Man skal passes af dem, som elsker én inderligt

Sally sidder alene på legepladsen, da Ditte Emborg kommer for at hente hende. Datterens øjne er røde. 

Huden fugtig af tårer. Ingen pædagoger fortæller, hvordan Sallys første timer alene i vuggestuen er gået. Eller hvorfor det er hun har grædt. 

Ditte løfter hende op. Kroppen er tung og varm. Inde på stuen sætter hun sig på en af de små børnestole og ammer sin datter. Stadig ingen pædagoger. 

I bilen spænder hun Sally fast i autostolen og tænder for musikken. En Ramasjang-sang flyder ud af højtalerne: 

“Trækker tiden som et tyggegummi. Lad de voksne løbe langsommere.” 

Ditte nynner med, mest for at berolige datteren. Måske også sig selv. 

Timerne derhjemme føles lange, indtil Dittes kæreste, Kim, kommer hjem. 

Følelserne vælter frem, da Ditte fortæller, at hun ikke kan glemme blikket. De røde, blanke øjne. Den lille hånd, der greb ud efter hende. 

“Det skal nok gå,” trøster Sallys far. Men sådan føles det ikke for Ditte. 

Næste morgen kører hun mod vuggestuen igen. Ved lyskrydset slipper hun speederen. Hjertet hamrer. I ét øjeblik vender hun bilens kurs mod hjem. 

I dag, fire år senere er Ditte mor til to. Sally på fem og Petra på to. Det, der begyndte som et midlertidig valg, er i dag blevet en livsstil. At blive hjemmegående mor. 

Det var ikke en lineær proces at beslutte at Sally skulle trækkes ud af institutionerne. 

Ditte var dengang overbevist om, at det måtte være vuggestuen, der var noget galt med. 

I perioden efter finder hun en privat pasningsordning, men heller ikke her føles det rigtigt. 

To dage før hun skal begynde på sit nye arbejde, melder hun Sally ud, og skriver til sin kommende arbejdsgiver, at hun ikke kommer. 

Uden at ringe. Uden at spørge nogen. Uden at snakke med Kim. 

I sofaen sætter Ditte sig med Sally i armene. Barnet trækker vejret roligt. Lyset falder ind gennem vinduet. Det føles, som om verden holder vejret. 

Et andet tempo 

Ditte Emborg er 29 år gammel og uddannet social- og sundhedsassistent. Men hun har aldrig arbejdet i faget. 

Hun blev færdig lige som hun skulle starte på sin barsel, men det job der ventede, blev aldrig til noget.

I stedet valgte hun at hjemmepasse Sally. Et liv hvor tiden går langsommere, og hvor børnene får lov at vokse op i deres eget tempo: 

“Jeg synes det går alt for stærkt, når helt almindelige familier må nødsages til at effektivisere hverdagen med færdigretter og rengøringshjælp. Det smitter af på børnene, når overskuddet mangler,” fortæller Ditte. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik er antallet af familier, der modtager kommunalt tilskud til hjemmepasning, mere end fordoblet det seneste årti. 

Det handler, ifølge pædagogisk forskning, ikke kun om mistillid til institutionerne, men også om et skifte af værdier hos børnefamilierne: 

“De mener at kunne tilbyde børnene et kærligt nærvær i en familie med en tryg hverdag, hvor barnet kan vokse i et tempo, som passer til familien,” sagde professor Ole Henrik Hansen fra Aarhus Universitet sidste år til TV2. 

Hjemme i den hvide villa er børnene løbet ind i stuen, hvor der løbes om kap i lyserøde enhjørning-sutsko til de falder af. 

“Jeg tror, at når man passes af en, der elsker én inderligt, så er det den bedst mulige opvækst og gave, man kan give hinanden,” fortæller Ditte. 

Frihed uden klokkeslæt 

Deres hjem afspejler et liv, hvor børnene er i centrum. På tavlen i køkkenet hænger tegninger og en kalender med billeder af Sally og Petra. 

Potteplanten i vindueskarmen er pyntet med børnetegninger, og i stuen blander legoklodser sig med farverige ponyer. 

