”Langt hen ad vejen så er det jo tordenskjoldssoldater som mig selv, der går ind i det her fællesskab”

”Man kan godt få nogen til at lave et afslutningsarrangement for deres børn. Man kan også godt få dem til at bage en kage til deres børns træning. Man kan også få dem til at køre til kamp og vaske trøjer og sådan noget. Det er der ingen problem i, det skal de nok. Men det at gå ind og gøre den der indsats for at foreningen kører, dét er der ikke mange, der tilbyder,” fortæller Børge Hansen.

Tordenskjoldssoldater. Personer der trofast udfører opgaver igen og igen. Frivilligt. Børge Hansen er en af dem. Han er foreningsmand af hjertet. Et hjerte, der i dag er grønt, og banker for Viborg Håndbold Klubs forening, hvor han engagerer sig frivilligt som foreningsformand, samt medlem af bestyrelsen i den professionelle afdeling. Interessen for foreningslivet går helt tilbage til dengang, han selv startede til håndbold som 10-årig, begyndte som træner for et børnehold som 16-årig, og allerede som 18-årig deltog i bestyrelsesarbejde - dengang i barndomsklubben, Silkeborg Voel.

”Det var jo fællesskabet og hele den stemning, der var omkring det i sådan en landsby. At være fælles om sådan et projekt, hvor alle bakkede op, og alle vidste alt om alle. På den måde var det jo en fantastisk tryg, men også en berigende verden at være i,” fortæller Børge. 

Senere flyttede han til Viborg, hvor han meldte sig ind i Viborg Håndbold Klub (VHK), siden hen engagerede sig i fodboldklubben, Nørremarken IF, før han igen vendte tilbage til håndbolden i VHK. Her han har været alt fra træner for de allermindste til træner for de allerbedste, deltaget i ungdomsudvalg og lavet bestyrelsesarbejde.

Hjertet af foreningen: klublokalet

Børge sidder i dét, han selv kalder ”et gennemgangsrum ned til omklædningsrummene,” nemlig VHK’s cafeteria-område. Området er grønt, med mørkegrønne vægge, ligesom klubben. Men noget mangler. 

”I det nuværende cafeteria bliver man ikke set, og man kan ikke se dem, der skal ses,” fortæller Børge.

I 1980’erne var cafeteriaet endnu ikke blevet til. Dengang var der et klublokale i forbindelse med den gamle hal, i dag hal 2, med store vinduespartier. Her kunne man sidde og kigge ud på det, der foregik i hallen, og de i hallen kunne kigge med ind i klublokalet, som dengang også var et cafeteria. Her kunne man købe kaffe, sodavand og kage, og vigtigst af alt få sig en god snak. Det var mere end bare et cafeteria. Det var et mødested for spillere, trænere og forældre - for foreningsfolk.

”Da jeg selv var aktiv håndboldspiller, da sad vi altid derinde en time eller to og snakkede, grinte og pjattede, og vi blev allesammen beriget af det fællesskab,” fortæller Børge.

Han erindrer, hvordan man kunne sidde i et fyldt klublokale og følge med i kampe og træninger, mens det daværende inspektørpar, Ragner og Birgit, stod bag disken og skabte liv i lokalet:

”Det var guld værd. De fik skabt en god stemning, og der var altid varm kaffe og sodavand, man kunne købe."

Han fortæller desuden, hvordan det var et mødested for de unge før træninger:

”I en periode trænede jeg nogle unge drenge og piger i klubben (VHK), og de mødte ind 1,5 time før, direkte fra skolen og herover, og så sad de og lavede lektier i det gamle lokale.”

Børge beskriver det gamle lokale som et værested, og det er hans oplevelse, at det langt hen ad vejen stadig er sådan i landsbyerne.

Købstæder og landsbyer

I samtalen med Børge skelner han mellem foreninger i købstæder og landsbyer. Det er Børges oplevelse, at der eksisterer en forskel mellem netop disse to. For mens der, ifølge Børge, umiddelbart er en større villighed i forhold til frivillighed og foreningen som samlingspunkt i landsbyerne, er det anderledes og svært i købstæderne.

”Jeg synes, at det ser ud som om, at der er rigtig god opbakning til tingene i landsbyerne, og at forældrene også indgår i et eller andet fællesskab. Det kan godt være, at der er lidt tordenskjoldssoldater der også,” fortæller han. 

Det er Børges oplevelse, at de har godt fat i forældrene i landsbyerne:

”Jeg synes også, at de dyrker et fællesskab på en anden måde, end vi kan gøre herinde. Det er selvfølgelig fordi, at for at have et godt fællesskab skal man have en relation sammen.”

I købstæderne kan det være svært, når man kommer fra fem forskellige skoler, og ikke kender hinanden, fortæller Børge. Han oplever nogle gange, hvordan forældre til børn, der spiller kamp, sidder spredt rundt i hallen, på trods af at de alle har børn på det samme hold. Og når man ikke kender hinanden, så bliver det svært, fordi man ofte melder sig som frivillig, hvis man har relationer i foreningen, oplever han:

”Der er ikke nogen, der kommer og siger, ’kan I bruge en frivillig her’, uden der er en relation."

