Jørn mister sig selv i skyggen af sin kone
For ni år siden mistede Jørn Jensen sin kone Bente. Hun er ikke gået bort, men kvinden han har delt 58 år med findes ikke mere. En skygge af hende ligger på sofaen det meste af dagen, mens Jørn går rundt i en følelsesmæssig limbo. Han glemmer langsomt sig selv, mens Bente glemmer alt.
Bøf bearnaise med pomfritter
“Hvad skal vi have at spise i dag?”, spørger Bente fra sin plads i hjørnet af sofaen.
Puderne omkring hende er formet som et slags aftryk, en frossen gengivelse af hendes krop, der ser ud til at have hvilet der i timevis. Hendes ben er trukket op under et tæppe, hovedet let på skrå mod tv’et, som endnu ikke er tændt.
“Bøf bearnaise med pomfritter”, svarer Jørn fra køkkenet.
Lyden af ovnlågen der klapper i, afslører at aftensmaden ikke står og simrer, men blot varmes op. Færdigretten fra Superbrugsens delikatesse er ved at blive lun i ovnen. Den, opvaskemaskinen og køleskabet er de sidste ting i det ældre brune køkken, der stadig er i brug. Alt andet hviler i stilstand som kulisser fra en tid, der ikke længere findes.
“Hr. Jensen, hvad skal vi have til mad?”, lyder det igen fra sofaen.
Hendes tone identisk som før.
“Bøf bearnaise med pomfritter”, gentager Jørn med et fattet suk, som om svaret flyder automatisk ud af ham.
Fra køkkenet går Jørn over det grå væg-til-væg gulvtæppe hen imod stuen. Han tænder fjernsynet. Klokken er snart 18:30, og TV-avisen skal til at begynde. Det ved Bente godt. Uret ringer fra køkkenet.
“Hvad skal vi have at spise?”, spørger Bente.
Hendes blik har ikke ændret retning i lang tid.
“Bøf bearnaise med pomfritter”.
En mand med tusind liv
Jørn ved, at de samme spørgsmål vil komme igen og igen. Ikke kun i aften, men i morgen, i næste uge og næste år. Og hver gang vil han prøve at svare med den samme rolige stemme, som om svaret aldrig før var blevet sagt. For det er lettere sådan. Lettere end at forsøge at forklare, lettere end at vise sin frustration. Han har lært, at vrede ikke fører noget godt med sig, for den rammer ingen andre end ham selv.
I 2017 mistede Jørn sin “makker” Bente. Ikke til døden men til demens. En skygge af hende hviler i sofaen det meste af dagen. Hun ligner stadig den kvinde, han har delt sit liv med i 58 år, men stemmen og væsenet er ikke længere den samme. Bentes demenssygdom har de seneste ni år krybet sig mere og mere ind i deres hverdag, og i dag føler Jørn sig mere som en plejer end en partner.
Livet har ikke sparet Jørn for udfordringer. Han har kæmpet med leverkræft, fået fjernet sin milt, gennemgået en ballonudvidelse af en blodåre, overlevet lungebetændelse og levet med et svækket hjerte. Dertil kommer bilulykker, en brækket rygsøjle og alvorlig stress. At han stadig står på benene, forstår han næppe selv. Men Jørn er en stædig mand. Han rejser sig, så snart kroppen tillader det. Ofte lidt for hurtigt. I en alder af 81 år og stadig mærket af sygdom, kunne man tro, at det nu var Jørns tur til en rolig og ubekymret tilværelse.
Indtil 2017 havde Jørn sin trofaste støtte, Bente, ved sin side. En udadvendt og kærlig hustru og mor til deres to døtre. En kvinde som havde styr på det hele. Da Jørn som 72-årig pludselig skulle finde ud af, hvilket tøj der kunne tørretumbles, eller hvordan porcelænet skulle vaskes, kunne han ikke længere spørge Bente om hjælp. Hun kunne ikke huske det.
Med tiden blev Jørn nødt til at påtage sig nye roller, og for at klare det, måtte han lægge dele af sig selv til side. Små brudstykker af Jørn svandt langsomt væk, efterhånden som Bentes behov voksede. Når Bente bliver vred på grund af sin demens, bliver det vanskeligt at skelne mellem de hårde ord, som sygdommen får hende til at sige og det velkendte ansigt, han elsker. I starten af sygdomsforløbet havde Jørn taget en beslutning.
“Hvis jeg ikke kan ændre på det, må jeg få det bedste ud af det”.
Men i den beslutning glemte han sig selv. Vennebesøg og ture i hans elskede Volvo er blevet sjældne. Sociale arrangementer bliver aflyst for ikke at skabe besvær, og Bentes behov prioriteres altid højst. Lægebesøg og pensionistgymnastik er nu hans eneste pusterum, og det er svært for Jørn at finde og tillade plads til sig selv i det hele.
300 meters afstand
Foran Jørn tæller skærmen kalorier. Iført Hummel træningstøj i sort og hvid, træder han rundt i motionscyklens pedaler. 134 kalorier, 135 kalorier.... Målsætningen lyder på 15 kilometer. En overkommelig distance denne ene gang om ugen. Hver torsdag eftermiddag sidder Jørn på cyklen i den lokale idrætshal i Hasselager. Sammen med andre pensionister, går han til senior gymnastik i to timer.
