Josefine har altid spillet håndbold, og det gør vennerne også

Der er højt til loftet i Aarhus Stadions hal 1, hvor lamperne med iskoldt lys hænger fra. 

Klokken er lidt over 17, og inden længe bliver hallen fyldt op af Agf’s to håndbolddamehold, som Josefine spiller med på.

”Bøde for ikke at komme til løb” udbryder en løbende holdkammerat med et smørret smil, lige som Josefine Videbæk ankommer til stadion. 

Med smil på læben og en stor armbevægelse siger Josefine tilbage, at hun jo aldrig kommer til løb, fordi hun arbejder sent om torsdagen.

Latteren følger hende hele vejen fra indgangen, gennem foyeren og ind i hallen. 

Så småt begynder den rungende hal at blive fyldt op med store håndboldtasker og cirka 30 stramme, dansende hestehaler.

Bødekassesnak, nye håndboldsko der er lige så stive som skistøvler og goddag-highfives er hvad der runger, som klokken er fem minutter i træningsstart.

Udover banens linjer

Først står der opvarmning programmet. Her kombineres baneløb med hyggesnak:

”Her ’yapper’ vi bare altid. Vi snakker om alt muligt andet end håndbold, for eksempel byture i weekenden og hvad man lige har lavet på dagen. Det er megahyggeligt”, siger Josefine.

Agf-damernes håndboldfællesskab er meget mere, end hvad der sker på banen til træning og til kampe. 

Udenfor den gule hal ses de ofte privat, og netop dette sociale fællesskab har stor betydning for Josefine:

”Nærmest alle mine venner har jeg fået gennem håndbold. Det er bare rigtig godt at gå til en holdsport, selvom man er voksen, når vi også laver så meget andet sammen”.

Taktik og hoftesving

Lyden af hvide gummisåler der piver mod det træbelagte halvgulv, er konstant undervejs som træningen løber afsted. 

Med udråb som ”kom, kom, kom!”, koncentrerede øjne og trænernes rettelser, har seriøsiteten også fundet sin plads i træningens gang.

Men som lyden af Justin Biebers ”Never say never” og Nik og Jays ”I Love Ya” brøles ud gennem hallens store anlæg, er der altid plads til diskret at svinge hoften og at mime sangtekst med munden. Også selvom rettelser og tekniksnak er i fokus et eller andet sted.

Overtrækstøj og seniorsaft

Selvom der er koncentration, sved og smil på de flestes ansigter til træningen, sidder der nogle få på sidelinjen som stadig har overtrækstøjet på. 

Det er dem som p.t kæmper med skader, og det har Josefine selv prøvet før, hvor hun var ude i 10 måneder.

Josefine beskriver hvordan en ufrivillig pause med håndbold også føles som en pause med det sociale:

”Jeg følte mig totalt udenfor efter en kamp. Selvom man møder op til træning, så er man sgu bare ikke rigtig med. Det var man sgu ikke. Man kunne ikke bidrage med noget, og man er bare ikke en del af samarbejdet og holdet.”

Selvom de netop ikke er rigtig med, er det stadigvæk smil og latter fra bænkene, som også fylder rummet ud. Det gør de fra tribunerne sammen med herreholdet, der mod træningens slutning begynder at ankomme og samle sig i et hjørne af hallen.

I Agf-håndboldklubben er der stort fællesskab på tværs af de forskellige seniorhold, som med vilje har træning og kampe i rap efter hinanden:

”Vi er mange som tit kommer i hallen for at støtte hinanden til kamp og mellem træninger. Vi har også noget som hedder seniorsaft med alle seniorspillerne, hvor vi fester sammen. Der er faktisk flere i klubben som er kærester eller forlovede, og der er også den første Agf-baby på vej,” siger Josefine med glimt i øjnene.

Når lyset i hallens slukkes

1,5 times frirum er ved at være slut, og træningen fløjtes af med et gennemtrængende bip fra måltavlesystemet og klap fra alles hænder.

I omklædningsrummet efter træning fortsætter strømmen af snak om alt fra hvad man skal efter træning til hvem der nu igen har glemt sine trusser. 

Lyset i hallen er nu slukket, og Josefine cykler hjem med sine to roomies, hvor snakken fortsætter om håndbold, venskab og alt det derimellem.

Håndbold hele livet

Hjemme i lejligheden bor Josefine nemlig med to af sine holdkammerater. De har på tværs af klubber kendt hinanden siden de spillede som børn.

Hjemme hos dem gør det ikke noget, at sure hummelstrømper og harpiksklister en gang imellem finder sin vej ind i lejligheden. Som voksne kan de særligt nu mærke den magi der er ved håndboldmiljøet, at alle kender hinanden.

Allerede som børn da de gik til stævner, snakkede de på tværs af hold og klubber:

”Dengang til weekendstævner lærte man hinanden at kende. På én dag skulle man spille tre kampe sammen, sove sammen og gå i bad sammen. Det var også her omklædningsrumskulturen for alvor startede. Det rum er noget helt andet for os som spillere,” siger Josefine.

Og dette særlige rum skal Josefine heldigvis allerede være i, igen så snart det er weekend. Holdet skal nemlig spille kamp, og snakke og grine over, hvad der er sket siden sidst.