Krigens eftervirkninger: Jan Sigurdssons kamp mod PTSD

Ude i horisonten ser han en mand komme gående. Manden kommer slæbende med et tæppe. Et par små fødder stikker ud af tæppet. Fødderne sidder på en 6-årige lille pige. Tæppet indsvøber den lille pige, som ligger i armene på sin far, så det kun er hendes små fødder, som er synlige. Faren kommer gående med den lille krop i armene. Pigen er død, og er dermed blevet offer for krigen i Afghanistan. Når Jan Sigurdsson fortæller om det syn, han den dag ser i Afghanistan, er det med tårer i øjnene. Selvom Jan Sigurdsson ikke har nogen part i den lille piges død, fylder skylden stadig meget for ham.

Når PTSD rammer

”Jeg ser hende ikke, men alligevel har hun været i mine tanker, hver eneste dag i halvandet år. Jeg ved jo godt, det er min hjerne, der spiller mig et puds, men hun var der, og jeg har set hende. For nogle år tilbage ville jeg kunne beskrive, hvordan hun så ud, selvom jeg aldrig har set hende. Det er min hjerne, der åbenbart har haft brug for noget forløsning af en eller anden art. Det kunne jeg så få ved at tage på de ukendtes grav ved en julegudstjeneste, hvor jeg beder om tilgivelse.” 

Jan Sigurdsson fortæller, at det for ham er summen af mange oplevelser, som har været udslagsgivende for sin PTSD. Synet af faren med den lille 6-årige pige er blot en af de mange oplevelser, som Jan Sigurdsson mener ligger til grund for, at han i 2009 trækker stikket.

”På det tidspunkt har jeg nok så mange huller og revner i min rustning, så alle de her indtryk man får, de siver ind fra alle leder og kanter. Den sidste patrulje, jeg skulle have deltaget i, kan jeg ikke se mig selv i den. Min næstkommanderende, som er fungerende chef, kommer ind og spørger mig, ’hvad fanden sker der?’ Han kunne godt se, jeg er slukket. Der er ikke nogen hjemme”

Der bliver efterfølgende kaldt en psykolog til Afghanistan for at snakke med Jan Sigurdsson, hvor det i fællesskab bliver besluttet, at han skal hjem til Danmark.

Skyggetallet

Ifølge tal fra Veterancenteret får ca. 4% af alle veteraner diagnosen PTSD. Der gemmer sig dog et stort skyggetal, da man regner med, at det i virkeligheden er 10% af alle veteraner, som oplever symptomer på PTSD. Ifølge Julie Hasselager, som er veteranrådgiver i Århus kommune, kan dette skyggetal dog være endnu større.

”Jeg hørte faktisk, at det er mellem 10 og 20 % som har behov for hjælp eller støtte, når de kommer hjem fra udsendelse. Og det er ikke givet, at det så er PTSD, det kan også være hjælp i en eller anden form”

PTSD dækker over en lang række symptomer, det kan være genoplevelser, forøget alarmberedskab og undgåelse. PTSD er nemlig en kompleks diagnose, da diagnosen er bred, hvilket vil sige, at veteranerne vil opleve PTSD på forskellige måder. Det er det billede Frans Ørsted Andersen, som er lektor på Århus universitet, hvor han forsker i veteraner, ser i sine samtaler med veteranerne.

”PTSD er jo mere en lang række symptomer, du kan liste og så vinge af, hvis de er der i et eller andet omfang. Så det er mere en bred og meget gummiagtig beskrivelse, som ved nogle veteraner kan give sig til udtryk ved for eksempel koncentrationsvanskeligheder, træthed og tristhed. Det kan være indadrettet, hvor man får lyst til at skade sig selv, eller man begynder at drikke. Det kan også være udadrettet, hvor man er aggressiv og asocial. Det er meget forskellige billeder, der er ved dem, der kommer hjem.”

Julie Hasselager ser dog et fællestræk ved alle de veteraner, hun har snakket med.

”Identitetstab det er dæleme det, som jeg ser tydeligst. Det at skulle erkende, at man ikke kan det, som man altid har kunne. Det er svært for dem alle”

Soldat for altid

På væggen bag spisebordet er der et stort hjerte. Hjertet består af billeder, alle indrammet i mørkt træ. Billederne er alle minder fra hans udsendelser. Der er smil på de fleste af billederne, dog er det ikke alle billederne, som er glade minder. På væggen hjemme ved Jan Sigurdsson har han også billeder af sine faldne kammerater. Specielt et billede vækker tydeligt følelser hos ham. Det er et billede af ham og fem andre soldater med en kiste i hånden. Dannebrog udsmykker den hvide kiste, mens sorgen tydeligt ses i øjnene på de seks mænd. De er hjemme og aflevere deres ven og kollega til hans familie, efter han har mistet livet i krig. Det er også det kammeratskab, som fylder meget for ham, da han tager hjem.

