Mange tidligere anbragte skal lære at være voksne alene

Ivalu blev anbragt som 13-årig og boede efterfølgende både i plejefamilier og på opholdssted. Da hun fyldte 18 år, skulle hun ligesom mange andre tidligere anbragte unge tage hul på voksenlivet.

Hun skulle sætte sig ind i økonomi, skat og alle de andre ting, der følger med det, at være ung voksen. Men hun følte sig ikke forberedt på opgaven.

”Der var ikke nogen, der havde lært mig alle de ting”, fortæller hun.

For mange unge er det at flytte hjemmefra ikke det samme som at stå alene. Selvom de får deres egen lejlighed, har de stadig forældre eller andre voksne, de kan ringe til, hvis de kommer i økonomiske problemer, eller hverdagen bliver svær.

Den mulighed har tidligere anbragte unge ikke altid, og Ivalu er langt fra den eneste tidligere anbragte, der oplever, at overgangen til voksenlivet kan være hård.

Kun 22 procent af 21-årige med anbringelsesbaggrund gennemfører en ordinær ungdomsuddannelse, viser tal fra en række uafhængige undersøgelser og analyser, som organisationen De Anbragtes Vilkår har indsamlet. Blandt øvrige unge gælder det 73 procent. Samtidig oplever hver tiende tidligere anbragte hjemløshed i ungdomsårene.

Tallene fortæller dog ikke, hvorfor overgangen til voksenlivet er vanskeligere for mange tidligere anbragte unge.

Men både forskere, tidligere anbragte og plejeforældre peger på, at mange anbragte unge mangler noget, som andre unge tager for givet. Nemlig et stabilt netværk og et sikkerhedsnet, når voksenlivet begynder.

Voksenlivet kommer tidligere

En del af forklaringen skal ifølge Anne-Kirstine Mølholt, seniorforsker ved VIVE med speciale i anbringelser og udsatte unge, findes i den måde overgangen til voksenlivet er skruet sammen på for tidligere anbragte unge.

”Unge flytter generelt hjemmefra senere og får støtte af deres forældre længere, men de unge med færrest ressourcer forventes at klare sig selv tidligere end alle andre”, siger hun.

Ifølge Anne-Kirstine Mølholt betyder det, at nogle af de unge, der har de største udfordringer med sig i bagagen samtidig, bliver mødt af de største krav om tidlig selvstændighed.

”De tidligere anbragte unge med de vanskeligste muligheder, giver man de vanskeligste vilkår, fordi de i højere grad skal klare sig selv uden støttende ressourcer”, forklarer hun.

Den pointe kan plejeforældrene Bente og Bjarne Høyer Christensen genkende. De har gennem mere end 20 år haft plejebørn boende.

De har oplevet, at der blev sat spørgsmålstegn ved om en af deres tidligere plejesønner fortsat havde brug for ungestøtte, fordi han gik i gymnasiet og klarede sig godt.

Men ifølge Bente Høyer Christensen overså kommunen, hvad der lå bag hans succes.

”Hvorfor tror I, han går i gymnasiet? Det er da fordi, han bor i en familie, der støtter ham og sørger for, at han får noget ordentlig mad. Det er da fordi, der er det her sikkerhedsnet”, siger hun.

For hende handler spørgsmålet ikke om, hvorvidt den unge kan passe sin skole eller klare sig fagligt. Det handler om at give de unge nogle rammer, der gør det muligt.

”Vores biologiske søn er også en klog ung mand. Men vi ville da synes, det var specielt, hvis han skulle flytte hjemmefra midt i gymnasietiden”, fortæller hun.

Når der ikke er nogen at spørge

For Bente Nielsen er manglen på voksne relationer også en af de vigtigste forklaringer på, hvorfor overgangen til voksenlivet er så udfordrende for mange tidligere anbragte.

Hun er selv tidligere anbragt og i dag næstformand i foreningen TABUKA, hvor hun møder unge med erfaringer, der minder om hendes egne.

”Det er meget hårdt som ung at stå fuldstændig alene, og det tror jeg, er en af de største årsager til, at det er hårdt for rigtig mange. Det er, netop at de er alene”, forklarer hun.

Ifølge Bente Nielsen handler udfordringen ikke kun om økonomi eller manglende praktisk hjælp. Når unge mangler voksne, de har tillid til, mangler de også nogen at vende de store beslutninger med.

Det kan være valg af uddannelse, problemer på arbejdspladsen eller konflikter i nære relationer. Situationer, hvor mange andre unge naturligt ville søge støtte hos forældre.

”Man kommer til at tage nogle dårlige beslutninger, fordi der ikke er nogen voksne, man kan søge råd og vejledning hos”, siger hun.

Det betyder altså, at nogle tidligere anbragte unge ikke kun skal løse de samme udfordringer som deres jævnaldrende. De skal også løse dem alene.

