Fodslæb eller systemfejl?
“Der er kommuner, som har været ekstremt fodslæbende og ikke leveret det, de skal.” konstaterer Bjarke Dehli, der beskriver implementeringen af loven som en nedprioriteret fiasko på kommunalt plan.
En nedprioritering som Bjarke Dehli ikke mener Herning Kommune går fri af, trods deres ‘relativt’ proaktive indsats.
Selvom kommunen er blandt dem der har sikret flest EU midler til vandløbsprojekter, er de stadig langt fra EU-direktivets målsætning om ‘God økologisk tilstand’ i de udpegede vandløb.
“Det er jo ikke fordi, at vi ikke har vidst hvad der skal gøres - vi har bare ikke formået at udfylde vores pligt.“ siger Bjarke Dehli og pointerer at EU-midler til restaurering har været tilgængelige, men at kommunerne ikke har handlet rettidigt.
En rettidighed som formand for Miljø, Infrastruktur og Naturudvalget i Herning Kommune John Thomsen hellere tilskriver staten, der efter kommunens udtalelse bærer ansvaret for at skabe rammerne for at nå planperiodens tredje tidsfrist i december 2027.
Han tillægger staten og EU-kommissionen ansvaret for en mangelfuld implementering af lovgivning, økonomiordninger og tildeling af ressourcer, der skal muliggøre de mange vandprojekter. “Det finder vi ikke har været tilfældet her” erklærer John Thomsen om statsindsatsen, og er derved uenig i Bjarke Dehli præmis, om at den fejlslåede naturgenopretning skyldes kommunalt fodslæb. I hvert fald i Herning Kommune.
“Vi har i hele perioden været klar over, at det var en opgave der var svær at nå i mål med” udtaler formanden, der med sine kollegaer fra de andre kommuner fremsatte bekymringer om vandplanens tidsfrist i et høringssvar fra Kommunerne Landsforening til Ministeriet for Grøn Trepart i 2024.
Selvom Bjarke Dehli påpeger at mange EU-ressourcer til vandprojekterne tidligere er blevet efterladt på bordet grundet mangel på viden og prioriteret arbejdskraft i kommunerne, fik KL i december 2025 alligevel ret - vandplanen blev genbesøgt og målstolpen rykket til 2033.
En udskydelse EU-kommissionen fortsat ikke har erklæret lovlig.
I Bruxelles går vi nærmest under radaren
Set med kommisionsøjne går dansk lovgivning imod dele af EU-direktivet, hvilket i januar resulterede i åbningen af en traktatbrudsprocedure mod Danmark.
Procedurens åbningsskrivelser har i praksis til formål at rette lande ind efter EU’s lovgivning, og vi er stadig langt fra en reel EU-retssag mod Danmark, som den der tidligere i år ramte Portugal efter fortsatte brud på naturloven og medførte bøde på 10 mio. Euro samt dagbøder startende på 41.250 Euro.
Danmark meddelte i maj kommissionen, at man agtede at imødekomme de forsømte krav om opsyn og vandforsyningstiltag, men har endnu ikke gennemført de nødvendige lovændringer.
Dog ikke til foreløbig bekymring.
“Det er ikke typisk Danmark man vil gå efter, og vi har fået lang snor” fortæller Professor emerita Ellen Margrethe Basse, der forsker i miljøret ved Aarhus Universitet.
Hun har fulgt vandrammeloven fra start og husker den første traktatbrudssag der blev ført mod Danmark i 2014, fordi vi stadig ikke var kommet i gang med at lave vandplanerne.
“Vi har tit fået dem til at synes, at vi gør det sådan rimeligt - men det gør vi ikke” konkluderer Ellen Margrethe Basse, om den vandmølle af et naturinitiativ, der gang på gang synes at bremse i strømmen.
“Uanset hvad, så har vi sindssygt travlt” - Andreas Morsing
Projektleder ved Team Vand og Natur
Noget rører alligevel på sig
På trods af udskudte deadlines, kommunalt fodslæb og EU’s blinde øje, fornemmer EHFAF-fonden, der udmønter EU-midler til kommunerne på vegne af Styrelsen for Landbrug og Fiskeri, noget i vandet. I ansøgningsrunden for 2026 er der søgt rekordmange midler til restaurering af vandløb - en ny rekord på 119 mio. Dette har fået fonden til at øge puljens størrelse fra 72 til 104 mio. Kr. I sit andet sidste leveår.