”Jeg vil så sige den skam, som jeg har, ved at tage hjem, ved at forlade min enhed, ved at forlade min skytte, min makker. Det er næsten ikke til at leve med”

Jan Sigurdsson mærker også skammen, da han kommer hjem til Danmark. Han kan ikke se folk i øjnene. Han skal affinde sig med, at han aldrig vil blive soldat igen. Det er dog ikke kun skammen, som fylder for ham. Han begynder at vise flere tegn på PTSD, som gør livet mere besværligt.

”Op til tre et halvt år efter jeg er kommet hjem fra Afghanistan, har jeg ikke sovet meget mere end et par timer maks. tre timer i døgnet. Med mine støvler, mine cowboybukser, min bluse på og baseballbat ved siden af min seng, så jeg er klar til at hoppe ud ad vinduet, hvis der er nogen, der kommer ind på min matrikel.” 

Det er ikke kun angsten som sidder i ham. Det er svært for ham at være sammen med andre mennesker. Han har simpelthen støj i hovedet. Det er den støj, som han fortæller, har være med til at få ham til at eksploderer over selv de mindste ting. De udfordringer PTSD har givet ham, er også en af grundene til, at han ikke har børn i dag. De to ting kan ikke forenes for ham.

Hvorfor PTSD?

Ifølge Frans Ørsted Andersen er det ikke nødvendigvis de voldsomme oplevelser, som har lagt grundstenen for PTSD, men følelsen af ikke at kunne gøre noget.

”Situationer, hvor man ikke føler, at man har det værktøj, der skal til for at løse de opgaver, man er udsendt til. Man råder ikke over det værktøj altså både i overført betydning og konkret til at løse opgaven”

Oftest kommer symptomerne på PTSD først noget tid efter, veteranerne er kommet hjem fra udsendelsen. Julie Hasselager ser et billede af, at nogle formår at leve på en almindelig måde i et antal år. Det er først, når der sker en stor livsomvæltende begivenhed, og man på den måde kommer ud af den trygge hverdag og opdager, at man fungerer på en nedsat måde.

Veteraner har i Danmark en livslang ret til at få støtte. De kan få hjælp til alt fra psykolog og til at komme i job. Ifølge Julie Hasselager er det vigtigt, at veteranerne får den rette hjælp, da det ellers kan have konsekvenser for veteranerne.

”Der er nogle konsekvenser ved det, og det kan have mange ansigter. De konsekvenser, man primært ser, det er en markant nedsat livskvalitet.”

Livet efter krig

Jan Sigurdsson sidder ved sin psykolog. I hånden holder han nogle fiktive balloner. Hver ballon står for en af de egenskaber, som han har haft som soldat. Der står blandt andet ærekær, stolt og loyal på disse balloner. Psykologen fortæller, at det nu er tid til at slippe de balloner. Det er tid til, at han nu skal sige farvel til hans militær persona, der gik under kaldenavnet Sigurd. Han knytter hånden og strammer til omkring de balloner, som kun findes i hans hoved. Tårerne triller, da han skal give slip på den person, som han har brugt de sidste 20 år på at bygge op. Han skal sige farvel til Sigurd.

Han skal have hjælp til at slippe tiden i militæret. Han får derfor hjælp fra veterancenteret, som tildeler ham en psykolog. Det har været med til, at han den dag i dag har fået det bedre. Han får også hjælp på andre områder. Han får tildelt en erstatning, da han ikke længere er i stand til at arbejde. Derudover har han en sagsbehandler, som kæmper for en førtidspension til ham. I 2016, syv år efter sin sidste udsendelse, får han tildelt førtidspension.

”Så ringer hun så og siger, at jeg får tildelt den her førtidspension. Og så tuder jeg. Fordi det er en forløsning. Den her lettelse over, jeg mangler ikke nogen lemmer. Jeg er blevet skadet i hovedet, og det er der faktisk nogen der anerkender, at det er okay.”

Selvom, han er førtidspensionist, er det stadig vigtigt for ham at holde sig i gang. Han er en mand med mange interesser. Han har selv renoveret sit hus, og han har i tidens løb kastet sin kærlighed på blandt andet droner, metaldetektor, motorcykler og nu en båd. Interesserne er med til at give ham en hverdag, og hjælper ham til at komme udenfor. I dag har Jan Sigurdsson det godt, og han har lært at leve med PTSD. Det er blandt andet takket være den hjælp, som han har fået tilbudt gennem tiden.

”Det sikkerhedsnet er helt fantastik, og det gør faktisk, at man har lyst til at leve”