Løsningen skaber problemet: SOSU’er presses af flere ufaglærte 

Det er mandag. Klokken er halv tolv, og Nikolaj trækker vejret dybt. Han står i sin uniform og er først lige blevet færdig med morgenplejen. Nu skal der gives frokost, gives medicin, og så skal der skiftes og lægges til middagslur.  

”Altså hvor fuck er tiden til at være i det? Bare nå på toilettet og sådan noget,” siger Nikolaj Eriksen Otkjær, da han fortæller om sin arbejdsgang på plejehjemmet.  

At mangle en kollega er efterhånden blevet en del af hverdagen for personalet i ældreplejen. Det er ofte et problem, der løses med stigende brug af ufaglærte. Men når deres kompetencer er begrænsede, ender flere opgaver bare hos faglærte som Nikolaj. 

Flere ufaglærte, større arbejdsbyrde 

Andelen af ufaglærte i ældreplejen er steget markant. I 2015 var 12 procent af de ansatte ufaglærte. I 2025 er tallet 22 procent. Det viser en gennemgang af løndata fra KRL lavet af FOA. 

Samtidigt viser en mekanisk fremskrivning fra Finansministeriet, at ældreplejen frem mod 2035 vil mangle op til 23.800 SOSU’er, hvis Danmark skal fastholde den samme fordeling af faglærte til det stigende antal ældre. 

Når det faglærte personale i ældreplejen får flere ufaglærte kollegaer, så vokser arbejdsbyrden. Det ses helt konkret ved, at flere opgaver omkring de ældre ikke må udføres af personale uden den rette uddannelse. 

Det betyder, at dem som har uddannelsen, får en større arbejdsbyrde, som kan resultere i omsorgstræthed, moralsk stress og derigennem højere sygefravær. I værste fald betyder det, at faglærte brænder ud og forlader faget.  

Resultatet er en selvforstærkende spiral, hvor løsningen på personalemangel samtidig er med til at forværre den. 

Hverdagen med ufaglærte som løsning 

Nikolaj Eriksen Otkjær er SOSU-assistent og har sin daglige gang ved beboerne på et plejehjem i Aalborg. Han oplever en hverdag, hvor man skal nå mere, end tiden tillader: 

”Hvis jeg går med en ufaglært, der ikke må give medicin og støttestrømper på, så må de jo i princippet ikke særlig meget. Så er det alle opgaver udover at vaske og pleje, der falder over på mig. Jeg er glad for, at vi har ufaglærte, men der er bare rigtig mange andre opgaver end at vaske folk.” 

Det mærker Emilia Jakobsen, der arbejder som ufaglært på et plejehjem i Risskov.  

”Selvom jeg ved, at jeg er en stor hjælp for stedet og mine kollegaer, så ser jeg også en træthed i de faglærte. Der er så mange nye afløsere, der skal oplæres ved siden af deres mange opgaver. Det er hårdt,” fortæller hun. 

Når der ansættes ufaglærte, lægges endnu en opgave over på de faglærte, fordi de står for oplæringen. Nogle gange er der ikke tid og ressourcer nok til en grundig oplæring: 

”Jeg synes, vi prøver at tage hånd om det og oplære ufaglærte i det omfang, vi har kapacitet til, men om den er god nok - det tænker jeg ikke, nej. Det ville den aldrig være, når vi tager ufaglærte ind,” fortæller Nikolaj Eriksen Otkjær. 

Når løsningen skaber problemer 

Det er ikke kun Nikolaj, der oplever at skulle løbe stærkere. Det er resultatet af en struktur, hvor flere negative faktorer i ældreplejen har forstærket hinanden over tid. 

Den analyse genkender FOA. Sektorformand for social og sundhed, Tanja Nielsen, peger på, at både personalemangel, flere ufaglærte og årtiers besparelser på området tilsammen har skabt en hverdag med et massivt arbejdspres: 

“Der er simpelthen for få kollegaer til, at man kan have en god arbejdsdag,” udtaler Tanja Nielsen og nævner samtidigt, at hver fjerde i ældreplejen i dag er uden relevant uddannelse.  

Selvom de ufaglærte er strengt nødvendige for, at ældreplejens daglige drift ikke bryder sammen, så betyder det automatisk, at arbejdsbyrden bliver større for de faglærte. 

Ifølge forsker og projektchef ved VIVE Pia Kürstein Kjellberg kan samspillet mellem personalet være med til at skabe problemer: 

“De svære borgere ryger til det faste personale, mens ufaglærte får de lettere opgaver. Men det kan også være hårdt, for så sidder de faste medarbejdere kun med de tunge problemstillinger,” forklarer hun. 

