Kom med bag krematoriets mure

Vestre Kirkegård sover stadig. En let brise suser gennem trækronerne, mens antydningen af daggry ulmer i horisonten. 

Lyset fra en lommelygte skærer sig gennem mørket. Den tilhører Carsten Andreasen, der netop er mødt på arbejde ved Aarhus Krematorium.

I denne uge har Carsten brændingsuge. Derfor står han for alle brændinger i krematoriet i dag. 

"Ovnene er indstillet til at starte klokken 5, så de er klar, når jeg møder ind," forklarer Carsten, mens han sætter dagens første kande kaffe over. Duften spreder sig i personalerummet.

6:00 

Først skal kisterne have et brændingsnummer. En lille keramisk brik med et nummer indgraveret. Den følger den afdøde fra kølerummet, til ovnen, under afkølingen af asken og ned i urnen. Det sikrer, at pårørende kan være trygge ved, at urnen indeholder den rigtige aske. 

To medarbejdere tjekker altid nummeret sammen, så ingen fejl kan opstå. 

Med den elektriske kistelift transporterer Carsten dagens første kiste fra kølerummet til båndet, der skal føre den ind i ovnen. Den hvide kiste skinner under loftslampernes skær. Med et tryk på en knap, åbner Carsten lågen ind til ovnen. 

Varmen strømmer ud og indersiden af ovnen gløder rødt og orange. Med en metallisk summen bliver kisten kørt ind i ovnen, og flammerne tager grådigt fat.

6:30 

Mens dagens første to kister er i ovnen, kan Carsten tømme kassen under ovnen, hvor asken fra gårsdagens sidste brænding for længst er kølet af. Luften er kold og tør. En kulde, der først sætter sig på næsen og kryber videre ud i kroppen.

En let støvsky stiger op fra kassen, da Carsten trækker den ud under ovnen. Asken deri er meget grov, og inden den kan komme i askeberederen, skal Carsten tjekke, om der gemmer sig nogle kunstige hofter eller knæ i kassen. 

De er lavet af titanium og brænder ikke væk i ovnen. For at de ikke ødelægger askeberederen, skal de sorteres fra.

"Vi smider dem i den blå beholder, og så bliver de sendt til Holland, hvor de måske kan blive smeltet om til dele til flyindustrien," fortæller Carsten og peger på en mørkeblå beholder i hjørnet, hvor implantater hober sig op.

Når asken er klar, kan det komme i askeberederen, hvor de større knoglestykker og fragmenter bliver til den fine, grå aske, som man normalt forbinder med kremering.

 Maskinen sætter i gang med en dyb, rungende brummen, og når asken er helt fin, bliver den fyldt i urnen, som Carsten allerede har gjort klar.

7:00 

Udenfor er dagen ved at begynde.

"Godmorgen, Steen," råber Carsten, mens hans kollegaer begynder at møde på arbejde. Til dagligt går de tre eller fire mænd i krematoriet. Kun én af dem har brændingsvagten, mens de andre hjælper til i kapellet og med vedligeholdelse.

Det tager mellem en time og halvanden for en kiste at brænde færdig. Gennem en glasrude kigger Carsten ind i ovnen for at se, hvor meget der er tilbage. Flammerne buldrer, varmen puster ham i møde, mens et helt liv reduceres til aske.

Med en lang askeskraber fører Carsten den grove aske ned mod metalkassen. Lyden af metal mod sten ekkoer i rummet, mens gløderne springer. Asken ulmer og lyser, mens de sidste flammer brænder. 

Varm luft blæser ud fra ovnen og bærer en sødelig, brændt duft med sig. Asken skal nu køle af, før den kan flyttes over til askeberederen.

8:00 

Under driftsmødet går snakken om løst og fast. Personalerummet dufter igen af ny-brygget kaffe, og kollegaernes latter runger mellem væggene.

Under mødet går Carsten frem og tilbage for at holde øje med brændingerne. Der er allerede to nye kister i ovnene. Det er en strømlinet proces, som hele tiden skal køre.

Der foregår omkring 2800 kremationer om året alene i Aarhus, og de foretager mellem 10 og 12 brændinger om dagen.

I 1969 åbnede krematoriet på Vestre Kirkegård med to ovne, der igen blev udskiftet i 1996. De to ovne er næsten 30 år gamle, og de skal løbende holdes ved lige.

9:00 

Carsten fortsætter arbejdet. Han går fra kølerum til ovn og til askeberederen. Når urnerne er fyldte, limer han låget fast og med rutinerede bevægelser sætter han den rigtige stregkode på. 

Senere bliver de hentet af bedemænd eller pårørende.

”Vi møder folk i alle slags humør, når de henter urnerne. Nogle er helt knuste, mens andre er mere afmålte,” fortæller Carsten.

Selvom der mellem kollegaerne opstår humoristisk snak, er de altid professionelle, når de møder pårørende: ”Det er et alvorligt arbejde, men vi skal kunne være i det, og det hjælper med humor,” siger Carsten.

12:00 

Frokosten i personalerummet står på shawarma. Normalt er det rugbrødsmadder eller salat, men i dag dufter der af krydderier og chili. Stemningen er afslappet. Der bliver joket, grinet og talt om weekendplaner.

Efter frokosten vender Carsten tilbage til ovnene for at færdiggøre de sidste to brændinger for i dag. Han går til arbejdet med stor professionalisme:

”Man er nødt til at have en vis afstand. Selvfølgelig påvirker det mig, især når det er børn og unge mennesker, men jeg skal kunne efterlade det her, når jeg lukker døren og tager hjem,” fortæller han.

Nogle gange kan arbejdet også komme for tæt på, hvis man kender den afdøde. Da Carsten oplevede dette, sagde han fra, og en kollega overtog brændingen.

13:00 

Carsten vasker sine hænder og svinger tasken over skulderen. I baggrunden arbejder hans kollegaer videre, men for Carsten er det fyraften.

”Jeg vil også selv brændes, når min tid kommer. Det er svært at forklare hvorfor, det føles bare rigtigt,” fortæller han, mens han træder ud i den friske eftermiddagsluft.

Kirkegården summer af liv. Gravsteder bliver passet, fugle synger i træerne, og solen står højt på september-himlen. Carsten sætter sig i bilen og kører hjemad. 

I morgen tidlig vender han tilbage, når mørket igen ligger over Vestre Kirkegård, og ovnene venter på dagens første kister.