30 mænd og kvinder sidder i en rundkreds på gulvet og følger instruktørens nøje anvisninger. Rynkede arme og stive led strækkes i stilhed. Langsomt fordeles de rundt i hallen. Jørn og et par andre bevæger sig hen i deres velkendte hjørne, hvor fire motionscykler står på række.
“Min læge siger at jeg skal dyrke motion”, fortæller Jørn.
Men den fysiske aktivitet er ikke det vigtigste for Jørn, men nærmere hvad der sker efter motionscyklen. I hallens cafeteria finder 3-halvleg sted. Rundt om bordene finder seniorerne sammen på kryds og tværs. En kold øl i hånden mens samtalerne går på alt fra nyheder til sladder i lokalområdet. Idrætshallen befinder sig blot 300 meter fra hjemmet, men afstanden føles større for Jørn. I de to timer har Jørn et pusterum fra at være plejer. Her kan han tage afstand fra sit ansvar og lade tankerne glide hen på andet end Bentes sygdom. Førhen var torsdagsaktiviteten en fælles ting for Bente og ham. I dag håber han at hun ikke pludseligt dukker op.
En svær beslutning
Jørn erkender, at han ofte tilsidesætter sine egne behov. Han føler et stort ansvar for Bente, og det vægter ofte højere end hans lyster til at have mere tid udenfor hjemmet. Ifølge Nationalt Videnscenter For Demens kan det være svært for pårørende at finde tid og overskud til egne lystbetonede og trivselsskabende aktiviteter. Dette dækker over alt fra samvær med andre, en hobby og fritidsaktiviteter.
Når Jørn en sjælden gang er til arrangementer med Bente, fylder bekymringen for, at Bente bliver udadreagerende. Det er grænseoverskridende for både ham selv og menneskerne omkring. Nationalt Videnscenter For Demens fortæller, at pårørende oplever, at omgangskredsen falder fra. Stigmatisering og berøringsangst overfor mennesker med demens hersker stadig i samfundet. Bekendte har før spurgt Jørn om, hvornår han ser det nødvendigt at sende Bente på plejehjem. At det er en mulighed for at slippe det krævende ansvar og begynde at vælge til – i stedet for fra.
“Det er jeg ikke klar til, og det er Bente heller ikke”, fortæller han.
Hans tøven over for plejehjem skyldes flere ting. Blandt andet bekymringer om plejekvaliteten og følelsen af at fralægge sig ansvaret, hvilket strider imod hans stædighed. Han føler en forpligtelse over for Bente, ligegyldigt om hun er derhjemme eller på plejehjem.
“Jeg forestiller mig, at det er hver dag jeg skal derop og sidde og holde hende i hånden”.
Så længe Jørn kan holde til det, bliver Bente boende på Skovvænget.
Kvinden i hans liv
Lægen ringer. Jørns næste lægebesøg er blevet ændret til en videokonsultation. Han piller lidt ved sit Apple Watch inden han siger det videre til Bente.
“Nå”, svarer hun.
Jørn ærgrer sig. Han havde glædet sig til det gode kram, som han altid får af sin læge. De sidder i sofaen, Bente ligger i sit hjørne og Jørn sidder på sofaen med sin Ipad i skødet. I fjernsynet kører en episode af Barnaby. Bente kan godt lide krimi, og serien vækker minder om en god tid. Krimi siger ikke Jørn så meget, men han ser det gerne for hendes skyld. Jørn kigger på Bente. Hun virker tilfreds og opslugt af krimien. Han rejser sig stille og går ud i værkstedet for at få lidt at se til.
Ude i værkstedet hænger værktøjet sirligt på væggen. Alt har sin plads, intet er tilfældigt. Det afslører tydeligt Jørns fortid som automekaniker. En tid med færdigheder som han stadig sætter stor pris på. Værkstedet er hans fristed, et sted hvor han kan fordybe sig i noget, han elsker, og hvor han kan være alene med sine tanker. Bente kommer sjældent herud. Han lader hånden glide over træbordet, hvor han tidligere kunne bruge timer på at skille ting ad og samle dem igen. Fra stuen kalder hun, og han må vende tilbage.
Han kaster et blik på telefonen. Lægen ringer nok ikke igen. Måske burde han selv kontakte nogen. Han hader at ringe – en arbejdsskade fra et arbejdsliv med stress. Men tanken om at se en ven frister. Men det kræver jo, at han også får ringet til brandvæsenet, som om eftermiddagen viderestiller til hjemmeplejen, hvor han så skal forklare hvorfor, de ikke behøver at komme. Og så skal han fortælle Bente det, og måske bliver hun irriteret.
Det føles uoverskueligt, som om det bare vil skabe besvær for alle. Jørn opgiver tanken og synker ned i sofaen igen ved siden af sin kone.
“Hvad skal vi have at spise i dag Hr. Jensen?”, spørger Bente.
“Hmm… frikadeller med sovs”, svarer Jørn.