Livsnyder ekspert udtaler: ”Hvis du ikke nyder livet, så bliver du deprimeret. Så simpelt er det.”

- Freja Nordenhof

For snart 29 år siden mødte jeg mig selv for første gang. Ikke at jeg husker det, det er så længe siden efter hånden. Men nu sidder jeg her som selvudnævnt ekspert, ekspert i at nyde livet.

I dag sidder jeg og nyder livet med et glas vand, og ser solnedgangen i mine forældres have. Ikke fordi jeg ikke vil drikke et glas vin, men der er ikke noget vin i huset. Eller jo, men det simpelthen ikke noget man kan nyde. Jeg sidder med udsigt ud over Klejs bakkerne, der langt at skue. Man vil næppe tro på at jorden er flad når man kigger ud over disse bakker. Hvis ikke rund så i det mindste bakket. Jeg gider ikke bruge tid på at tænke over, hvor vidt jorden er rund eller flad eller bakket, men det sker, og det kan jeg ikke lave om på. Hvorfor skulle jeg. Eller det sgu enlig sundt at tænke over, hvad man tænker på.

Jeg snupper en tår vand, jeg vil ønske det var vin, ikke fordi man ikke kan nyde livet ædru, jeg gider bare ikke, når jeg kan vælge at drikke et glas hvid vin i mine forældres have, mens de er nyder livet i Spanien. Da jeg var yngre, havde jeg nok røget mig skæv. Men jeg har hverken hash eller vin at berige livet med, lige nu. Så et glas vand må gå an.

Men hvis ikke jeg er blevet selvudnævnt ekspert i at nyde livet med et glas vin til en solnedgang på en mandag, hvad har jeg så gjort.

Jo, jeg må jo stille mig selv nogle spørgsmål for at finde ud af svaret.

”har du altid nydt livet som du gør lige nu”

Jeg trækker på skuldrende og kigger lidt hånligt ud i luften. Det ved jeg jo udmærket godt selv at jeg ikke har, så hvorfor overhovedet stille mig selv det spørgsmål. Har alle livsnydere derude altid nydt livet? Tænker jeg mens jeg svarer. ”nej, det har jeg ikke, tvært imod. Mit liv har sgu ligesom Klejs bakkerne, været op og ned af gående hele livet. Jeg har så ment hadet livet, foragtet min eksistens, klaget over livet, håbede det endte inden jeg fyldte 25. Et allerede langt liv med C-PTSD, ADHD, ordblindhed, misbrug, pænt ansigt, killer body og en mund der snakker som en havne arbejder, er såmænd en farlig kombination”

”hvornår begyndte du at nyde livet så, hvis alt det dårlige i dit liv fyldte så meget?”

Alt det dårlige i mit liv fyldte så meget? Ja vel nok var det dårligt, men at det fyldte så meget? Jamen det gjorder det jo nok, ellers var jeg nok ikke diagnosticeret som jeg er i dag. Det spørgsmål pisser mig bare af på en eller anden måde – tænkte jeg, mens jeg svarede.

”da jeg stoppede med at give en flad 25 øre for, hvad folk tænkte”

”ved du hvad det siger jeg sgu lige om igen, da jeg stoppede med at give en fuck for, hvad folk tænkte om mig.”  Jeg skulle lige til at falde i igen, for må jeg overhovedet bande i sådan en falsk artikel her?

”jamen må du overhovedet interview der selv? Og er selv udnævnte eksperter ikke fy fy skamme inden for journalistik?”

”kan vi komme tilbage til at det handler om mig igen?”

”altså vores alter ego MiG?”

”nej det handler altid om hende, hun giver fandme ikke en fuck for, hvad andre tænker om hende, måske det var da jeg fødte hende at jeg begyndte at nyde livet noget mere?”

”hvad fik dig til at føde MiG dengang, og hvordan har hun været med til at lære at nyde livet?”

”jamen, det var efter vi var tæt på at dø dengang tilbage i Kairo, der fik jeg lidt en øjenåbner for, hvor skrøbelig livet er, hvor kostbar min tid her på denne jorden er, hvor vigtigt det er at tro på et eller andet, og jeg stoler sgu på mig selv, så derfor valgte jeg at tro på mig selv, og stole på at hvad jeg vil, hvad jeg gør, hvad jeg tænker, hvad jeg føler og hvad jeg lever for, det gør jeg for mig”

”jeg levede nok livet lidt for tæt på kanten efter nærdødsøjeblikket”

Pludselig blev jeg afbrudt af mig selv: ”vent blander du ikke to opgaver sammen nu, det med øjeblikket og det med eksperten”

”nej lyt nu for helvede”

”når som jeg var ved at tænke… ja jeg levede livet lidt for tæt på kanten efter nærdødsøjeblikket, men jeg valgte at leve, jeg valgte at være for meget, og det hele handlede sgu om mig, og derved blev mit alter ego MiG født. Nu har hun sit eget liv, hun laver kunst under samme navn, danser med samme navn, og lever lidt side om side med jeg. Men det at se hende leve som hun vil og at jeg lever som jeg vil. For jeg elsker at sidde på sofaen og lave MiGs kunst, sy hendes kostumer, i stilhed, med et glas vand. Så hun kan få sine drømme opfyldt, for det fortjener hun, også kan jeg sidde der og kigge på MiG, og misunde at hun kan alt det hun kan. For jeg gider ikke altid gøre alt det MiG gør, også fordi hun til tider er alt for meget, altså hvis man ser hendes kunst, det ikke for alle, det er for MiG.

”så handlede det om MiG igen”

”når men for lige at lave den sidste røde tråd så kan jeg lige give et godt råd med på vejen.”

”Hvis du ikke nyder livet, så bliver du deprimeret. Så simpelt er det.”

”er det ikke lidt en dårlig afslutning?”

”tjo måske, men livet er sgu forkort til at blive ved med at snakke med mig selv”

Powered by Labrador CMS