Lille-Rune råber stadig ind i voksenlivet

Rune henter en Ikea-taburet i køkkenet, og løfter den op. Det var sådan en, han som 14-årig, havde forsøgt at sætte ild til i sin mors lejlighed. Lejligheden skulle hun bo i midlertidigt, indtil hun skulle flytte tilbage til familien, havde hun fortalt. Her havde han siddet og kigget ud ad vinduet, og fået øje på en stjerne, som på en måde talte til ham. Det hele havde føltes håbløst. Han trak først en tændstik. Så én til. Da det lykkedes ham at få den tændt, holdt han den op mod kanten af taburetten. Episoden skulle vise sig at lede til Runes første møde med psykiatrien. 

Mødet med virkeligheden 

“Min mor opdager det, og reagerer ret kraftigt på det, hvilket jeg godt kan forstå”. Han griner lidt, men kan godt se ironien i det, for han ved nu, at det var en farlig situation. Hans mor og grandonkel kørte ham til børne- og ungemodtagelsen i psykiatrien på Kolding Sygehus. I bilen lå han fastholdt af grandonklen hele vejen. Runes blik flakker rundt i rummet. Han stopper talestrømmen, og fortæller, at tilbageblikket kan få ham til at græde. Han kigger ned og giver et højt pust fra sig. 

Siden den aften i 2012 har Rune været frem og tilbage i flere udredningsprocesser, og har derfor også flere diagnoser i bagagen. Senest har han fået diagnosticeret blandet personlighedsforstyrrelse. Begrebet dækker over en tilstand, som ikke passer ind i de klassiske karakteristika på almene personlighedsforstyrrelser, men har nogle træk fra flere på samme tid. Den primære behandling for blandet personlighedsforstyrrelse er psykoterapi. I 2020 startede Rune i behandling og var der i tre år.

Angstens rødder i barndommen 

Angsten, og særligt dødsangsten, har været en del af Runes liv, så længe han kan huske. Lige siden han var barn, har han følt sig anderledes, og tit helt forkert. Han bliver ofte emotionel af at snakke om det, hvor smerten sætter sig i armene, og han får trang til at skrige. “Det er ligesom at brække benet i en fodboldkamp. Psykisk smerte kan gøre ondt helt ind i knoglerne.” Der ligger noget undertrykt smerte i ham, som nogle gange skal skriges væk.

Smerten stammer fra barndommen. Selvom han er vokset op i en kernefamilie i Bredballe, har han mange gange oplevet at frygte for sit liv. Et bestemt skænderi på motorvej E45 mellem hans forældre har sat sig dybt i ham. Han sad bagerst i familiens Ford Galaxy, mens bilen rasede hen ad vejen: “Jeg var skrækslagen, og jeg havde ikke mulighed for at flygte. Jeg frygtede for mit liv.”

Forældrenes forhold forringes, mens Rune vokser op, og han bliver bange for, at de skal skilles, eftersom at skænderierne bliver hyppigere. Han gør alt, hvad han kan, for at eliminere mulige irritationer, hvad enten det indebærer rengøring i hjemmet, eller at holde styr på sine tre mindre søskende.

Men skilsmissen er uundgåelig. Det, han har frygtet allermest, er blevet til virkelighed, og det er her Rune første gang mærker håbløsheden. Den håbløshed, som får ham til at sætte ild til Ikea-taburetten. I en periode bor forældrene hver for sig, inden skilsmissen er gennemført. Det sker endeligt i kraft af en hændelse, som Rune ikke ønsker offentliggjort, men det vender hans liv yderligere på hovedet. 

“Nu får jeg lyst til at skære i mig selv”, siger Rune uden at fortrække en mine. “Men det er lille-Rune indeni, der vil det, og voksen-Rune kan håndtere ham”, understreger han. Det var en rigtig hård tid, hvor drømmen om at vokse op i en samlet og glad familie braste sammen. Skilsmissen gør også, at han har over 50 procent fravær i skolen, hvorfor han ikke får sin niendeklasses afgangseksamen. Derfor tager han på Glamsbjerg Fri- og Efterskole, for at komme lidt væk fra problemerne derhjemme. Her begynder han også, for første gang, til psykolog. Togturene til og fra psykologen var frygteligt hårde, husker han. “Nu kan det være, at jeg begynder at græde, og så skal det bare have lov at ske”. Han puster hårdt ud til sin højre side, inden han fortsætter. “Det var et rigtig godt, men hårdt år, hvor jeg lærte meget om mig selv”.

Når angsten får et navn 

I det lille vindue kan man se ud over haven. Der er fire bløde stole og et lille bord, men i Runes tilfælde er kun to af stolene optagede. Overfor ham sidder psykoterapeut Sven Claudi - eller kongen af Ødsted, som Rune kalder ham - fordi han tit står og troner ud over byen fra sin overdækkede terrasse. I Svens store toetagershus startede Rune i intensiv psykoterapi, efter en periode på to år, hvor han ikke kunne forlade sin lejlighed. Han lærte at græde og udtrykke sine følelser, der før havde været undertrykt. Det er også i dét rum, hvor værktøjet med at bruge lille- og store-Rune er opstået. Lille-Rune er det skræmte barn, der hænger ved de traumer, der har styret barndommen, og nogle gange får lyst til at gøre skade på sig selv. Store Rune er den voksne, som er herre over eget liv, og som har drømme for sin fremtid. 

