Mælk, persille og en ny begyndelse

Med forsigtige, næsten modvillige skridt træder en ung mand ind i en lejlighed i Aarhusforstaden Gellerup. I stuen bliver han mødt af smil. 

“Hej, Awart. Hvordan har din dag været?” 

“Stille og rolig,” mumler han. 

Han har hængt Peak-Performance-jakken på knagerækken i entreen, men bærer stadig sine kondisko og sin grønne tophue, da han nærmer sig de læderbetrukne møbler og det tilhørende sofabord. Friskbrygget kaffe står klar til fri afbenyttelse, og overfor venter et genbrugsfjernsyn på at blive taget i brug.

Forårsrengøringen af lejligheden har efterladt stuens hvide væg nøgen. Kun et gulnet verdenskort med indmaste knappenåle beklæder den. Grønland i det kolde nord. Eritrea under sydens sol. Thailand i det fjerne øst. Det er blot få af de markerede verdenshjørner. Eventyrlige rejsemål, tænker den uindviede måske, men fortællingen er en anden.

Hver nål viser, hvor lejlighedens brugere har rødder eller stammer fra. Men trods deres forskellige baggrunde deler de en fælles historie: De lider alle af to eller flere psykiske sygdomme. Skizofreni er den hyppigste genganger.

Historierne om deres liv som psykiatriske patienter tager os, ligesom verdenskortet, vidt omkring. Fra fatal fejlmedicinering og en endeløs kamp for en undskyldning fra “systemet”, til bæltefiksering og allestedsnærværende tremmer for vinduerne. Oftest i selskab med store mængder medicin og patroniserende behandlere, der ved bedst. I stuen til højre på Jettesvej 11 mødes de af en anden tilgang end den, de så ofte før har mødt. Her er ingen hvide kitler, kun socialpædagoger i hverdagstøj. 

“Vi mangler mælk,” opdager Awart. Kort efter forlenes han med småmønter af en pædagog og stikker afsted til grønthandleren – eller arabaren, som det hedder på disse egne. 

“Køb også noget persille med,” lyder det fra inde stuen 

Den eneste manglende ingrediens til dagens vigtigste indslag: Finere madlavning for flotte fyre. 

Lejlighed til hverdag 

Lejligheden på Jettesvej er formelt betegnet som et områdefælleskab og faciliteres af socialpsykiatrien i Aarhus Kommune. Modsat opholds- eller indlæggelsessteder er det ikke muligt at bo i lejligheden. I stedet står de tilknyttede pædagoger, seks dage om ugen, til rådighed med hjælp til ting, borgerne endnu ikke kan klare selv. Placeret midt i det tætbefolkede Gellerupparken, side om side med naboer og deres krav til en ren opgang og ro efter klokken 22. 

En hverdag er for flere af borgerne en drøm, og fælleslejligheden bidrager til at udleve dem eller til at anskueliggøre vejen derhen.

Når borgere som Awart bliver sendt til grønthandleren, er det ikke kun mælk og persille, de jagter, men også troen på egne evner. Det er samtidig en simpel handling, der bryder med fortidens beskyggede behandling af borgere med psykiske sygdomme. 

I århundreder har samfundet nemlig sendt borgere med psykiske sygdomme, dengang åndsvage, på lukkede institutioner frem for til grønthandlere. Institutionaliseret dem. Begrænset dem. 

Fælleslejligheden i Gellerupparken repræsenterer derfor en radikalt anderledes tilgang til borgere med psykiske sygdomme. En tilgang, hvor borgeren ses som et helt menneske med ressourcer og potentiale, ikke bare en diagnose der skal behandles. 

Fra oprør til moderne psykiatri 

Selvom denne fortælling udspiller sig i en betonblok i Aarhus, har den dybere rødder. Det fornyede syn på mennesker med psykiske sygdomme opblomstrede på den anden side af Atlanten – i 1960’ernes USA, hvor samfundet var under forandring. 

