Maja rejste til den anden side af jorden, og pludselig stod det klart, hvem hun var.
Fra tropisk drøm til indre rejse: Hvordan Fiji blev rammen for at finde mine værdier og forstå mig selv.
Jeg vidste ikke meget om øen, men jeg kendte til den lyseblå flaske med den genkendelig pink hibiscus, der sælger mere end blot vand, men en livstil. Fiji Water. Hvem drømmer ikke om frodig natur og tropiske strande. Og der var jeg nu. På Fiji, blandt 25 andre danske unge. Jeg kendte dem, også alligevel ikke. Vi havde kun rejst i 2 uger, og nu sad vi og græd ved siden af hinanden. Pludselig var Fiji ikke blot en tropisk eskapisme, men en eskapisme ind i følelseslivet.
En verden jeg sjældent dykker ind i. Ikke fordi jeg har svært ved at snakke om følelser, men nok fordi hverdagen bare tager over. Spørger du mig nærmere om hvem jeg er, og hvad jeg står for, tror jeg ikke, at jeg ved det.
Hvert fald hvis du spurgte mig før jeg rejste på grupperejse til Sydøstasien, der bød på et personligt udviklingsforløb, med indsigter i alt fra grænser, selvtillid, selvværd og personlige værdier. Alt sammen i håbet om at lære os selv bedre at kende. Jeg sad med vores udleveret mappe, klar til at blyanten mellem mine fingre skulle omformulere til skrift, hvem jeg efter 23 år var blevet til.
Underviseren startede med at fortælle om sit eget liv. Og flere blev berørt. Når man er langt hjemmefra, er alt mere skrøbeligt og sårbart. Men det var rart at udforske hvad jeg stod for, i mødet med mine egne værdier og de andres fortællinger.
Loyalitet. Som taget ud af et Paradise Hotel speak. Det klinger banalt og nærmest som en vestegns cliche. Men som om vulkanøen havde særlige kræfter, gik det op for mig, at det er en af mine vigtigste værdier. At kunne stole på andre, og at de relationer jeg har, er noget værd for mig.
Jeg husker at tjekke ind på mine venner. Det ikke altid gensidigt, men nogle gange viser folk bare deres loyalitet på en anden måde. Nogle gange tænker de slet ikke over det, og det forstår jeg godt. Det gjorde jeg heller ikke engang. Og det netop i mødet med andre, at jeg forstår mig selv. Hvem jeg er, og hvad jeg ikke er.
Det efterhånden fire måneder siden at jeg kom hjem, og jeg er stadig ikke god til at sige fra. Og sommetider får jeg fomo. Men min taknemligheds nerve er blevet styrket, af at have rejst til fjerne egne langt fra Danmark. Jeg er stadig den samme, men med lidt til. Fremtiden står helt åbent. Og nu vil jeg tage mit fjerde sabbatår. Måske rejse ud, måske starte studie, måske flytte til København eller blive boende i Århus. Måske skal jeg bare købe mig en Fiji Water og drømme mig hen til en ny fremtid.
