Lyden af masker og musik
En noget usædvanlig onsdag aften i Tåning kirke, hvor det ikke var Gud og kristendommen, der var i fokus, men strik, musik og fællesskab.
Den klikkende og klirrende lyd fra strikkepindene, der nærmest i takt til musikken kører derudad, med blikkene dybt begravet i striktøjet. Musikken fylder rummet, og det samme gør de små bemærkninger og latteren fra publikum. Nogle nynner med til melodien. Andre bevæger hovederne i takt til musikken. En retter på brillerne, så de sidder ordentligt på næsen. Bassen fra musikken kan mærkes i gulvet, og koncentrationen og fællesfokus er konstant. Bandet fortæller undervejs om alt fra mødet med håndarbejdet ude i verden, til minderne om de bedsteforældre, der har været med til at forme os. Publikum griner i kor.
Med strik i fokus
Det er en lidt usædvanlig onsdag aften i Tåning Kirke, lidt uden for Skanderborg. Der er nemlig lagt op til det helt store arrangement, koncert med Strikkeensemblet. Selvom det er en strikkekoncert, er alt slags håndarbejde velkomment. Et initiativ fra nogle lokale og et samarbejde med kirken har stablet aftenen på benene. Musik og strik er i fokus. Kirken er fyldt med kvinder, og enkelte mænd, der er klar til at lytte, strikke og mærke fællesskabet.
Pynt, fyldt kirke og latter
Allerede ved første øjekast på kirkens hoveddør er det tydeligt. Med en strikket handske hængende på døren, og et våbenhus fyldt med handsker og huer, er der ingen tvivl om, hvad arrangementet går ud på. Strik i lange baner langs væggen, huer og halstørklæder i vinduet, og garnnøgler placeret som pynt. Inde i kirken er der skruet endnu mere op. På hver bænk ligger der garn, garnnøgler hænger fra lysekronen, kjoler og sweatre hænger, hvorend det er muligt, alt sammen i strik. En summen af snak og latter fylder rummet op. Starttidspunktet nærmer sig, og kirken bliver fyldt op med mennesker og deres små poser med håndarbejde, der allerede fra start sætter rammen for et fælles sprog. Folk står i små grupper, og fokus er på strik. “Hvad har du gang i for tiden?”
For Kristine Neergaard-Holm, der har været med til at stable arrangementet på benene, giver det nærmest sig selv, at hun er her i aften. “Jeg elsker strik og jeg elsker musik. Samtidig er det fedt at være iblandt mennesker, der har samme hobby som en selv.” Hendes strikkepinde er i konstant bevægelse. Liz Perriton stemmer i, “man får nogle gode snakke over strik.”
Med latter og smil fordelt i alle kroge af kirken, er stemningen høj og fællesskabet tydeligt. Inden start holder kirkens organist tale. “Musik fremmer kreativiteten”. Alles øjne kigger ned, koncentreret, men med fokus udad. Der bliver lyttet.
STRIKKEENSEMBLET
Bandet Strikkeensemblet har nu eksisteret i 7 år. Med deres tre medlemmer, Trine, Jesper og Kaj, gør de strikkeentusiaster selskab med god musik. Det er glæden ved fællesskabet, som Trine Skau håber, at publikum tager med sig efter en aften i selskab med dem. “Jeg håber, at de får en følelse af forbundethed og føler, at ting har værdi.”
Et af mange strikke arangementer
Da koncerten går i gang, vender alle blikkene for første gang i aften mod scenen. Der er stadig lidt småsnak rundt i krogene, ikke forstyrrende, blot små bemærkninger til hinanden hist og pist.
Den første sang slutter, folk klapper. Her rejser et af bandmedlemmerne sig op “det er altså ikke forventet, at I klapper i aften, der skal jo nødigt tabes masker” hele kirken griner.
“Den må da være syet,” bliver der hvisket i enighed på rækken bagved. “Nej, den er strikket” afbryder trøjens ejermand Kristine, der har strikket det meste af aftenens pynt. “Hold da op, hvor er det tæt”
For Kristine Neergaard-Holm er det ikke en uvant situation at deltage i strikkearrangementer, og hun har mærket en ændring de sidste par år. “Jeg oplever at flere strikker, og at der derfor kommer flere til sådan et arrangement”. Hun er også selv med i en strikkeklub.
Et vandretæppe fra bandet bliver sendt rundt. Alle opfordres til at strikke på det.
Liz Perriton sidder i fuld gang med sit blåstribede klæde på kirkebænken. “Jeg elsker det her med at være i strik og det sammenhold som man mærker sådan en aften”
Der er kaffepause, og det varer ikke længe, før rummet summer af energi. Fordybelse, grin, blikke, strikkepinde der klinger og smil. Stemningen er udadvendt, imens kaffen bliver nydt og samtalerne går. En stemme nede bagfra kan høres tydeligt. “Det er da bemærkelsesværdigt, at der er så mange mennesker i aften, når der også er et andet strikkearrangement.”
Fællessang og ekstra nummer
Folkemusikken fylder endnu en gang rummet. Der bliver nynnet fra publikum, og smilet sidder fast i ansigterne, imens hovederne bevæger sig i takt.
En genkendelig melodi bliver spillet. Én begynder stille at synge med. Andre stemmer i, rundt omkring i kirken, og pludselig synger alle med. Stille og fint, med en oplevelse af, ikke at kunne lade være. Fællessang og fællesskab.
Strikkepindene bevæger sig samtidig.
“Tak for i aften,” kommer det fra bandets kvindelige medlem. Alle rejser sig. “Ekstra nummer, ekstra nummer,” Liz tager sit strikketøj, svinger det over hovedet og jubler.
Et ekstra nummer bliver spillet. Alle klapper i takt.
På vej ud af kirken, med en stadig høj stemning, står en sætning klar, “Man kan ikke tælle mønstre og så tænke på alt andet i verden samtidig.”
