Landbrugschef peger fingre: CO₂-afgiften rammer forkert
For Frederik Osmundsen er problemet tydeligt: Klimapolitikken går efter landmændene, mens forbruget fortsætter uændret, og derfor risikerer Danmark at ramme ved siden af sine egne klimaambitioner.
Når man spørger 32-årige Frederik Osmundsen, der er landbrugschef i Ringkøbing Landbobank, understreger han, at politiske indgreb som CO₂-afgiften rammer helt ved siden af, fordi de fokuserer på produktionen frem for efterspørgslen. Dette synspunkt er blevet mere almindeligt i landbrugskredse, hvor mange, ifølge Osmundsen, oplever, at byrderne vokser, mens indtjeningen presses. Men det rejser en række kritiske spørgsmål om landbrugets rolle i klimakampen og om ansvaret kan flyttes over på forbrugerne, som Frederik Osmundsen giver udtryk for.
Et landbrug i usikkerhed
Sammen med klimadebatten står landbruget i en usikker tid. Landmænd på tværs af kommunens grænser mærker konsekvenserne af stigende jordpriser, skærpede kvælstofkrav og udsigten til en kommende CO₂-afgift. Frederik Osmundsen forstår landmændenes frustration. Selv troede han, at han skulle være landmand som flere i familien, men forlod bl.a. erhvervet, da økonomien i landbruget længe har været presset for yngre landmænd. Hans erfaring fra landbruget, bruger han bl.a. i dag i rådgivningen af bankens kunder.
”Vi ser helt grundlæggende på, hvor meget den enkelte kan belåne i deres landbrug, og der er ikke en økonomisk løsning, som passer alle” siger han. Han beskriver en branche, hvor en hver ny politisk udmelding potentielt kan skabe bekymring for ens fremtidige økonomi - og hvor mange frygter, at fremtidens klimakrav, kan vanskeliggøre vilkårene for den enkelte landmand.
“Vi regulerer de forkerte”
For Osmundsen ligger den største fejlkilde i klimapolitikkens grundtanke. Han mener, at den fokuserer for meget på den danske produktion, som i forvejen er blandt Europas mest klimaeffektive.
”Hvis vi kun reducerer herhjemme, ændrer ingenting sig globalt. Danskerne stopper ikke deres forbrug, fordi en dansk landmand producerer mindre. De køber det bare et andet sted – tit i lande, hvor klimaaftrykket er højere,” påpeger han
Argumentet er velkendt i debatten og bygger på fænomenet “carbon leakage”, hvor produktionen flytter ud af landet i takt med, at reguleringen strammes. Det kan være en reel risiko, fortæller Osmundsen.
Afgiften, som ingen vil have.
Når samtalen falder på CO₂-afgiften, mærkes både frustration og tvivl.
”Jeg synes overhovedet ikke, at CO₂-afgiften giver mening, fordi den har ikke nogen effekt”, siger Frederik Osmundsen. Han mener, at den bliver en ekstra regning for forbrugerne, der i sidste ende ikke mindsker udledningen globalt, men blot flytter produktionen.
Spørgsmålet er så, hvad alternativet er. Ifølge Osmundsen kunne et alternativ være at påvirke forbrugernes adfærdsmønstre og dermed skabe ændringerne derigennem. Han bliver dog mindre konkret – og det er netop dér, kritikken ofte rammer: Landbruget efterlyser løsninger udefra, men peger sjældent selv på, hvilke redskaber de er villige til at acceptere. For mens mange er enige i, at byrderne skal fordeles retfærdigt, er få enige om, hvordan det konkret skal ske.
Hvor ender ansvaret?
Debatten om CO₂-afgiften, samt landbrugets ansvar er langt fra ny, men interviewet med Landbrugschef Frederik Osmundsen viser, hvor tydeligt konflikten er for de lokale landmænd. Hans pointer er genkendelige, men ansvaret kan hverken placeres alene hos forbrugerne eller hos landbruget – det er noget, alle parter påvirkes af.
Denne påvirkning sker bl.a., fordi Danmark står med en række klimamål, der skal indfries, og en landbrugssektor, der forventes at levere en del af de kommende klimareduktioner. Uanset hvordan ansvaret fordeles politisk, kommer både forbrugere, landmænd og banker til at mærke omstillingen – Spørgsmålet er blot, hvem der til sidst ender som taberen i den danske klimapolitik.
