Lea er født med læbe-ganespalte: "Jeg troede, jeg skulle skjule det"

"I min barndom prøvede jeg hele tiden at kompensere for, at jeg ikke følte mig smuk ved at prøve at være alt muligt andet i stedet.

I folkeskolen var jeg virkelig usikker. Jeg syntes, at min læbe-ganespalte var grim, og fordi den sidder i ansigtet, kunne jeg ikke gemme den. Jeg følte mig anderledes end alle mine skolekammerater, og jeg vidste aldrig helt, om jeg var købt eller solgt.
Det skadede mit eget selvbillede meget, fordi jeg hele tiden følte, at jeg var den eneste, der havde noget at bøvle med.

På højskolen har vi et fag, der hedder livsfortælling. Da jeg fortalte min historie, sagde folk til mig, at jeg havde en fed tilgang til tingene, og at mit gåpåmod og min åbenhed var inspirerende. Det overraskede mig. For jeg har altid mest tænkt, at jo mindre jeg snakkede om det, jo mindre fandtes det. Men sådan er det jo ikke.

Jeg har lært, at det hjælper at sige tingene højt. For så opdager man, at alle andre også går rundt med deres egne bekymringer og ting, de synes er forkerte ved dem selv. Eller at de overhovedet ikke ser det, jeg så tydeligt ser, når jeg kigger mig selv i spejlet.

Sidste efterår gik jeg igennem mit første break up. Det var hårdt, men jeg lærte meget om mig selv, og hvor vigtigt det er, at man tager ansvar for at passe på sig selv. Derfor skriver jeg også dagbog. Eller prøver. Nogle gange falder jeg bagud, men det hjælper mig at udvikle mig som menneske. Det er vildt at læse tilbage og se, hvor meget der er sket. Hvad jeg engang håbede at blive bedre til, eller troede skulle ske, og så være sådan: ”What, skete det?” Eller hvorfor troede jeg, at det skulle ske?

Jeg tror ikke, at mine usikkerheder over min læbe er gået helt væk, men jeg synes, det er blevet meget bedre. Det har hjulpet mig meget at komme på højskole og lære at sætte ord på det, for så mister det lidt af magten over mig."