Krigens mørke skyer hænger over Libanon

Den 21. september 2025 er Amani Bazzi om eftermiddagen sammen med sin mand og fire børn på vej hjem i bilen efter en frokost hos hendes forældre i det sydlige Libanon. I bagagerummet har de en barnevogn til deres tvillingebørn, Hadi og Cylan. Familien når dog aldrig hjem den dag, for undervejs bliver de ramt af et israelsk luftangreb. Amani Bazzis mand, Chadi Charara, og hendes tre yngste børn, Celine på 10 år samt tvillingerne, mister livet. De eneste overlevende er Amani og hendes 13-årige datter, Aseel - de er dog alvorligt sårede.

Tragedien blev hurtigt et symbol på, hvordan civile også under våbenhvilen bliver ramt af konflikten mellem Israel og Hizbollah. Sagen vakte så stor opmærksomhed, at Pave Leo XIV under sit besøg i Libanon i december 2025 valgte at afsætte tid til et privat møde med Amani Bazzi. Hendes historie rørte ham.

For libanesere har krig været en tilbagevendende realitet i flere årtier - med markante fysiske og mentale konsekvenser.

Årtier med kriser og konflikt

Krig og dens medfølgende traumer er ikke nyt for libaneserne. Fra 1975 til 1990 blev landet ramt af en blodig borgerkrig, hvor over 100.000 mennesker mistede livet. Under konflikten invaderede Israel Libanon i 1978 og 1982, hvilket førte til militære besættelser og kampe med palæstinensiske militser, som havde udført angreb mod Israel fra libanesisk territorium. Mange civile blev fanget i krydsilden, hjem blev ødelagt, og landsbyer forladt.Krigens kaos tiltrak også en multinational vestlig militær indsats under USA’s ledelse, og det var her, Hizbollah første gang trådte frem som aktør.

Konflikten mellem Israel og Hizbollah har gentagne gange blusset op, senest i krigen fra 2023-2024, hvor mange civile har mistet deres hjem, familiemedlemmer og livet. Selv under den efterfølgende våbenhvileperiode har befolkningen været udsat for vold, hvilket understreger, at sikkerhedssituationen i landet fortsat er skrøbelig, og at krigens konsekvenser stadig mærkes tæt på.

Men Libanon er ikke blot fanget i en krigscyklus. I 2019 spredte omfattende anti-regeringsprotester sig over landet, og i 2020 blev Beirut ramt af en katastrofal havneeksplosion, der dræbte hundredvis af mennesker og ødelagde en hel bydel. Samtidig har landet været ramt af en dyb økonomisk krise - med massiv inflation, stigende arbejdsløshed og udbredt fattigdom.

De samfundsmæssige konsekvenser

I dag kan omkring 90.000 mennesker fortsat ikke vende hjem til deres områder i det sydlige Libanon, som stadig er besat af israelske styrker, trods den formelle våbenhvile og aftaler om en fuld tilbagetrækning bag en grænse fastlagt i 2000. Selvom kampene er dæmpet, har våbenhvileperioden ikke betydet en reel afslutning på krigens menneskelige omkostninger.

Tværtimod indskriver situationen sig i et længere historisk mønster, hvor den libanesiske befolkning igen og igen har måttet leve med følgerne af krig, politisk ustabilitet og økonomisk krise. Over årtier har disse forhold sat dybe spor i samfundet og belastet centrale sektorer - ikke mindst sundhedsvæsenet, som allerede var svækket før krigen i 2023-2024 og siden er blevet yderligere presset af både krigen og dens eftervirkninger i våbenhvileperioden.

Ifølge WHO har over 4.000 civile mistet livet, mens 17.000 mennesker er blevet såret - mange af dem med behov for traumebehandling og rehabilitering. Krigen har desuden haft katastrofale konsekvenser for den kritiske infrastruktur, og op imod 16.000 bygninger er blevet delvist eller totalt ødelagt som følge af israelske angreb. 

De mentale konsekvenser

I Libanon er angst blevet en udbredt del af hverdagen. Landet er placeret som nummer fire blandt verdens mest angst-ramte lande, og særligt børn bærer sporene af de gentagne konflikter. En UNICEF-undersøgelse peger på, at børns mentale trivsel er forbedret i våbenhvileperioden, men advarer samtidig om risikoen for langvarige helbredsmæssige konsekvenser for de mest udsatte.

På trods af de omfattende konsekvenser, fortsætter hverdagen i Libanon.

Ifølge Lars Hedegaard Williams, ph.d. i medicinsk antropologi og forsker ved DIIS med fokus på krigstraumer,  har mennesker en særlig evne til at fungere, når de befinder sig i en situation, der potentielt kan blive farlig.

”Hvis man hele tiden befinder sig i en situation, hvor man skal være på vagt, fordi der kan ske noget, kan man faktisk fungere relativt godt i en periode. Kroppen går i en slags overlevelsestilstand,” forklarer Lars Hedegaard Williams.

Han peger på, at kliniske lidelser som PTSD ofte først udvikler sig, når krigens rædsler er forsvundet, men understreger samtidig, at det ikke er alle, der udvikler en klinisk lidelse.

Den vurdering deler Karen-Inge Karstoft, professor i psykologi ved Københavns Universitet. Hun har forsket i ukrainske krigsflygtninge, og i hendes studier viser det sig, at 25-30 procent udviser svære symptomer på PTSD.

”De er alle sammen flygtet fra et krigsområde, og flertallet har direkte oplevet krigshandlinger,” forklarer Karen-Inge Karstoft.

Hun understreger dog, at de fleste vil opleve, at traumatiske reaktioner manifesterer sig i en periode, men at symptomerne forsvinder over tid. For nogle bliver de dog hængende og kan udvikle sig til en egentlig klinisk lidelse.

”Det afhænger blandt andet af faktorer som personlighed, graden af ængstelighed, størrelsen på ens netværk og den støtte, man modtager efterfølgende,” uddyber hun.

I et land ramt af gentagne kriser og en ekstremt presset sundhedssektor kan det blive problematisk for mange at få den nødvendige hjælp og støtte i den efterfølgende rehabiliteringsperiode.

At være fanget i en limbotilstand

I Libanon har den tilbagevendende vold fået den libanesiskes terapeut Myra Saad til at gentænke PTSD-begrebet. Hun udtaler til The New Humanitarian, at begrebet Continuous Traumatic Stress Disorder er mere dækkende for libanesernes situation.

Spørger man Karen-Inge Karstoft, er det ikke en anerkendt klinisk diagnose - men hun mener, at der er en vigtig pointe i det.

”Det er netop ‘post’ i diagnosen posttraumatisk stressforstyrrelse. Behandlingen af PTSD handler blandt andet om, at mennesker, der har været udsat for alvorlige traumer, skal genlære, at den hverdag, de befinder sig i nu, er sikker,” forklarer hun.

Og netop det er vanskeligt i Libanon, når truslen om krigsvold hænger som mørke skyer over landet.

For Amani Bazzi og hendes 13-årige datter, Aseel, venter en lang og svær rehabiliteringsproces. Et israelsk luftangreb tog på et øjeblik livet af dem, de holdt allernærmest. Hverdagen foran dem er barsk, og enhver eskalering af konflikten vil kun gøre livet endnu grummere - ligesom for mange andre libanesiske familier, der fortsat kæmper med konsekvenserne af de seneste års kriser og tragedier.