Kritik af landets biskopper – “Biskopperne skal overlade det politiske til politikerne"
Otte af landets ti biskopper har udtalt sig i den politiske debat om Gaza. Biskopperne møder kritik fra dem, der mener, at kirken skal forholde sig apolitisk. Debatten om hvad kirkens ledere må udtale sig om, strækker sig tilbage til reformationen i 1536.
“Krigen i Gaza har for længst passeret alle rimelige proportioner”, skriver otte af landets ti biskopper i en pressemeddelse den 17. juni 2025.
Biskopperne kommer med en bøn til den danske regering, om at lægge pres på Israel "for at indstille krigshandlingerne i Gaza øjeblikkeligt og samarbejde om at få mere nødhjælp ind i Gaza.”
Desuden tager de afstand fra “såkaldt kristen zionisme”, “fordrivelse af ikke-jøder fra palæstinensiske områder” og “ethvert misbrug af religion til at begrunde overgreb på mennesker – herunder krigsforbrydelser.”
Biskop Peter Birch udtalte til kirke.dk: “Der er en konkret anledning, og når den anledning er stærk nok, så tager vi ordet. Vi er ikke mere end andre, og vi er heller ikke mindre end andre. Vi må gerne udtale os”.
Men ikke alle landets biskopper har ønsket at stå sammen i en fælles erklæring. Biskop Elof Westergaard har valgt ikke at underskrive: “Jeg synes blot ikke, at dette skulle have været en fælles udtalelse fra biskopperne, fordi kompleksiteten i Mellemøsten er så stor, og uden enkle løsninger,” forklarer han til kirke.dk.
Konservative kritiserer kirken
Pressemeddelelsen har fået kritik af blandt andre Nikolaj Bøgh, rådmand og folketingskandidat for De Konservative. I en kommentar til Jyllands-Posten skriver han: “Biskopperne – eller kirken som sådan – er ikke et politisk parti, der skal have holdninger til alt muligt.”
Han mener, at biskoppernes opgave er at drive en samlende kirke, og at de med deres udtalelse er med til at skabe splittelse. Tidligere folketingsmedlem Naser Khader skriver ligeledes i et opslag på Facebook: “Biskopperne skal overlade det politiske (udenrigspolitik) til politikerne. Kirken har en anden og større opgave i denne verden: at bringe evangeliet til mennesker.”
Kommentarerne fra Nikolaj Bøgh og Naser Khader overrasker ikke Mattias Bostrup, post.doc i kirkehistorie ved Aarhus Universitet. Ideen om, at kirke og politik bør adskilles, har historisk stået stærkere i Danmark, end i vores nabolande.
“I Tyskland, Sverige og Norge er det mere naturligt, at kirken tager stilling til politiske emner”, siger Mattias Bostrup.
Dog påpeger Mattias Bostrup, at der er flere gange i den danske historie, hvor biskopper og præster har blandet sig i den politiske debat.
Fra statskirke til folkekirke
Fra reformationen i 1536 er kongen kirkens øverste leder. Kirken bliver en statskirke – tæt knyttet til kongemagten og styres efter kongens politiske linje. Frem til grundloven i 1849 formidles kongens politik til befolkningen gennem såkaldte hyrdebreve udformet af biskopperne, oplæst af landets præster til gudstjenesterne. Kirken fungerer som talerør for kongens værdier og politiske budskaber.
Med grundloven i 1849 ændrede dette sig markant. Danmark går fra et enevældigt styre til parlamentarisme. Kirken er ikke længere en statskirke, men en folkekirke.
De danske præster bliver underlagt embedsværket og regeringen. Selvom de indgår i statssystemet, er der ingen paragraf i grundloven, som fastsætter, hvad en præst eller biskop må udtale sig om. De står derfor nu frit til at udtale sig politisk, selvom det kan være i strid med regeringens politiske linje.
Et opgør med nazisme og apartheid
Ved nazisternes planlagte internering af danske jøder i oktober 1943, skriver landets biskopper – anført af Københavns biskop, Hans Fuglsang-Damgaard – et fælles hyrdebrev, hvor de fordømmer den dansk-tyske regerings forfølgelse af jøder.
“Biskopperne begrunder modstanden med, at interneringen bryder med dansk lov og ret, og at man som kristen har en moralsk forpligtelse til at sige fra over for dette”, forklarer Mattias Bostrup.
Ved udgangen af 1960’erne så en gruppe danske præster sig moralsk forpligtet til at sige fra over for uretfærdighed. Gennem Kirkernes Raceprogram, satte de fokus på racisme og apartheid – især i Sydafrika.
Dengang, som i dag, blev præsterne mødt med modstand fra konservative politikere, der kritiserede dem for at blande religion og politik, og for at have gået væk fra deres rolle som forkyndere af evangeliet.
