Kvinder kæmper for solidaritet: “Vores kamp er ikke adskilt, den er forbundet”

/Originalt udgivet d. 10. marts 2025/

“Girls just wanna have fun-damental rights!” Lyden af megafonen runger i Mathilde Fibigers Have ved KØN-museet, der på denne lørdag summer af liv. Der er kvinder og børn med glimmer på kinderne, en dame iført en lilla pussyhat og en mand med et pink tylskørt, der både kræver plads og opmærksomhed. Et rødt flag med teksten “hate has no home” og et kvindetegn med den karakteristiske knytnæver svajer let i vinden. Det samme gør et palæstinensisk flag, der danner en kappe bag en ung kvindes ryg. På trods af deres forskelligheder er de alle samlet om én fælles sag. 

Forsamlingen falder til ro da den første taler tager ordet. “Glædelig kampdag," lyder det fra aktivist og talsperson for Everyday Sexism Project Danmark, Zen Donen. Hun gennemgår kort slagplanen for dagen, inden hun fortæller om temaet for dette års march: Solidaritet med verdens kvinder. “Vi skal opføre os ordentligt, men vi skal selvfølgelig også råbe,” kalder hun ud til sine medsøstre og andre solidariske sjæle, der bryder ud i jubel. 

Stemningen sitrer mens forsamlingen venter spændt på at marchere ud i Aarhus’ gader. Imens samles koret Mellemfolk Activist Choir i orkanens øje. Med stor begejstring i øjnene, synger de en nyfortolket version af den klassiske modstandssang ‘Bella Ciao’. Selvom det kun er koret, der kender teksten på forhånd, går der ikke længe, før menneskemængden synger med på de insisterende ord: “We are women, and we are marching. We will not be denied.” 

Kvindekampen er under udvikling 

Kvindernes Internationale Kampdag er hverken ny i det aarhusianske bybillede eller i Danmark. Selvom der først blev fastlagt en årlig dato for kampdagen i 1920, kan Kvindernes Internationale Kampdag spores tilbage til 1910, hvor der blev diskuteret emner som stemmeret og omsorg for mødre. Kvindekampen har dog gennemgået en stor udvikling siden, og spænder bredere end nogensinde før. Dette blev tydeligt ved KVINFO’s fejring af 8. marts 2024, der blev afholdt i spillestedet VEGA i København. 

Det var tidligere blevet annonceret, at statsministeren, Mette Frederiksen, skulle holde en tale til begivenheden. Dette gik dog ikke som forventet, da statsministeren kort inde i sin tale blev afbrudt af en demonstration og beskyldt for “ikke at være feminist”. Demonstrationen omhandlende Israel og Palæstina, og der blev, ifølge TV2 Nyhederne, kastet med flyveblade og råbt så højt, at Mette Frederiksen blev forhindret i at færdiggøre sin tale. 

Afbrydelsen af KVINFO’s arrangement kan tyde på, at der er sket en udvikling i hvad, der anses for at være en del af kvindekampen. En pointe, der også bliver taget op d. 8. marts i Aarhus. 

“Vores kamp er ikke adskilt, den er forbundet,” fortæller Nadia Jacobsen, der er transkvinde og én af talerne ved kvindemarchen. Pointen modtager et stort bifald fra publikummet, inden de sendes ud på ruten gennem latinerkvarteret. 

“Ingen kvinder er frie, før alle er frie”

Krigstrommer sender den opildnede forsamling afsted. I spidsen af optoget er fire kvinder iført røde flyverdragter med teksten “solidarity rocks” på ryggen. I hælene på dem er seks dansere og en lille gruppe trommeslagere. Tilsammen udgør marchen et syn, der får aarhusianerne til at stoppe, pege, filme ud ad deres lejlighedsvinduer og nogen slutter sig endda til undervejs. Enkelte sender gruppen overraskede eller tilmed irriterede blikke ud ad øjenkrogen og skynder sig hastigt videre. Muligvis på grund af blikke som disse, har Nadia Jacobsen ikke altid følt sig velkommen på kampdagen. 

“Jeg har tidligere undgået kvindernes kampdag, fordi jeg som transkønnet ikke vidste, om jeg var velkommen.” Men denne gang er Nadia Jacobsen trukket i en lyserød kjole og klar til at marchere gennem Aarhus’ gader. For hende er kampen også vigtigt. “Det handler om retten til egen krop,” siger hun og det fornemmes, at også hun er opmærksom på den nylige udvikling i USA, hvor Donald Trump har slået fast, at der kun er to uforanderlige køn: mand og kvinde. 

Og netop dette globale perspektiv har indtaget en større rolle på kampdagen, der i år også inkluderer en tale fra Mona Fahd, som har palæstinensisk ophav og taler blandt andet om kvinder og børn i krigsramte områder, så som Gaza. I sin tale nævner hun desuden at “ingen kvinder er frie, før alle er frie”, og sætter marchen gennem Aarhus’ gader ind i et større perspektiv. 

Kampen forsætter 

Forsamlingen har atter fundet tilbage til Mathilde Fibigers Have, hvor Zen Donen takker af og fortæller om muligheden for at deltage i yderligere begivenheder i forbindelse med kampdagen. Der er blandt andet fællesspisning, dragshow og meget andet på menuen. 

Omringet af sine tre venner står Peter Vingum i en blå sweater. I sin ene hånd holder han et glas med en gul drik, i den anden en halvtom flaske med samme drikkevare. Hans venner har ligeledes hvert sit glas og snakker højlydt med hinanden.

“Jeg endte her mere eller mindre ved et tilfælde,” fortæller Peter Vingum om hans deltagelse i marchen. Men på trods af, at han ikke havde planlagt at deltage i kampdagen, er det en vigtig sag for ham og også en, som han gerne vil støtte. “Jeg synes kvinders rettigheder bør styrkes både i Danmark men også i udsatte områder.”

Men på nuværende tidspunkt, er Peter og hans venner i højt humør og taler om at tage videre til Godsbanen og “se hvad der sker”. Men inden han går, tilføjer Peter med et smil, at han synes marchen har været “flot” opsat: “Men det var nogle svære kampråb.” 

Selvom marchen er slut og menneskemængden atter er forduftet, hænger Zen Donens ord: “Kampen slutter selvfølgelig ikke i dag” stadig tilbage i luften, som et løfte om en forsat kamp, men også om en gentagelse af marchen samme dag næste år.