Det er stigning på næsten 50% fra de to foregående år, hvilket har fået fonden til at rykke ansøgningsfristen 11 dage frem.
Projektleder Andreas Morsing fra Team Vand og Natur, der til dagligt holder møllen i gang på vandløbsprojekterne ved Herning Kommune, håber at denne tendens er starten på en positiv spiral. Flere midler giver flere hænder - og hænder kræves der - selv med en forlænget tidsfrist.
“Uanset hvad, så har vi sindssygt travlt” fortæller skov- og landskabsingeniøren der, med afmålt optimisme over nye statslige ressourcetilførelser, stadig ser manglen på hænder som den største strukturelle barriere for gennemførelse af vandløbsarbejdet.
KL deler i en pressemeddelelse fra d. 24. Maj 2026 samme bekymring om et forestående loft for det begyndende momentum.
“Vi er på vej ind i en svær fase, hvor projekterne skal gå fra planer til virkelighed – og mange af dem på én og samme tid” udtaler den daværende formand for KL's Klima-, Natur- og Planudvalg Anders Winnerskjold (S), der siden stiftelsen af den nye regering, er blevet udskiftet med Christina Krzyrosiak Hansen fra samme parti.
KL’s ønske om nationalpolitisk handling efterleves delvist af den nationale tilskudsordning, der igen åbner for ansøgning til sommer – men flere penge får ikke alene åen til at flyde frit.
I Herning Kommune er man i skrivende stund i gang med 9 vandløbsprojekter, og færdige med 17 ud af en stadig voksende pulje på 96 projekter.
Vandløbsrestaurering i kommunal størrelse er en møjsommelig proces og de danske vandløbsprojekter strækker sig samlet set 18000km. Det kræver mange timers forundersøgelse, fondsøgninger og restaurering - alt med blik for både dansk og europæisk lovgivning.
Andreas Morsing understreger vigtigheden af en prioritering både fra kommunernes og statens side, hvis man i både Herning- og andre kommuner skal nå i mål med de resterende projekter inden for den givne tidsafgrænsning.
“Vi mangler for det første flere hænder - Man kan ikke sidde én mand og lave 15 projekter om året” uddyber Andreas Morsing, der savner mindst seks fuldtidsansatte bare på vandløbsdelen for at nærme sig en fuldførelse af vandløbsgenopretningen i Herning Kommune - “der mangler virkelige folk inden for mit felt” lyder diagnosen.
Imens løber tiden i åen
Tilbage i Vorgod Å deler Torben Thinggaard efter mange år i vaders den samme opfattelse.
I en branche hvor mange kompetente restaureringskræfter bliver tiltrukket af højere lønninger og fordelagtige vilkår i den private sektor – er kampen for miljøet en kamp mod tiden.
“Hvis vandet ikke er rent, har vi et problem. Det er så grundlæggende, at alt andet — transportpolitik, landbrug, byudvikling — bliver ligegyldigt, hvis vi ikke har et fungerende miljø. Vandløbene er en indikator for, om vores natur fungerer.”
I følge Torben Thinggaard skaber vi kun flere problemer for os selv, jo længere tid vi venter med at gennemføre projekterne, og lappeløsninger er ikke nok i en natur i konstant bevægelse. Vandløb der tidligere har opnået ‘God økologisk tilstand’, kan med tiden forringes af sandvandringer fra andre steder i åen, hvis de danske åer fortsat skal holdes kunstigt i live.
“Akkurat som kanariefuglen i kulminen, bruges ørreden til at vurdere et vandløbs sundhed. Hvis ørrederne trives, gør naturen det også.” - fremfisker Torben Thinggaard for hvem udskydelser af deadlines og spørgsmål om ansvarsplacering varsler en ny planperiode med den samme gamle taber.
“Når vi udskyder projektet, bliver vilkårene fortsat værre for vandmiljøet, der allerede er presset i bund i forhold til pesticider og fysiske ændringer. Vi bliver nødt til at handle før eller senere. Vi får ikke bedre muligheder end den vi har nu, og den store taber bliver i sidste ende naturen.”