Inspireret af borgerrettighedsbevægelsens kamp for lige muligheder på tværs af køn og racer, opstod kravet om flere rettigheder og bedre forhold i den amerikanske psykiatri. Her havde tvang og opfattelsen af mental sygdom som noget uhelbredeligt domineret behandlingen. 

Tankerne skvulpede fra oprørsbevægelsen over i moderne psykiatri, da psykolog William Anthony i 1993 indkapslede tankerne i en faglig term, det såkaldte recovery-begreb.

I videnskabsartiklen Recovery from mental illness bekendtgjorde han tankerne bag recovery-tilgangen, der vendte behandling af psykisk syge mennesker på hovedet. Hvor fokus indtil nu i udtalt grad havde været på sygdommen – alt det, de psykisk syge ikke kunne – slog Anthony til lyd for en tilgang, hvor sindslidende, understøttet af behandlere, skal søge meningsfulde liv præget af håb og aktiv selvbestemmelse, trods sygdommens begrænsninger. 

Fra tidligere tiders behandlingsmetoder som insulinchok, kolde bade og fatale hjerneindgreb har psykiatrien bevæget sig mod en mere human tilgang. 

Psykiatriloven tillader stadig brug af tvang i psykiatrien, ligesom medicinering er en hyppigt anvendt behandlingsmetode.

“Fokus er på livet” 

Ikke desto mindre er recovery-tænkningen i dag indskrevet i dansk lovgivning, og dets principper praktiseres i hverdagen på steder som fælleslejligheden i Gellerupparken. I den regionale behandlingspsykiatri har flere regioner tillige nedfældet politiske visioner for den fortsatte implementering af recovery som udgangspunktet for psykiatrisk behandling.

Kernen i recovery-tilgangen er netop dette fundamentale skift: Et opgør med at rette fokus væk fra sygdommen og dens begrænsninger og i stedet se mennesket og dets muligheder. 

“Fokus er på livet – ikke, at der er en udfordring eller et problem. Det handler om at være i livet på en måde, der giver mening og værdi, trods de udfordringer, der måtte være,” forklarer Cindy Lund Nielsen, der til dagligt underviser på Kompetencecenter for Recovery i Region Hovedstadens psykiatri. 

Og som det beskrives i recovery-manifestet, skal drivkraften være borgernes egne ønsker og drømme.

Dette skift i magtbalancen mellem behandler og borger bakkes op af forskningen. 

“Ser vi bort fra borgernes egne ønsker, skaber vi de borgere, vi “fortjener”,” påpeger Preben Bertelsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet. Han er fortaler for recovery og har sågar udviklet det, han kalder tilværelsespsykolgi, som understøtter den moderne tænkning. 

”Hvis vi som eksperter går ind og stjæler de der erfaringer og inducerer indlært hjælpeløshed, så får vi også de borgere, vi har fortjent. Vi stjæler deres mulighed for at blive aktør i eget liv” uddyber han.

Ifølge Bertelsen kan det sammenlignes med, når børn pakkes ind i vat af curlingforældre. Resultatet bliver passivitet og afhængighed fremfor vækst og selvstændighed. 

Nålene på verdenskortet 

Med favnen fuld af varer er Awart tilbage. I mellemtiden er en håndfuld mennesker drysset ind over tærsklen til lejligheden. Dem kender han. 

Det er dem, nålene på verdenskortet knytter sig til. Ligesom Awart bor de i egne boliger i nærområdet og kommer her frivilligt. For nogle af borgerne er tilværelsen med egen bolig og økonomi samt bevægelsesfrihed en udlevelse af deres drømme. Måske er det, hvad det kan blive til for dem. Uanset hvad er det noget andet og bedre end botilbuddene eller de lukkede afdelingers låste rammer. Det evindelige fokus på sygdommens begrænsninger. 

For andre tjener fælleslejligheden som et springbræt, mens håbet om at gøre sig uafhængig af hjælpende hænder spirer. Indtil da må de slå sig til tåls med, at de somme tider behøver hjælp.