“Jeg kan se, hvor meget de trives, når de får lov til at være i deres eget tempo,” siger Ditte, men bliver afbrudt af Petra der vil vise hende, at hun selv kan tage solbriller på. 

Ditte leger med, starter igen hvor hun slap. 

“De leger længe og fordyber sig i ting, jeg slet ikke havde tænkt over som vigtige. De bliver nysgerrige, stiller spørgsmål og udfordrer mig faktisk,” smiler hun. 

I dag kan hun tydeligt se det positive i beslutningen om at passe sine børn hjemme.

Men det var ikke let at bryde med normen om, at børnene ikke skal i institution. 

“Det tidspunkt, hvor jeg har tænkt mest, at jeg ikke var en god mor, var da jeg skulle sige farvel til Sally i vuggestuen,” fortæller Ditte stille. 

At gå mod strømmen vakte en følelse af ensomhed og skam, indtil hun en eftermiddag faldt over profiler på Instagram, hvor andre mødre delte tanker om nærvær og tid sammen med deres børn. 

“Jeg så, at det faktisk var muligt at leve anderledes, og at børn kunne trives i det. Det gjorde en kæmpe forskel.” 

I dag sidder Ditte i bestyrelsen i foreningen HJEM Ringsted, der arrangerer legegrupper og aktiviteter for familier, der vælger hjemmepasning. 

Hun bryder sig dog ikke om ordet hjemmepasser. 

“Det lyder som om, vi bare er hjemme, men vi er faktisk slet ikke meget hjemme,” siger hun med et smil og fortsætter: 

“De fleste dage er vi ude og laver noget. Vi har et aktivt liv, bare på en anden måde end andre børnefamilier.” 

Hverdagen er fyldt med små opdagelser: en gåtur gennem byen, et nyt blad fra skoven, en gravemaskine på vejen, der må undersøges. 

Der er intet ur, der siger, at nu skal de videre. 

“Det vigtigste for mig er, at de ikke skal skynde sig. De skal have lov til at kede sig, tænke, finde på. Det er jo dér, fantasien opstår.” 

Familien sat på prøve 

Som Ditte gennem årene selv fik samlet sig mod og selvsikkerhed til at stå ved, at hjemmepasning er der rigtige valg for familien, ramte andres uenighed af og til som en mur. 

Den nære familie tog slag, og fremmede kunne også få Dittes tvivl til at spire: 

“Det var som om jeg var forkert, fordi jeg ikke gjorde som alle andre. Når jeg mødte naboer, der spurgte, hvilken børnehave Sally gik i, fik jeg ondt i maven,” siger Ditte. 

Mest af alt gav fravalget af institutionerne også et knæk i Dittes parforhold til børnenes far. 

For hvordan kunne det dog være, at det ikke var en fælles beslutning, hvad der skulle ske med deres elskede Sallys første 5 år af hendes liv?

Omringet af uenighed tog Ditte altså den store beslutning på helt egen hånd: 

“Sallys far kan godt lide institutionerne, så det var en stor omvæltning, at jeg tog valget uden ham. Det ender med at være min proces alene, da det er mig som tager beslutningen selv,” siger Ditte. 

Lige her delte de ikke den samme drøm om det klassiske familieliv. 

Det gjorde de måske engang, men Dittes drøm om at være mor, den bedste af slagsen, trumfede igennem for valget af et andet liv.

Det viste sig ikke kun at være i relationen til børnenes far, hvor de forskellige opfattelser af forældreskab og familieliv voksede sig til problemer. 

Dittes valg står nemlig i stor kontrast til hendes egen barndom, hvor hun var meget i institution. Valget vejede tungt på Dittes relation til hendes egen mor: 

“Det var en lang proces for os at nå til et sted, hvor min mor ikke følte, at hun gjorde noget forkert. Jeg var jo gået i en helt anden retning end hun gjorde dengang,” siger Ditte.

Det tog år for Dittes selvsikkerhed at vokse sig stor nok til, at både Ditte, hendes kæreste og hendes mor landede i en fælles forståelse for hjemmepasningens grundlag: Tid og nærvær med børnene.