Det er sådan Sven arbejder - forsøger at få forbindelse til traumerne, for at kunne bearbejde dem. Hos Sven kan man få lov til at være vred og ked af det, uden at det bliver en byrde for andre. “Vi har arbejdet med at finde ud af, hvad lille-Rune havde brug for, for han har ikke altid fået den hjælp, der var nødvendig,” forklarer Sven. Nogle gange har de gået en tur sammen i skoven, og Sven har også hentet Rune inde i Vejle i de perioder, hvor det var for svært at tage bussen. Selvom Rune ikke har været i Ødsted siden 2023, bruger han stadig de redskaber i sit nye liv. 

Rune tager livet tilbage 

Inden mødet med psykoterapien var Rune startet på ISI højskole ved Ikast, for at forfølge drømmen om at blive professionel fodboldspiller. Drømmen må dog ligges på hylden, da han pludselig og uforklarligt får det rigtig dårligt. Det er svært for ham at forklare hvad der præcist sker indeni, men det er tydeligt at det har gjort ondt. Det hele ramler en aften, hvor han tager en taxi hjem til Vejle, som hans mor må betale for. Det bliver starten på et langt og smertefuldt forløb, hvor bare det at komme ud af hjemmet er en massiv belastning.

I en periode er han indlagt på psykiatrisk akutmodtagelse i Vejle i syv uger, inden han får hjælp til at finde en lejlighed. Helt generelt er årene 2018-2022 styret af angst. Han kalder det selv en mørk tid. Han føler sig alene og svigtet, og tager meget på i vægt, da overskuddet til at leve sundt ikke er der. Selvmordstankerne er en daglig kamp at overvinde, og i april 2020 beslutter han sig for at tage sit eget liv ved at hoppe ud foran et tog på Vejle Station. Medicinen, han får, hjælper ikke, og det er svært for ham at se en udvej. I sidste øjeblik kommer Runes far ham til undsætning. Rune beslutter sig for at tage livet tilbage, for han er ikke i tvivl om, at smerten, hans selvmord vil efterlade, er større end den smerte, han selv gennemgår.

Byggestenene til de store drømme 

Lejligheden, tæt ved Musikteatret i Vejle, er ryddelig og ren. Sengen er redt, og køkkenet pletfrit. Udover den overfyldte bogreol, der bugner med faglitteratur, er der tænkt over indretningen. Rune har forberedt sig. Han har købt danskvand, som har stået på køl, og gjort klar til selv at optage til sine sociale medier, hvor han dokumenterer vejen mod det bedre liv. Alligevel er det, som om han ikke kan finde ro.

Fortællingen om hans liv stikker af i mange retninger, og der opstår flere gange tilføjelser, som vi lige må vende tilbage til. Sådan er det inde i hans hoved. Nogle gange hører han ikke hele spørgsmålet, fordi noget andet lige poppede op. Han koncentrerer sig og svarer uddybende, men forklarer også, at han bliver træt. Det kræver meget af ham at skulle huske tilbage, og selvom han gerne vil snakke om alt, kan klappen godt gå ned. Så tager han igen en dyb indånding, og puster hårdt ud. “Det er en forsvarsmekanisme, der får klappen til at gå ned, så jeg ikke er så opmærksom på smerten.” Det er en daglig kamp at overvinde de negative tanker, og angsten er i perioder stærkt tilbagevendende - især når han udfordrer sig selv og skal bryde de gamle mønstre. Nu har Rune lært, hvor angsten og tvangstankerne kommer fra, men opgaven er at tackle dem. På Runes mission om at tage livet tilbage, er det slut med at lade de tanker vinde.

Hverdagen har fået en mening. Rune går i ressourceforløb, og lever lige nu af midlerne herfra. Men han har en plan. Rune er ved at opstarte sit eget firma. Det skal hjælpe andre mennesker i smerte, til at finde vejen til et bedre liv - ved hjælp af foredrag og coachingforløb, som han selv står for. Han ønsker, at alle mennesker skal leve det liv, der er bedst for dem, og den teori kan, ifølge Rune, sagtens hives helt op på den store klinge: “Jeg tror, at nøglen til at løse de problemer vi har i vores verden, er at uddanne menneskerne”.

Det er netop dette projekt, som driver Runes motivation for hverdagen. Han ruller en lang papirrulle ud på gulvet foran sig. Her har han skrevet alle livsmålene ned. Han sætter fingeren på det skema han har tegnet. En udførlig plan for, hvor langt firmaet EducatingPeople skal nå. Det er et skridt i den rigtige retning. Rune tager fat i Ikea-taburetten, som stadig står ved spisebordet, og stiller den hen til papirrullen. Når han står på den, kan han se livsplanen tegnet foran sig.