Livet mellem kameraet og bomberne: Krigsfotograf Mahmoud Zayat dokumenterer ødelæggelser og rædsler i det sydlige Libanon

Mahmoud Zayat står og roder igennem ødelagte murbrokker. Det er resterne af et hus, der er blevet totalt destrueret af et israelsk luftangreb. Det er ikke første gang, han står blandt ødelagte huse, men denne gang er det anderledes. Huset i det sydlige Libanon er hans eget. For hver mursten han fjerner, håber han på at finde noget bestemt – hans landsbyhus gemte på billeder, gamle videobånd, artikler og noter om livet i det sydlige Libanon. Det er en trist dag med tab.

”Mit ødelagte arkiv indeholder store samlinger af fotografier og videoer, der dokumenterer forskellige livsfaser i det sydlige Libanon, akkumuleret gennem mange års journalistisk arbejde,” siger Mahmoud Zayat.

For Mahmoud Zayat er det ikke blot hans hjem i landsbyen, der er blevet slettet fra jordens overflade – det er historier, hukommelser og et bevis på en levet virkelighed, der er blevet opslugt af krigens flammer.

Den tungeste krig han har oplevet

I mere end 30 år har Mahmoud Zayat arbejdet som fotojournalist i Libanon. Han stammer fra landsbyen Tayr Debba nær kystbyen Tyre og har siden 1990 dækket krig og konflikt som korrespondent og fotograf for adskillige libanesiske og internationale medier. Til daglig bor den 62-årige krigsfotograf med sin familie i Sidon, i det sydlige Libanon. Huset i landsbyen var hans barndomshjem. 

”Med destruktionen af mit eget hus følte jeg mig pludselig tættere på de menneskers smerter i det sydlige Libanon, som jeg dokumenterede,” forklarer Mahmoud.

Den seneste krig har bragt endnu dybere smerter for Mahmoud Zayat. For ham har krigen fra 2023-2024 været mere dødbringende end tidligere konflikter. Han husker, at han dækkede et israelsk angreb på en civil bil i den sydlige grænseby Aynata – hvor tre piger og deres bedstemor mistede livet. Det er her, han opdager, at det var familien til en nær og gammel ven:

”Det var et dybt følelsesladet øjeblik – skulle jeg fotografere kisterne foran mig, eller græde og dele sorgen med min ven? Jeg gjorde begge dele,” fortæller Mahmoud.

Rollen som krigsfotograf under denne krig har været ekstremt krævende. Mahmoud sov ofte med sine kolleger i biler. Når natten faldt på, og der ikke var forladte huse at søge ly i, blev forsædet hans seng. Kameraet lå ved siden af ham. Det var en tid med ekstrem varsomhed.

I den første måned, da krigen brød ud, dækkede en gruppe journalister kampene ved grænseområdet. Deres dækning endte tragiskvis med at Reuters-fotograf Issam Abdullah blev dræbt af et israelsk angreb, mens Dylan Collins og Christita Assi fra AFP blev hårdt såret. Amnesty Internationals efterforskning peger på en stor sandsynlighed for, at angrebet var målrettet mod journalisterne – hvilket er en krigsforbrydelse.

Hændelsen gjorde, at Mahmoud Zayat blev mere bevidst om måden, han færdes på – også i dag under den ustabile våbenhvile.

Prisen for grusomme billeder i en ustabil tid

Selvom Mahmoud Zayat har levet igennem krig og konflikter i tre årtier, gør det ikke situationen lettere. Den seneste krig har tydeligt påvirket ham – den har sin pris:

”Med prisen mener jeg den psykiske belastning ved at være vidne til krig dagligt, med konstant angst og uden nogen følelse af sikkerhed. Dette er en tilstand, som de fleste krigsfotografer oplever.” siger han

De mentale belastninger kan i dag under våbenhvilen til tider påvirke ham i de mest simple hverdagsrutiner, forklarer han – eller med hans egne ord:

”Hvordan kan jeg have lyst til en let morgenmad, mens jeg bliver mindet om børnekroppe revet fra hinanden af tunge bomber? Jeg kan jo ikke leve et normalt liv, før jeg har slettet fra hukommelsen de billeder, jeg tog af tvillingebørnenes tøj, som døde sammen med deres far i byen Bint Jbeil,” fortæller Mahmoud Zayat om konsekvenserne af de blodige scener, han har været vidne til.

Det er tanker, der stadig følger ham i dag, i en tid hvor en ny krig og nye rædsler hænger truende over landet. 

Når himlen summer af angst

Droner svæver dagligt over det sydlige Libanon – og summen af dem spreder angst blandt beboerne. Hver dag summer de over byerne og minder folk om, at de bliver overvåget, selv når de besøger familiens grav eller går på gaden. Dronerne er udstyret med højtalere, hvorigennem det israelske militær transmitterer meddelelser til beboerne i de sydligste byer. 

De erstatter soldaterne på jorden, men skaber en næsten permanent frygt og uro, hvor privatliv og dagligliv konstant forstyrres. Beboerne må finde måder at tilpasse sig den angstfremkaldende tilstedeværelse. Mahmoud Zayat genkender den følelse. I det sydlige Libanon ledsages arbejdsdagen som krigsfotograf ofte af summen fra droner. 

De gentagne israelske luftangreb i 2025 og de utallige droneaktiviteter ser Mahmoud som en bekræftelse på, at krigen ikke er slut – den har blot taget en ny form. Når den geopolitiske situation spidser til, og risikoen for eskalation stiger, mærker han også selv en voksende ængstelse. 

”Jeg føler ikke frygt som i starten af krigen i oktober 2023, men jeg føler mig ramt af angst som alle andre,” siger Mahmoud. 

I disse dage prøver han så meget som muligt at flygte fra den optrappende krigsatmosfære – han føler, det er nødvendigt, mens han stadig har mulighed for det.

Det, der er svært, men nødvendigt

Krigens konsekvenser er noget, Mahmoud Zayat har levet tæt på i årtier. Som krigsfotograf har han set det værste af menneskelig lidelse – men alligevel vender han tilbage igen og igen for at dokumentere det, så verden kan se det.

”Jeg tror ikke, jeg kan oversætte lyden af tunge bomber, der river bygninger og de mennesker, der er inde i dem, til ord. Scenerne med luftangreb, hundredvis af tons bomber, der falder over små landsbyer og store byer, børns og kvinders panik – det kan ikke beskrives,” forklarer Mahmoud.

Men alligevel gør han forsøget. Han føler, at han har en evne og pligt til at hjælpe dem, der bliver ramt. Selvom han ikke kan redde de sårede eller slukke brande, kan han med sit kamera gøre sin indsats for dem, der er mest sårbare. For Mahmoud handler det om at give deres smerte en stemme i verden, så de ikke lider i stumhed.

”Krig er en barsk realitet, den efterlader sår, der sætter sig i sjælen. Krig betyder død,” fortæller Mahmoud Zayat.

Han tager en dyb indånding og tilføjer:

”Krig og død er tunge ord, der dræber livet.”