Kom med til Open Mic i Studenterhuset: Stedet, hvor du kan glemme alle dine problemer

Bag de karakteristiske gule mursten på Aarhus Universitet runger bassen. Til tonerne af alt fra megahits som Bruno Mars’ ”Uptown Funk” til en solokoncert med et japansk instrument, der mest af alt kan betegnes som en blanding mellem en kazoo og en violin, høres jubel.

Det afdæmpede lys i rummet med de gule mursten på væggene, gule fliser på gulvet, det trekant-formede træloft og med stole og borde i træ brydes kun af små lamper, der lyser i lilla, grøn og pink. 

I enden af rummet står den. Scenen. Samspillet mellem denne og de små farvede lys får rummet til at ligne den karaoke-bar, hvor du fik en fadøl på dit livs rejse i sabbatåret. 

Her sidder studerende fra Argentina, andre fra USA, nogle tredje fra Ungarn og nogle fjerde fra Rumænien. De er nu på deres livs rejse. De er alle samlet på ét sted: Studentercaféen på Aarhus Universitet. 

Det kræver nosser

Her holder Erasmus Student Network Aarhus til. Og det er ikke hvilken som helst forening. Faktisk har den vundet prisen for ”Erasmus student destination of the year” i 2025. Det er blandt andet takket være de omkring 150 events, som foreningen afholder hvert år. 

”Det er vildt interessant at lære internationale studerende at kende. Man får nye måder at se verden på, for selvom vi er ens på nogle punkter, har vi et helt anderledes syn på andre punkter,” når Kasper Mathiesen at sige, inden han igen griber mikrofonen på scenen som dagens toastmaster. 

”Give a big fucking hand out,” lyder det hver gang fra Kasper til efterfølgende hujen og piften fra publikum til eventet, der er i fuld gang. 

Du har prøvet det før. Open mic. Du er nervøs. Skal du skrive dig på listen? Hvad skal du synge? Hvad hvis det går galt? Hvad hvis jeg er den eneste, der vil synge? 

”It takes balls to go on that stage,” fortæller Grace Rico fra New York, der er arrangør på dagens event. 

Og selvom det ikke er alle artisterne, der i biologisk forstand har nosser, bliver der både skrålet, headbanget og fraseret fra den lille scene, hvor alle kan være med. 

”The amazing thing about this event is failing on stage and being okay with it,” siger Grace Rico, der selv optræder med et nummer på aftenen.

Hiya Barbie

Midt i kavalkaden af sød popmusik, numre som Hoziers ”Take me to church” og pulserende spanske salsa-rytmer indtager tre gutter scenen. Med solbriller, tatoveringer op ad armene og en stor elguitar kan publikum næsten fornemme, hvad der skal til at ske. 

Første nummer er et inferno af hårde slag på trommerne, en elguitar, der skærer gennem luften og en forsanger, der med langt, krøllet hår og hestehale vifter voldsomt med hovedet til hans råb i mikrofonen. 

De næste numre stiger kun i hårdhed, og publikum er en blanding af forstummede, smilende og medlevende. Særligt lydmanden headbanger med på sangene, og et konsekvent rock-and-roll-tegn præger hans højre hånd.

Men så sker det. Efter en pause med musik, der får trommehinderne til at hamre af sted, generobrer bandet scenen. Men denne gang med en kvindelig med-forsanger og et løfte om at publikum nu vil få det bedste danske 80’er-techno. ”Hiya Barbie, hi Ken,” lyder det til klapsalver og grin fra de udenlandske studerende.

Men lyden af Barbies dullede stemme er erstattet af en mandlig brummen, der akkompagneres af en heftig rockguitar og aggressive trommer, der buldrer afsted. Men fælles for sangene er, at de alle bliver mødt med et ”wuuuu” og klapsalver fra publikum.

Den danske glæde

”It’s a place, where you can forget about all the problems in the world for two hours,” fortæller Liv Guentert fra Zürich, der kommer direkte fra biblioteket, hvor hun har studeret hele dagen.

”We earned it,” siger hun til hendes ungarske veninde Viki Weisz, inden de skåler i det eneste observerbare danske, der er på aftenen: Grøn Tuborg og Tuborg Classic, som skænkes i baren. 

Der er dog noget dansk i luften. En af årsagerne til at de to piger er taget til Danmark, er for at mærke den berømte danske glæde, fortæller Viki Weisz.

Og netop glæden er noget, som Kasper Mathiesen kan mærke. Han kan se, at det arbejde, de lægger for dagen virker. Da han tidligere var leder af fredagsbaren for internationale studerende på Herning Universitet, halverede de andelen af udenlandske studerende, der droppede ud.

”Der er dårlige sociale vilkår for udenlandske studerende i Danmark. Danskerne har allerede deres grupper, og de er ikke så åbne for at lukke nye folk ind,” fortæller Kasper, mens trommerne buldrer i baggrunden. 

Derfor glæder det Kasper, at han kan være med til at gøre en forskel for de udenlandske studerende. Han kan mærke, at hans arbejde er vellykket, når de studerende selv begynder at arrangere events. 

Til hymnen fra Titanic-filmen lyder nu den mærkværdige blanding af en kazoo og en violin fra et japansk instrument. Instrumentet har tilmed et hoved og en mund, hvor lyden strømmer ud fra. Som var det verdens mest almindelige instrument, spiller ejeren til et forvirret, men smilende publikum, der tæller alt fra Brasilien- til Los Angeles-trøjer. 

Her i studentercaféen går skibet ikke ned. Tværtimod sejler de studerende videre på deres nye tilværelse i Smilets By.