For selvom borgerne på hver deres måde er kommet langt, åbenbarer deres udfordringer sig hurtigt i mødet med dem. Foruden sindslidelserne volder spilafhængighed flere af borgerne problemer. Andre er forgældet op over ørerne. 

“Jeg vandt 3.000 i weekenden, men de er væk igen,” fortæller én om sin seneste oplevelse i den lokale spillehal, tilsyneladende upåvirket af tabet. 

Sidemakkeren, solidt plantet i stuens møblement, genkender et mønster.

“Hvad så, hvis du en dag vinder jackpotten?” spørger han retorisk og svarer i samme åndedrag: 

“Så bruger du jo også bare den på én dag på alt muligt ligegyldigt”.

Det efterfølgende grin bekræfter påstanden og blotter en tandløs mund. Sådan ser det meste af lejlighedens klientel ud. 

Indflydelse på menuen 

Ligesom med tandplejen overses behovet for næringsrig kost ofte. Når borgerne laver mad i eget hjem, skeles der sjældent til den kostpyramide, der ellers hænger til frit skue i fælleslejligheden.

“Det er primært morgenmadsprodukter, jeg spiser,” fortæller en borger. 

Andre glemmer helt at spise. 

Pædagogerne kan ikke gøre meget ved de manglende tænder, men det daglige måltid på Jettesvej indgår som centralt led i den recovery-baserede ånd på stedet. Ofte er det borgernes eneste næringsrige måltid i løbet af dagen. Her gælder alle kneb. 

“Nogle gange hjælper det at skjule grøntsagerne,” griner Lissie Jensen eller bare “Mama-Lissie”, pædagog på Jettesvej. 

Men endnu vigtigere får borgerne mulighed for at indgå i processen; fra indflydelse på menuen, til nyttig viden om behovet for sund ernæring og basale køkkenevner, der kan overføres til eget hjem. 

Snart dufter det fra køkkenet. Med kyndig hjælp fra “Mama-Lissie” er Awart i dag indforskrevet som chefkok. Hver mandag forsøger pædagogerne at gøre lidt ekstra ud af madlavningen. Finere madlavning for flotte fyre. I dag byder køkkenet på fisketatar til at begynde på og en risotto med masser af grønt i til hovedret. Herlighederne fuldendes af en luftig citronfromage.

“Hvem kan hjælpe mig med gulerødderne?” spørger Mama-Lissie ud i stuen. 

Dialog til diæt 

På overfladen rimer hengemte grøntsager ikke på recovery-idealets kæphest om, at borgernes egne ønsker er førsteprioritet. Det er et fagpersonale, der inducerer sundhedsparadigmer, så borgerne med psykiske sygdomme ikke kun spiser guldkorn og kopnudler. 

Men når Lissie mere eller mindre gedulgt bespiser borgerne med grøntsager, skal det ikke forveksles med en bedrevidende tilgang, der sidder borgernes ønsker overhørig. Kunsten at gøre dem til aktører i eget liv handler i høj grad også om at være så tæt på borgerne, at man også kender til de mål, der stikker dybere end det umiddelbare ønske om en sukkerholdig kulhydratsdiæt – og at blive ved med at skubbe dem i den retning.

“Recovery handler om at tage dialogen, om hvad der er bedst for borgeren selv,” fortæller Preben Bertelsen og tilføjer, at der ligger en værdighed i den interaktion.

Værdighed knytter sig tæt til recovery, og det var den man higede efter under borgerretsbevægelsen i USA. Det er samtidig den, der kan være svær at opretholde i behandlingspsykiatriens hverdag med bæltefiksering og tvangsmedicinering. Men også her, kan den nye tænkning ånde, påpeger recovery-underviser Cindy Lund Nielsen. 

“Det handler om, hvordan vi møder mennesker, ikke behandlingsmetoden, og det vi kan gøre noget ved,” forklarer hun. 