”Langt hen ad vejen så starter vores fællesskaber i Danmark jo med kaffe”

I VHK forening arbejder man derfor med at skabe relationer mellem forældrene, blandt andet gennem forældrekaffe før kampene. Her er der kaffe og småkager, og forældrene bydes velkommen af et bestyrelsesmedlem, hvorefter det ellers står på ”smalltalk” mellem de fremmødte. For Børge er det essentielt, at forældrene skaber relationer til hinanden:

”Jeg vil ikke være frivillig alene. Jeg vil være frivillig sammen med nogen, jeg kender. Det er den tænkning vi har. Derfor prøver vi at sige: 'Hvordan får vi de her forældre til at kende hinanden? Hvordan får vi dem til at få en interesse i, at det her fællesskab faktisk er godt?'"

Og netop her kommer det gamle klublokale ind i erindringerne igen. For forældrene har, ifølge Børge, ikke et sted, hvor de kan mødes. Et sted, der indbyder til at komme over og deltage i samtalen med andre forældre og foreningsfolk. 

I dag er det gamle klublokale et styrketræningsrum, hvor klubbens medlemmer kan komme og træne. Men klublokalet mangler. Det blev fjernet, da man byggede den nye stadionhal tilbage i 1997, hvor man lavede et nyt cafeteria. Ifølge Børge havde arkitekterne bag kun blik for, at det skulle være en opvisningshal med stolerækker hele vejen rundt, hvilket gjorde, at der ikke blev skabt plads til et godt klublokale med udsyn til og fra hallen.

”Noget af det vigtige er de faciliteter, der er. Der er vi ikke særligt godt stillet i VHK, da vi mangler et klublokale,” fortæller han.

Der skal være tid til egne interesser

”Vi er blevet sparsomme med vores tid,” lyder det fra Børge.

Han oplever, at rigtig mange voksne og forældre i dag også rigtig gerne vil mange andre ting. Derfor er dét at sige ja til noget, der ikke er tidsbestemt i forvejen, rigtig svært.

”Så er det jo lidt tordenskjoldssoldater som mig selv, der går ind i det her, og kan se, at fællesskabet og de oplevelser, vi selv har haft, betyder noget, og at kunne se glæden hos medlemmerne. Men forældrene - de siger ikke ja til at være en del af et udvalg,” fortæller Børge.

Han erfarer, at mange vil vide på forhånd, hvor meget tid det kræver af dem.

”En juleafslutning fra 18-20 kan de godt, men derudover siger man helst ikke ja til noget. Det er en stor forandring, der er kommet,” mener han.

Det er Børges oplevelse, at samfundet i dag ”er voldsomt” i forhold til, hvordan det var for 30-40 år siden:

”I dag kan man jo blive underholdt i alle døgnets timer. Dengang var der ikke ret mange voksne, der havde personlige ambitioner om, at skulle løbe et maraton eller cykle på tværs af alperne eller sådan noget."

Han mener, at der i dag er kommet en masse personlige ambitioner ind i forældre og voksne, som gør, at de også vil have tid til det. Selvom man har børn, vil man også gerne dyrke sine egne interesser. 

At melde sig til noget, som kræver tid og energi over en længere periode

Frivillige trænere har ikke været svære at finde til denne sæson i VHK forening. Det er dog en stor udfordring at få frivillige til at engagere sig i bestyrelses- og udvalgsarbejde, fortæller Børge.

”Vi har vel cirka 50 trænere i klubben, og da vi startede i august, havde vi de 48 klar. Folk vil gerne fortsætte,” fortæller han.

Ved sæsonstart manglede man to til tre trænere, og måtte søge med lys og lygte for at finde dem. Ifølge Børge er det et stykke hen ad vejen okay at finde nye trænere, men det er en generel udfordring:

”Jeg tror også, at det er det med at melde sig til noget, som er så tidskrævende og som kræver så meget af os,” fortæller han.

Et håb om at få foreningsfølelsen tilbage: ”Det er jo min klub”

Når man spørger Børge, hvad hans håb er for foreningslivet fremadrettet, så er det at skabe en foreningsfølelse blandt børn og unge. En følelse, hvor man virkelig gerne vil bidrage i sin egen forening. En følelse, som Børge selv har.

”Det var også derfor, jeg gik ind i bestyrelsen igen efter at have været ude af VHK i 15 år, fordi dengang der kom en og spurgte, om jeg ville ind i bestyrelsen, tænkte jeg: ’jamen det er jo VHK, det er jo min klub, så det kan jeg jo godt bidrage med’,” fortæller han.

Det leder os tilbage til det bankende grønne hjerte, og dét at have et hjerte for sin forening og sige ”jeg er grøn, og jeg bliver ved med at være grøn,” som Børge beskriver det. Og det er netop noget af det, som Børge glæder sig til at se i fremtiden blandt de børn og unge, der er aktive i foreningen i dag: 

”At de vokser op og har lært det værdifulde i at være en del af en forening, og den relation, det fællesskab og den glæde der er i at være med i et interessefællesskab. At de også kommer op og bliver forældre og siger: ’ja, jeg kan huske, hvordan det var for mig selv, det vil jeg rigtig gerne igen’. Så det er jo et fromt ønske om, at der er flere, der står med et foreningshjerte.”