaden i det komplicerede system AES, der med sine grå kolonner skaber en kalender over datoer relateret til Johanne Wedels sag. 

Arbejdsskadesagen er kompliceret og er i første omgang blevet afvist, hvilket hun er i gang med at klage over. 

Skade, ikke ulykke

Johanne Wedel kalder det netop en skade. Det er ikke en ulykke, hun har været udsat for.

“Ulykke lyder så voldsomt,” siger hun. 

I den tid, der er gået, har Johanne Wedel udviklet sig mentalt. 

“Jeg føler ikke, at det udelukkende er spildt tid. Jeg har lært noget om mig selv, som jeg ikke ville have gjort, hvis ikke jeg var kommet ud for skaden,” siger hun. 

Hendes nye indsigt i sig selv, ville hun ikke være foruden. 

Smerten havde hun dog gerne undværet. 

“Smerterne har været som en lænke om foden,” fortæller Johanne Wedel. 

Den 3. oktober 2024 begynder hun hos en fysioterapeut, som hjælper hende med at kæmpe sig op fra sygesengen. 

Det er svært for Johanne Wedel at få en hverdag til at hænge sammen, når hun er plaget af smerter. 

“Det er frygteligt,” fortæller hun. 

Men fysioterapeuten giver hende små mål. Til at starte med er målet, at hun skal prøve at gå en tur hver dag, da det før har været noget, der gav hende glæde. Det er svært. Det er i forvejen svært at komme ud hver dag. 

Men Johanne Wedel får gå-skoene på, og får det langsomt bedre. 

I marts 2025 har hun fået modet til at søge ind på et studie, og i april begynder hun at kunne gå på trappetrin og cykle. 

Den 28. juli 2025, på Johannes 21-års fødselsdag, får hun så svar fra pædagogstudiet i Aarhus: “Tillykke, vi tilbyder dig en studieplads.” 

Der kommer en regning

Johanne Wedel er i gang med at lære, hvordan hun skal leve med sine smerter. Hun har prøvet forskellig medicin af og er ved at tone sig ind på den rigtige sammensætning. 

Derudover skal hun også lære at huske sine pauser: 

“Hvis jeg husker dem i løbet af min dag, kan jeg være i gang hele dagen uden at være alt for smadret til sidst,” siger hun. 

“Glemmer jeg at holde pauserne – eller skal jeg til en eller anden fest, så ved jeg, at jeg har en regning dagen efter.” 

For at lære sine pauser at kende, har hun et farvekoordineret skema, og hendes mobil husker hende på, at hun skal tage to piller klokken 09:00, to klokken 17:00 og en klokken 21:30. 

Hendes piller er pakket i små diskrete bøtter, der let kan tages med i en håndtaske uden at vække for meget opsigt. 

Ikke som havearbejde

I dag tager Johanne Wedel trapperne, så ofte hun kan, når hun møder ind på pædagogstudiet på VIA University College i Aarhus. Desuden har hun fået adgang til elevatoren, der ellers er forbeholdt personalet. 

Hun øver sig på at tage sine pauser, og i hvordan man skal omgås med en gruppe jævnaldrende, der ikke kender til, hvordan det er at leve med smerter. 

Selvom der er andre unge, der får arbejdsskader og diskusprolapser, oplever Johanne Wedel stadig, at emnet er underbelyst for de fleste.

“Kroniske smerter er jo ikke noget, folk går og taler om,” siger hun, “så taler de om, hvordan man har ondt efter havearbejde.” 

Johanne Wedel har selv ændret sin opfattelse af, hvordan det er at have ondt. 

“Det med at leve i smerter, kan man først sætte sig ind i, når man er der,” siger hun.

“Det har været hårdt ikke at kunne bevæge sig frit,” siger Johanne Wedel.

Hun kan godt savne et fællesskab af unge med samme oplevelse. 

Dog hørte hun om en i sin bekendtskabskreds, der for nogle måneder siden var blevet opereret for en diskusprolaps. 

“Det var der, hvor jeg sådan tænkte, hvis han kan, kan jeg måske også,” siger Johanne Wedel. 

Det var rart for hende at høre om en på sin egen alder, der havde en lignende historie. Det er også medvirkende til, at hun vil dele sin egen historie. 

Snart får Johanne Wedel muligheden for at få revurderet, om hun kan få tilbudt en operation. 

I første omgang mente man, at smerterne hurtigt ville gå i sig selv, men de er der stadig. 

I stedet for at bide smerten i sig, har Johanne Wedel lært at lytte til den. 

For et halvt år siden kunne hun ikke gå på trappetrin eller tage cyklen. 

Nu lyner Johanne Wedel sine hvide støvler op, hopper på den elcykel, hun købte kort efter studiestart og tager hjem for at holde en pause inden en ny dag på VIA University College.