Madlavning & mailkonto 

I første omgang er der ingen, der reagerer på Lissies forespørgsel om hjælp til gulerødderne, men det lykkes alligevel at finde en villig medhjælper. 

Lissie serverer en balje og en skrællekniv i dagligstuen, så borgeren kan skralle løs uden at lette sig fra læderstolen.

Mens de sidste gulerødder til risottoen skrælles færdig, spørger en borger om hjælp til at få oprettet en mailkonto. Sammen med Nicolaj Thomasen, pædagog i lejligheden, træder han ind i værelset tættest på stuen, hvor to bærbarcomputere er koblet op på aldrende skærme. 

Han indfinder sig på en kontorstol. Nicolaj placerer sig bag ham – tæt nok til at guide, langt nok væk til ikke at overtage. Musen forbliver under borgerens kontrol. 

Med få, præcise instrukser navigerer han sig frem til Googles kontooprettelsesformular. Ved brugernavnsfeltet går han i stå. Første forsøg afvises. Andet forsøg ligeså. Stilhed. 

Han drejer stolen mod Nicolaj, blikket søgende. Nicolaj forholder sig tavs. Han kunne nemt foreslå et brugernavn eller sætte sig i stolen ved siden af og oprette kontoen selv. Han gør ingen af delene. Det handler om hjælp til selvhjælp, ikke bekvemmelighed. 

Efter en tænkepause og to forsøg mere lykkes det. 

“Hvis vi kan være overflødige, er det kun godt,” efterreflekterer Nikolaj. 

Fra handling til sind 

At oprette en mail, købe mælk og skrælle gulerødder er hverdagsaktioner, de færreste ville tillægge værdi. Men for borgerne på Jettesvej er det små succesoplevelser. Øvelser, der lidt ad gangen ruster dem til at blive hovedpersonen i deres egne fortællinger. 

Ifølge tilværelsespsykologen, Preben Bertelsen, kan netop disse hverdagshandlinger være afgørende i recovery-processen. Han skelner mellem skillset og mindset, og fremhæver, at det er i overgangen fra først- til sidstnævnte, at den dybe recovery opstår. 

“Man opbygger et skillset ved at handle mælk, lave mad, gå i bad osv. Når man har haft tilpas mange succesoplevelser, vil den formåen forplante sig i mindsettet – altså, at man får en tro på, at man godt kan tingene,” forklarer Bertelsen. 

“Det er godt med naboer” 

Rundt om spisebordet sænker madroen sig. Finere madlavning for flotte fyre efterlader borgerne mætte, fyldt med protein og vitaminer.

Rygetrangen eller bare behovet for frisk luft har trukket forsamlingen ud på altanen. Modsat knejser et identisk betonbyggeri, der kaster skygger over det mellemliggende grønne areal. Her har naboer tidligere på dagen udnyttet forårets ankomst og ophængt fuglehuse.

“Det er godt med naboer.”

En borger reflekterer over, hvad fælleslejligheden på Jettesvej betyder for ham.

“Det er et godt sted for mig at komme. Rammerne er gode for mig, og det var de ikke, det sidste sted jeg boede.” 

Stedet var et permanent opholdssted. Han uddyber med en uafrystelig fortælling om behandlere, der aldrig lyttede. Om blodige sammenstød mellem beboere. Tremmerne for vinduerne, de skruppelløse pushere, der konstant kredsede om stedet, Ildspåsættelserne lige uden for. Om hans sindslidelser, der gjorde ham til et behandlingsobjekt først og fremmest. 

Tilværelsen tog en drejning til det bedre, da han kom i egen bolig. I Jettesvej fandt et sted, der ser hans ressourcer. Alt det, han faktisk kan.

Han er træt og skal på hovedet seng. Men sengetiden bestemmer han selv. Om lidt forlader han Jettesvej 11 og går hjem. I sin egen lejlighed.