Kolbøtter og vejrmøller til hest i Esbjerg

Der hersker en stemning af stilhed og koncentration, på trods af at Chappell Roans Pink Pony Club brager ud af højttalerne. Publikum er fokuseret. Er der er en fod der lige rykker sig en centimeter for meget? En landing der glipper?

Faciliteterne hos Esbjerg og Omegns Rideklub danner rammerne for weekendens Danmarksmesterskab i voltigering.

”Det er gymnastik og akrobatiske øvelser oppe på en hest,” forklarer Josephine Nielsen. 

Voltigørerne må være op til tre oven på hesten ad gangen. Der er måske en der står på hovedet, og en anden der holder en person over hovedet. Det kræver styrke og balance.

Rytterstuen vi sidder i er propfyldt af aktivitet. Der bliver skiftet over i farverige dragter, og overalt bliver der lavet stramme håropsætninger fyldt med glimmer og palietter.

“Vi kan bare lige rykke det her,” siger Josephine og skubber til en flaske hårspray og nogle hårnåle. 

Josephine er 18 år gammel og har dyrket voltigering, siden hun var 11 år gammel. I år blev hun verdensmester for hendes aldersgruppe, og i denne weekend går hun altså efter den nationale titel. 

Imens at de fleste nok kender ridesport som dressur eller springning, de større discipliner her i Danmark faldt Josephine for det lidt større samarbejde der kommer med voltigering. 

”Jeg synes det er meget anderledes end ridning. Der er mere fokus på at få hesten til at gøre noget. Med voltigering skal DU præstere sammen med hesten,” siger Josephine. 

Fællesskabet er tydeligt blandt de unge voltigørere. Der bliver ikke holdt tilbage med både klap og hujen efter hver præstation. Fællesskabet er også noget af det, Josephine fremhæver ved voltigering. 

”I vores klub går vi meget op i at både hesten, longeføreren og udøverne skal spille på samme tid for at det kan gå op. Vi skal samarbejde om det her, for at det ikke bliver farligt,” siger Josephine 

Tilbage i ridehallen

En bred gang splitter de to baner op inde i ridehallen. Opvarmning på den ene side og opvisning på den anden. I hjørnet af opvarmningen står der en stor træhest. Det tiltænkte formål er at træne de forskellige øvelser, der senere skal over på en levende hest, men der er også plads til leg og hygge for de yngste atleter. 

Imens at man kan være i fred på opvarmningen, er der masser af øjne klistret på konkurrencebanen. Siddepladser er der ikke mange tilbage af.

”Lucca træk vejret,” hvisker en mor inden datteren får svunget sig op på hesten. 

Konkurrencebanen måler cirka 20x20 meter. I hvert hjørne sidder der en dommer ved et lille bord med lilla dug. Hver gang en ny hest skal på banen bliver der spillet højt musik, og voltigøreren, longeføreren og hesten løber ind på banen i takt til musikken og bukker for dommeren. 

“Kom så Esther!” er der en herre der råber med dyb stemme lige inden, en af voltigørerne skal igang. Grin bryder ud blandt publikum, inden man så kan høre en sige “no pressure”.

Tilskuerrækkerne er tæt pakket, da at weekendens sidste bedømmelser skal gives ud. Holdkonkurrencen skal afgøres. Nogle har lagt en jakke ud i ridehusbunden til at sidde på, da at alle plasticbænkene er optaget. Josephine er en del af holdet der er klædt i røde dragter.

“Nyd turen piger, så klemmer i ballerne sammen,” siger deres longefører til dem inden de skal i gang. 

I et samspil med hesten, musikken, longeføreren og ikke mindst hinanden udfører de deres freestyle. De er op til tre på hesten ad gangen og udfører øvelser, de fleste nok mest kender fra en gymnastikhal, og ikke som noget der hører til på hesteryg. Er det der et araberspring lavet på vej ned af en galopperende hest? Det må i hvert fald være i strid med alle fysikkens love. 

Dagen afsluttes med en kæmpe præmieoverrækkelse for alle deltagerne ved weekendens stævne. Med over 100 deltagende og flere forskellige kategorier var der nok at holde styr på. I bedste Hunger Games stil bliver et navn råbt op hvorefter voltigøren samt longeføreren kan træde frem og modtage deres præmier.  

Josephine kan hænge to nye guldmedaljer om halsen, da hun modtager guld for juniorerne samt for grupper.