Ifølge Pia Kürstein Kjellberg er det kombinationen af flere ting, der skaber en skæv kultur: 

“Det er en sektor med meget højt sygefravær, mangel på fast personale og mange skiftende medarbejdere - og det slider,” siger hun. 

‘Vi har ikke tiden til at yde den omsorg, vi egentlig har valgt faget for’ 

Når hverdagen bliver for travl, opstår der situationer, hvor de faglærte ikke har tid til at yde den pleje, de ved, er nødvendig – og det har konsekvenser for det psykiske arbejdsmiljø. 

Nina Sydow Ramm er faglært SOSU-assistent, og for hende er det en grundlæggende frustration: 

“Jeg har jo valgt faget, fordi jeg gerne vil give omsorg. Hvis jeg kommer i et hjem, og jeg ikke spørger, hvordan vedkommende har det, fordi jeg ikke har tid til at få svaret, så synes jeg, det er for ringe.” 

Det kan resultere i moralsk stress, som er når en fagperson ikke formår at gøre det, som denne ved er det fagligt korrekte. Det kan ifølge organisationspsykolog Camilla Schriver fra ArbejdsmiljøEksperten skabe et dårligt arbejdsmiljø og tære på arbejdsglæden: 

”Hvis man kigger på konsekvenserne af manglende arbejdsglæde, så taler vi ind i mistrivsel, som er forbundet med både risiko for udbrændthed, samarbejdsproblemer ogflere konflikter.” 

Nina Sydow Ramm sætter selv ord på, hvordan det påvirker hende: 

“Det føles forfærdeligt. Det føles simpelthen frygteligt. Det er det, der generelt gør os så omsorgstrætte, fordi vi har ikke tiden til at yde den omsorg, vi egentlig har valgt faget for.” 

Resultatet er, at medarbejderne må justere deres egen standard for, hvad der er “godt nok”: 

“Jeg plejer at sige, at jeg skal kunne se mig selv i øjnene, når jeg går hjem fra en vagt. Det har jeg måttet revidere, så nu skal jeg kunne se mig selv i øjnene - med de tider jeg har fået,” uddyber hun om sin tidsplan i den udkørende hjemmepleje.  

Ifølge Nina Sydow Ramm er det ikke blot plejen og relationen til borgerne, som forringes, når dagene er travle, men også relationerne mellem medarbejderne:  

”Alle bliver pressede. Jeg kan jo mærke, hvordan vi godt kan finde på at snerre ad hinanden, når tingene brænder op i en spids. Det vil vi helst ikke, men vi er jo bare mennesker.” 

Det billede genkender SOSU-assistent Nikolaj Eriksen Otkjær:  

“Folk bliver mere stressede. De får en kortere lunte - ikke bare overfor kollegaer, men også overfor beboerne. Det er ekstremt. Der er ikke bare en arbejdsmæssig stress, men også en moralsk stress i, at man ikke kan nå alle opgaver, eller udføre opgaverne lige så godt, som man gerne vil.” 

Ifølge organisationspsykolog Camilla Schriver er det typisk, at arbejdsmiljøet forværres under pres: 

”Når vi har en oplevelse af, at vi ikke fagligt opnår det, vi gerne vil, så skaber vi også en kultur, hvor vi taler om de ting, der ikke fungerer,” siger hun og fortsætter: 

”Så er det, at vores nervesystem går i alarmberedskab. Det fører til dårligere samarbejde, konflikter, mistrivsel, eventuel stress og sygemeldinger.” 

Nikolaj Eriksen Otkjær mærker tydeligt trætheden efter en travl og presset arbejdsdag: 

“Jeg har ikke rigtig energi til en skid efter en arbejdsdag. Vi er alle sammen trætte. Det er mandag, og jeg synes allerede, at jeg, efter i dag, er klar til weekend igen,” siger han og uddyber: 

”Nogle gange føles det bare ekstremt håbløst, fordi jeg ved, at i morgen står vi med præcis det samme. Så man skal finde en eller anden måde at kunne være i det stress på.” 

Moralsk stress medvirker til sygefravær 

Det er helt menneskeligt, at når man er udsat for arbejdsbelastning og stress i længere tid, så kan det have fysiske konsekvenser: 

”Når du har været i alarmberedskab for lang tid, kan du have for meget akkumuleret stress, og det fører til, at din krop simpelthen bliver syg. Det er rent fysisk,” siger organisationspsykolog Camilla Schriver.  