Med en sikret mor-datter relation og et parforhold i lommen, er Ditte i dag nået til et punkt, hvor hun er ligeglad med, hvad folk synes.

Det skal i virkeligheden bare føles rigtigt for hende som mor. 

Køkkenet må sejle i mælkeskum 

Det er en tirsdag morgen, og klokken er 08:11. Ditte og pigerne putter under dynen med halvåbne øjne, og har god tid til at vågne, inden de skal ned til morgenmaden. 

Nede i køkkenet sætter Sally og Petra sig på hver sin side af køkkenøen, på de drejende højtstole. 

På bordet står to halvfulde børneskåle med yoghurt, madpakker der står klar til pakning, og en mælkeskummer: 

“Moaaar, jeg laver skummet mælk,” råber Sally.

“Det er flot,” svarer Ditte, som i den anden ende af bordet smører madpakker.

I de rumfordelte stålmadpakker ligger der rugbrød med smør og pølse, dadelkugler, frikadeller og agurkestænger.

Det kunne ligne enhver anden madpakke for børn, som skulle til at tilbringe dagen i daginstitution. 

Men Sally, Petra og Ditte skal til sangleg på Ringsted Bibliotek sammen med andre børn og mødre fra HJEM Ringsted. 

Som kroppene og stemmerne vækkes ved de små børneskåle, forsvinder yoghurten mellem munde, mælkeskum og spørgsmål om, hvad pigerne ellers vil have med i madpakke. 

“Vil I lege inden vi skal afsted?” spørger Ditte. Det har de nemlig tid til. 

Sally springer ned fra højstolen og løber ind i stuen, og Petra venter på hjælp fra mor. Nu er der tid til leg, og til at Ditte kan spise sin egen morgenmad.

Hun sidder med krydsede ben og en ske i hånden, med blikket rettet mod pigerne på gulvet. 

Samtalen om legen er det eneste der fylder i stilheden. 

Noget Ditte sætter særligt stor pris på, er kvalitetstiden pigerne får med hinanden derhjemme: 

“Det er her de lærer at dele og passe på hinanden. Selvom de selvfølgelig har konflikter, har de så meget leg”. 

Når klokken om lidt slår 09:00, er tid til at komme ud ad døren. Det er ikke så tit noget skal nås, men nu står den på cykeltur til biblioteket. 

Ditte vil hellere komme for sent og lade køkkenet sejle, end at stresse over ting, som presser tiden. 

Klokken bliver 09:07 før alle sidder i cykelsæderne, afsted mod biblioteket. Sally har lige lært at cykle, og vil gerne selv. 

Inde på biblioteket pryder duften af nye bøger og linoleumsgulv, sammen med plakater, drager og prinsesser på væggene.

Bagved adskillige bogreoler står der børneborde og små stole, hvor forældrene fra HJEM Ringsted holder til, omringet af endnu flere rugbrødspakkede madkasser. 

En dreng peger på en frikadelle i Petras madkasse. “Hvad er der egentlig i den?” spørger hans mor. 

“Faktisk er det en veggie-delle, så for eksempel squash,” svarer Ditte. 

“Ja så længe man ikke kan se grøntsagerne, må de jo gerne være der” tilføjer en tredje mor. Bordet fniser. 

09:36 rejser mødrene sig fra de små stole, og slår benene over kors på gulvet, med børn der rundt om dem går til og fra. 

Fra børnebordet og hen på gulvet er der en summen i luften af børn der leger, og voksne der griner og snakker. 

Den smilende fnisen bliver kun afbrudt af klap og voksenkoret som synger “Vi sir goddag, vi sir goddag til Sally. Det var godt, du kunne komme. Vi sir goddag og hej med dig.”.

Som rummet på Ringsted Bibliotek flyder med børn, madpakker, sko og mødre, er alle klar til sangleg med HJEM-gruppen. 

Ingen børn sidder alene, hverken nu eller senere, når de skal hjem igen. 

Og her skal Ditte aldrig forklare sit valg.