Ifølge Anne-Kirstine Mølholt er der også en tendens til, at de udfordringer, tidligere anbragte unge møder i voksenlivet, bliver opfattet som deres eget ansvar, men problemerne opstår ofte langt inden de træder ind i voksenlivet.

”Når vi ser, at de flytter meget rundt, stopper uddannelser eller har svært ved at finde ro i livet, bliver det ofte betragtet som deres individuelle problem. Men meget af den uro har de jo fået med sig gennem deres opvækst”, forklarer hun.

Bente Nielsen har også oplevet, hvordan mange tidligere anbragte unge bliver mødt med forventninger om at kunne det samme som deres jævnaldrende, selvom deres udgangspunkt er et helt andet.

”De bliver simpelthen ikke rustet til det. De har ikke fået de redskaber der skal til.”, fortæller hun.

Anne-Kirstine Mølholt pointere at man risikerer at overse en væsentlig del af forklaringen, hvis man alene ser problemerne som den enkelte unges ansvar.

Hun peger blandt andet på, at nogle unge får tilbudt boliger via ungestøtten, som på forhånd er så dyre, at de har svært ved at betale huslejen. Når de så senere får økonomiske problemer, bliver det let opfattet som den unges egen fejl.

”Allerede dér er de sat op til at fejle. Det er jo ikke deres individuelle problem. Det er faktisk noget, der er skabt strukturelt.”, pointerer hun.

Ikke bare endnu en voksen

For nogle tidligere anbragte unge fortsætter hjælpen efter det fyldte 18. år gennem det, der i dag kaldes ungestøtte.

Ifølge Anne-Kirstine Mølholt klarer unge, der modtager ungestøtte, sig generelt bedre i overgangen til voksenlivet. Samtidig peger hun på, at nogle af de unge med de største udfordringer slet ikke modtager støtten.

En del af forklaringen er, at nogle unge selv takker nej.

”De har selv takket nej til ungestøtte, fordi de er det, man kalder foranstaltningstrætte. De er trætte af at være en del af kommunen, og nu vil de bare gerne klare sig selv”, fortæller Anne-Kirstine Mølholt

Det er en oplevelse Bente Nielsen kan genkende.

Hun fortæller, at mange unge har brugt store dele af deres barndom på møder med sagsbehandlere, kontaktpersoner og andre fagpersoner. Derfor kan ønsket om selv at bestemme være stærkt, når de fylder 18 år.

”Man er så træt af at være en del af anbringelsessystemet. Man bare har lyst til at komme ud af det”, forklarer Bente Nielsen.

Bente Nielsen fortæller også, at det handler om, hvilken støtte de unge bliver tilbudt. Nogle ønsker at bevare kontakten til en voksen, de allerede kender og har tillid til. Men i stedet bliver de tilbudt en ny kontaktperson.

Bente Nielsen fortæller også om en ung, tidligere anbragt kvinde hun snakkede med, som havde fortalt.

”Jeg gider ikke have en ny kontaktperson. Hvis jeg ikke kan få den kontaktperson, som jeg er glad for, kender og har tillid til, så skal jeg overhovedet ikke have nogen”

Hvis der er én pointe, som går igen på tværs af både forskning og erfaringer, er det betydningen af stabile voksne relationer.

Anne-Kirstine Mølholt mener ikke nødvendigvis at det er en bestemt indsats eller et bestemt tilbud, der afgør, hvordan overgangen til voksenlivet forløber.

”Det er de fortsatte relationer. Det er jo netop støtte, tryghed og stabilitet, som det kan give de her unge de bedste forudsætninger for at klare sig godt”, siger hun.

For nogle unge kan det være en plejefamilie. For andre kan det være en kontaktperson, en lærer eller et familiemedlem. Fælles er, at relationen bygger på tillid og kontinuitet.

Det er også derfor, at udfordringerne ikke nødvendigvis bliver mindre, når en ung fylder 18. For selvom anbringelsen ophører, forsvinder behovet for støtte, råd og omsorg ikke.

Det er samtidig en af forklaringerne på, at tidligere anbragte unge fortsat klarer sig dårligere end deres jævnaldrende på en lang række områder. Ikke nødvendigvis fordi de mangler viljen til at klare sig selv, men fordi de ofte møder voksenlivet med færre mennesker at læne sig op ad, når det bliver svært.

For Anne-Kirstine Mølholt peger udfordringerne ved overgangen til voksenlivet tilbage på et grundlæggende paradoks.

”De unge med de vanskeligste muligheder og de færreste ressourcer til at gennemgå den her overgang, giver man de vanskeligste vilkår, fordi de i højere grad skal klare sig selv uden støtte”

Tilbage står en gruppe af tidligere anbragte unge, i samme situation som Ivalu. De skal lære at stå alene tidligere end andre, selvom de i mange tilfælde har haft færre voksne at øve sig sammen med.