Et forskningsprojekt udgivet i 2025 fra Københavns Professionshøjskole peger på, at selvom moralsk stress ikke er en sygdom, så er det stadig muligt at blive syg af det. Moralsk stress kan også få medarbejdere, der egentlig godt kan lide deres arbejde, til alligevel at føle sig nødsaget til at sige op. 

Tal fra CEPOS viser, at kommunalt ansatte SOSU’er i gennemsnit har 18,8 sygedage om året i modsætning til landsgennemsnittet, der ligger på 9,67 dage. 

Ifølge forsker Pia Kürstein Kjellberg fra VIVE er det ikke overraskende i et fag med højt tempo: 

“Der er en høj grad af sygefravær i den sektor, og det fænomen mærker gruppen som helhed, når de bliver pressede,” siger hun og fortsætter: 

“Det gør, at man bliver mere sårbar, og så kommer der en grænse for, hvornår man er nødt til at tage en sygedag for at få ladet op,” forklarer hun. 

Det genkender Nina Sydow Ramm på sit arbejde: 

”Det er en kæmpe ond cirkel, som skal brydes, og den kan kun brydes, hvis dem, der sidder på magten, beslutter sig for at prioritere vores fag,” fortæller hun.  

Konsekvensen har ofte været, at kollegaer forlader faget. Nina har ikke tal på, hvor mange gange det er sket: 

“Jeg har selv tankerne. Det er da ingen hemmelighed, at jeg går og tænker; ’det her, det skal jeg ikke resten af mit arbejdsliv, med mindre at forholdene ændrer sig markant’.”  

Nina er ikke den eneste, der oplever, at arbejdsbyrden er for stor. Tanja Nielsen, der er sektorformand for social og sundhed i FOA, fornemmer samme opfattelse hos deres medlemmer:  

“SOSU’erne vil sige: ‘Hellere at man har en ufaglært kollega, end man ingen har’, men det er en af faktorerne, der gør, at personalet er maksimalt presset. Det er også en af de forhold, der gør, at medarbejderne ikke kan holde til det og forsvinder fra området.” 

Men konsekvenserne stopper ikke ved medarbejderne. 

Borgerne betaler prisen 

Der er også konsekvenser for borgerne, når faglærte må overtage opgaver fra ufaglærte, og derfor skal klemme dem ind i et tætpakket skema. Det betyder, at plejen i højere grad styres af, hvad der er tid til. 

“Nå, men du siger nej til et bad? Jamen, så kører vi videre - det er der, vi springer over,” forklarer Nina Sydow Ramm om, at der ikke altid er tid til at overtale borgeren til eksempelvis deres daglige bad. 

Når forskellige medarbejdere hele tiden overtager hinandens opgaver, bliver det en udfordring at opdage ændringer hos borgerne, og ifølge forsker Pia Kürstein Kjellberg kan det i værste fald føre til svigt i plejen: 

“I sidste ende går det jo ud over borgerne,” forklarer hun. 

Konsekvenserne af et skiftende og ufaglært personale bliver kun større på længere sigt, mener Nina Sydow Ramm: 

“Jeg tør næsten ikke tænke på det. Jeg tror, vi ser flere dehydrerede borgere og flere indlæggelser i fremtiden. Men også flere opsigelser og ufaglærte.” 

Fremtiden er stadig uklar 

Ifølge både medarbejdere og fagpersoner er én ting afgørende, hvis udviklingen skal vendes: flere kollegaer med de rette kompetencer. 

Selvom behovet er tydeligt, er løsningen ikke lige til. Kommunerne skal i fremtiden håndtere større ældreårgange og mangel på arbejdskraft. Derfor bliver de ufaglærte en nødvendig, men utilstrækkelig løsning. 

Samtidig peger FOA på, at problemet ikke kan løses uden politiske prioriteringer og flere ressourcer til området. Uden det risikerer ældreplejen at blive fanget i den samme onde cirkel: for få faglærte, flere ufaglærte og et endnu større arbejdspres. 

En vagt ad gangen 

Vagten slutter for Nikolaj. Han smider uniformen til vask og går hjem - træt og uden energi.  

I morgen venter en dag med de samme opgaver, den samme tidspressede arbejdsdag og de samme manglende kollegaer. 

Mens løsningen stadig lader vente på sig, fortsætter hverdagen i ældreplejen.  

En vagt ad gangen. 

—

Vi har forsøgt at kontakte KL, som ikke ønsker at kommentere sagen, men peger på, at ansvaret ligger hos den enkelte kommune.